Historien om de rekonstruerede vikingeskibe begynder kort efter udgravningen af Gokstadskibet i 1880. Allerede i 1893 sejler den første rekonstruktion af dette skib over Atlanten. Arkæologisk forskning var ikke motivet – som det vil fremgå nedenfor var (og er) arkæologisk forskning nemlig sjældent motivet alene, når der rekonstrueres vikingeskibe.
Gokstadrekonstruktionen Viking var bygget for at repræsentere Norge ved verdensudstillingen i Chicago i 1893. Skibet var bygget for indsamlede midler af en norsk-amerikansk sømandsforening. Udstillingen var foranlediget af 400-året for Columbus' opdagelse af Amerika i 1492. Viking skulle danne modpol til forestillingen om Columbus' opdagelse, som faldt en mængde nordiske emigranter i USA for brystet. Oversejlingen fra Bergen til New Foundland (3900 sømil) tog blot 27 dage og årerne anvendtes ikke. Motivet for rekonstruktionen Viking var national iscenesættelse. Et sideprodukt blev en række maritime iagttagelser, nedfældet af skipperen Magnus Andersen i sin bog om sejladsen.
I anledning af et dansk turistfremstød i England byggede man i 1949 endnu en rekonstruktion af Gokstadskibet, Hugin, udstyret med et alt for lille, ubrugeligt sejl og smykket med et 250 kg tungt dragehoved forude, som ødelagde balancen i skibet. Hugin gennemførte blot én tur, fra Frederikssund til London. Mandskabet bestod af 53 eliteroere, hvilket viste sig at være en fejldisposition, da moderne roning har meget lidt tilfælles med roning i vikingeskib. Roerne kunne ikke være der for hinanden med deres lange åretag, hvilket først blev opdaget efter rejsens start.
Inspireret af Hugin-projektet byggede svenske roere nok en rekonstruktion af det populære Gokstadskib: Ormen Friske. Skibet var mere vellykket end Hugin. Desværre endte rejsen mod England tragisk, da skibet forliste i en storm i Helgolandsbugten med samtlige 15 ombordværende den 22. juni 1950. Omstændighederne bag forliset var indtil for nylig uklare, indtil den svenske arkæolog Rune Edberg fik klarlagt dramaet: Ormen Friske var på grund af vejrliget drevet ind i et amerikansk militært øveområde for bombning. Skibet forliste formentlig under en undvigemanøvre – efterfulgt af en fatal grundstødning – fra de faldende bomber. Sagen var hurtigt blevet mørklagt; et ømtåleligt emne i den kolde krigs start.
Rekonstruktionen af Ladbyskibet i 1963, Imme Gram, blev begyndelsen på en ny æra inden for rekonstruktion af vikingeskibe. Det var spejderlederen T. Hartvig-Nielsen, der stod bag. Hvor der tidligere havde været en vis national undertone i projekterne, overskyggedes dette nu af det sociale samvær omkring byggeprocessen, friluftslivet og kulturhistorien. Det kunne krydres med enkle eksperimentelarkæologiske målsætninger: eksempelvis ville man med Imme Gram undersøge, hvorvidt Ladbyskibet kunne have været et havgående krigsskib. Forlægget var Thorvildsens rekonstruktionstegninger af fartøjet, samt detaljer fra de dengang nys udgravede Skuldelevskibe. Imme Gram blev det første skib i en lang række af danske vikingeskibsrekonstruktioner, bygget af spejderne. Flere folk fra disse spejderprojekter involveredes senere i en række af Vikingeskibsmuseets rekonstruktionsprojekter.
En mere bevidst politisk udnyttelse af rekonstruktioner kan man finde i de norske projekter Gaia og Embla. Førstnævnte er en vellykket Gokstadrekonstruktion, som byggedes i 1989 og var en del af "Vinland Revisited" ekspeditionen i 1991, hvor man ville "skabe respekt for Jorden og miljøet, som vi alle er en del af". Gaia har blandt andet besøgt FNs miljøtopmøde i Rio de Janeiro i 1992 og sejlet i protest mod de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet. Gaia har trods sit hårde "politiske" program gennemført en række forskningsorienterede testsejladser. Embla er bygget i 1992 af foreningen Embla – kvindeskibet ro for fred, og bruges som symbol på deres politiske visioner: at fremme fred og international forståelse gennem regionalt og internationalt arbejde. Foreningen har blandt andet involveret sig i aids-problemet i Zambia og fordømt bombningerne af Afghanistan i 2001.
Det er især med Vikingeskibsmuseet i Roskildes ambitiøse rekonstruktionsprojekter af de fem skibe fra Skuldelev, at de videnskabelige aspekter kommer i første række. Skibene er alle blevet rekonstrueret til sejlduelige fuldskalafartøjer over en 20-årig periode, startende med Roar Ege (Skuldelev 3) søsat 1984, afsluttet med Havhingsten af Glendalough (Skuldelev 2) søsat 2004. Motiverne er videnskabelige såvel som formidlingsmæssige og grundig dokumentation samt publicering udgør vigtige grundprincipper.
Litteratur
Andersen, M. 1895: Vikingefærden. En illustreret beskrivelse af "Vikings" rejse i 1893. Kristiania.
Edberg, R. 2004: Vikingaskeppet Ormen Friskes undergång. Ett drama i det kalla krigets skugga. Södertörn Archaeological Studies 2. Huddinge.
Petersson, B. 2003: Föreställningar om det förflutna. Arkeologi och rekonstruktion. Lund.
Vadstrup, S. 1993: I vikingernes kølvand. Erfaringer og forsøg med danske, svenske og norske kopier af vikingeskibe 1892-1992. Roskilde.