Mens Havhingsten fra Glendalough stævner vestover fra Norge, kan man spekulere over, hvordan man i det 11. århundrede - i en tid uden magnetkompas og søkort - opfattede Nordsøen og passagen nord om Skotland.
I dag benytter vi os af den form for videnskabelig navigation, som er blevet udviklet igennem de sidste århundreder. En sømand eller lystsejler, der har modtaget navigationsundervisning, kan ved hjælp af instrumenter, søkort og opslagsværker, sikkert og helt forsvarligt sejle til et hvilket som helst sted på jorden.
I vikingetiden derimod var navigation i høj grad erfaringsbaseret. Man sammenlignede sine aktuelle observationer og sanseindtryk med de erfaringer, man havde gjort ved en tidligere rejse i samme område. Hvis ingen personer om bord havde foretaget rejsen før, måtte man nøjes med de mundtlige sejladsanvisninger, man kunne få af en erfaren mand, altså en, der havde ”faret” der før. De skandinaver der nåede frem til det irske hav, var ikke kun heldige, men var på højde med datidens navigationskunst. Men denne specialviden blev ikke offentliggjort. Skriftligt vidnesbyrd om de nordiske søfarendes geografiske viden har vi kun fra korte runeindskrifter, overleverede skaldekvad og den andenhåndsviden som kristne forfattere valgte at nedskrive på latin.
En geografisk interesseret forfatter, der levede samtidig med Havhingstens arkæologiske forbillede - skibsfundet Skuldelev 2 - var Adam af Bremen. Han blev født ca. 1040 og døde formentlig i 1080erne. I den sidste af hans fire bøger om de hamburgske ærkebispers historie beskriver han det nordiske missionsområde: Descriptio insularum Aquilonis, ”Beskrivelse af Nordens øer”.
Nordsøen og det omgivende Atlanterhav omtaler han således:
”Det vestlige Ocean synes imidlertid at være det, Romerne kalder Britannerhavet. Det er vældig bredt, frygtindgydende og farligt og omslutter i vest Britannien, som i vore dage hedder England. Mod syd berører det Friserne samt den del af Sachsen, som hører ind under vort stift, Hamborg. I øst har det Danerne, Balterhavets munding og Nordmændene, som bor på den anden side af Danmark. Men i nord glider dette hav forbi Orkneyøerne og omgiver med sin uendelige udstrækning hele jorden, idet det til venstre har Hibernia, Skotternes fædreland, som i vore dage hedder Irland, og til højre Norges fjelde og endnu længere ude øerne Island og Grønland. Der ender Oceanet, som kaldes Det tågede Hav” (Adam IV.10).
Adam havde også hørt og læst en del om Orkneyøerne (Orchadae):
”Over for Norge ligger mange ret anseelige øer, som næsten alle uden undtagelse hører under Norge, hvorfor vi ikke bør forbigår dem, eftersom også de kommer ind under Hamborg Stift […]. Orkneyøerne, der altså ligger mellem Norge, Britannien og Irland, spotter således selve det rasende og truende Ocean. Det hedder sig, at man fra disse øer kan sejle til Trondhjem i Norge på kun én dag. Ligeledes hævder man, at der fra Orkneyøerne er lige lang vej, hvad enten man styrer mod England eller sejler til Skotland” (Adam IV.35).
De angivne rejsehastigheder til Trondhjem og England virker alt for optimistiske. Distancen mellem Orkneyøerne og Trondhjem er ca. 485 sømil. Havhingstens bedste resultat indtil videre er ca. 170 sømil i døgnet.
Tidevandet er et fænomen, der tager pusten fra Adams videbegær:
”Der er også andre ting, som det her ville være på sin plads at fortælle angående havets tidevand og dets stigen, der finder sted to gange om dagen. Dette fænomen forekommer alle så mærkværdigt, at selv naturforskerne, der undersøger naturens hemmeligheder, ikke rigtig véd, hvorledes det skal forklares […]. Derfor synes det mig bedst at sige med profeten [cit. fra psalmer]: ’Herre, hvor storslået er ikke dine gerninger!’ ’Alt har du skabt i din visdom!’ […] ’Du hersker over det mægtige hav’ og ’Dine domme er som det store dyb’, hvorfor de med god grund kan kaldes ufattelige” (Adam IV.42).
Allersidst i bogen bryder Adam dog ud i ren jubel over de store fremskridt i det nordiske missionsområde:
”Se blot de vilde Daner, Nordmænd eller Sveere, som – med den hellige Gregors ord – ’ikke vidste andet end at skære tænder på barbarisk vis, men nu allerede kan istemme Halleluja til Guds pris.’ Se til det sørøverfolk, der fordum hærgede Galliens og Germaniens lande, således som vi har læst, men nu er tilfreds med sit eget område og siger med apostelen: ’Her har vi ikke en blivende stad, men vi søger den kommende.’ Se nu blot til det grufulde land […], det har nu givet afkald på sin medfødte vildskab og lader sandhedens prædikanter komme til sig i hobetal, og de river afgudernes altre ned og rejser vidt og bredt kirker i deres sted, og Kristi navn lovprises af alle i fællesskab” (Adam IV.44).
Hermed bevidner Adam af Bremen vikingetidens afslutning. Disse linier er skrevet omkring år 1075, nogenlunde samtidigt med, at det irske langskib blev sænket i Roskilde Fjord nær landsbyen Skuldelev. Mens de nordiske folkeslag således er faldet til ro for lang tid siden, så er havet i dag ligeså utæmmet som dengang.
Anton Englert, ph.d.
(Oversættelser efter Allan A. Lund 1978 og Carsten L. Henrichsen 1930)