Forleden dag sad jeg til frokostmøde i Udenrigsministeriets kantine på Asiatisk Plads i København.
Ved siden af mig sad min chef, direktøren for FN i København. Overfor os sad tre embedsfolk fra ministeriet. Som nyansat i FN havde jeg netop introduceret mig selv, da min chef med et smil brød ind:
"Men du har jo glemt det vigtigste...?!"
"Nå ja," føjede jeg til: "Jeg har også været gast om bord på Havhingsten".
"Er det rigtigt?" udbrød en af mødedeltagerne, som viste sig at kende Asbjørn Date, DR-journalisten som fulgte projektet tæt sidste sommer, da Havhingsten sejlede fra Roskilde til Dublin.
For en tid var mødets dagsorden afsporet. Nu handlede det ikke længere om Udenrigsministeriet og FN eller om fattigdom og 2015 Målene... nu snakkede vi i stedet om det prægtige vikingeskib, som – viste det sig – alle omkring mødebordet havde fulgt i fjor.
Og jeg måtte ty til nogle af mine favorit-anekdoter.
For eksempel historien om, at Havhingsten sidste sommer var nyhedsstof i aviser i Malaysia, Sydafrika og Færøerne for blot at nævne tre eksotiske lokaliteter.
Eller historien om at Havhingstens ankomst til Dublin blev vist på storskærme på Times Square i New York.
Og historien om det prompte svar, da en kineser blev spurgt, hvad vedkommende kender til Danmark:
"Jeg kender Danmark for to ting; Muhammed-krisen og Havhingsten".
Den sidste anekdote fik embedsfolkene fra Udenrigsministeriet til at spærre øjnene op. Hvis der er noget, ministeriets ansatte kærer sig om, er det netop Danmarks omdømme ude i verden.
Siden Morgenavisen Jyllands-Postens karikaturtegninger har Udenrigsministeriet i flere omgange stået på glohede pæle for at styre Danmark igennem kriserne. Og meget aktuelt forholdt det sig sådan, at netop på dette møde sad jeg overfor tre af ministeriets ansatte, som blandt andet har ansvar for det, der på moderne dansk kaldes public diplomacy.
Som jeg forstår det, går public diplomacy blandt andet ud på at tage ud i verden, vise det danske flag og fortælle historier om Danmark. Historier som kan hjælpe med til at tegne et nuanceret billede af Danmark – ikke mindst i situationer, hvor yderligtgående grupper og personer tegner sort-hvide tegninger af Danmark.
Det var omtrent på dette tidspunkt i samtalen, at en af embedsfolkene kom på den idé, at sende Havhingsten ud på en verdensomspændende diplomatisk rejse.
Havhingsten er i bund og grund 30 meter omsejlende public diplomacy.
Med et stort smil om munden lovede jeg, at bringe ideen videre til skipper og de gode folk om bord – hvilket hermed er gjort. Fra min egen tid om bord ved jeg, at der er gaster, som vil sætte pris på togter til sydligere og lunere himmelstrøg. En tanke som vandt gehør ikke mindst under sidste års kolde og regnfulde togt.
Inden mødet fandt tilbage til sin oprindelige dagsorden skyndte jeg mig at foreslå, at Havhingsten fremover kommer på Udenrigsministeriets budget. Mig bekendt hidhører Havhingsten i dag under Kulturministeriets budgetter, men når sandheden skal frem, er der vist ikke så mange penge at rutte med til marinarkæologi.
Men hvem ved: Måske er Havhingsten økonomiske fremtid sikret ved et simpelt resort-skifte?
Når jeg tænker på vikingernes krigsskibe og deres oprindelige formål, giver det i hvert fald god mening at henlægge det elegante krigsskib til ministeriet for udenrigspolitiske ærinder.
Og nej, det er skam ikke spøgefuldt ment:
De seneste år har Vikingeskibsmuseet, Havhingsten fra Glendalough og den gæve besætning om bord gang på gang bevist, at fortællingen om vore stolte forfædres fænomenale sømandskab kan nå ud i selv de fjerneste kroge af verden.
Det kan godt være, at det er oldnordisk og bygget af træ – det kan godt være, at det er drevet frem af et sejl af hør og at det stinker af tjære og armsved... men uden egentlig at ville være det, er Havhingsten noget af det mest effektive public diplomacy, verden længe har været vidne til.
Kære udenrigsminister... du må til lommerne!