Med søsættelsen af Havhingsten fra Glendalough i sommeren 2004 kunne Vikingeskibsmuseet i Roskilde fremvise en hel flåde af rekonstruktioner bygget efter Skuldelevfundene i Roskilde Fjord. Nu kan besøgende på museet se, hvordan de mere eller mindre fragmenterisk bevarede Skuldelev skibe ville have set ud, da de endnu var i brug for næsten 1000 år siden - i hvert fald så tæt på man kan komme ud fra den nuværende forskningsviden. Men som det også er tilfældet med de fire andre rekonstruktioner, er Havhingsten meget mere end bare et udstillingsobjekt.
Derfor er Havhingsten i mere end to år blevet udsat for utallige forsøgssejladser, og gennem disse har et mandskab på ikke mindre end 60 frivillige fået stor erfaring med skibets sejlegenskaber både for årer og under sejl. Resultaterne fra forsøgene er endnu ikke offentliggjort, så vi må desværre stadig vente før vi kan få at vide om skibet rent faktisk har opnået den forudsagte tophastighed på 20 knob under sejl eller om skibet kan krydse op mod vinden uden hjælp fra årerne. Derudover bliver det interessant at få at vide, om Havhingsten er let at styre og sejle, eller om den opfører sig som en rigtig hingst, og efterlader besætningen med en følelse af begrænset kontrol fra tid til anden...
Den 1. juli 2007 påbegyndte Havhingsten fra Glendalough en sørejse meget lig det togt dens arkeologiske forbillede foretog for næsten tusind år siden - dog den modsatte vej, fra Roskilde til Dublin. Men er det virkelig en videnskabelig nødvendighed at investere to hele sæsoner på at sejle tværs over Nordsøen og længere endnu bare for at undersøge et enkelt historisk skibs sejlegenskaber? Marinearkæologer med stor tiltro til moderne teknologi vil måske mene, at det er muligt at fremskaffe de samme resultater ved brug af computersimulationer. Dermed ville man kunne spare på de (altid små) penge til forskning.
Det var via den eksperimentelle arkæologi, vi opdagede at vikingernes skibe havde relativt lette og meget fleksible skrog, og at dette igen betød skibe med fantastiske sejlegenskaber. Denne fleksibilitet i skroget gør desværre også at skibenes sejlegenskaber er nærmest umulige at overføre til computersimulationer, da skroget konstant ændrer form i vandet. Skroget på et vikingeskib kan ikke skrives ind som en konstant faktor i en matematisk model på samme måde som moderne og mere stive skrog kan. Det samme ser ud til at gælde for andre lette fartøjer i traditionelle byggetraditioner. For eksempel er der nyligt udført sejladsforsøg på Donaufloden med Regina, rekonstruktionen af et gammelt romersk fartøj af navis lusoria-typen, og forsøgene viser at computersimulationer kan afvige signifikant fra rekonstruktionens faktiske sejlegenskaber.
På denne baggrund ville det ikke give mening at opgive forsøgssejladser med rigtige rekonstruktioner. Det gælder ligeledes for resultaterne af Havhingstens togt til Irland. Da traditionelle både generelt er bygget til de specifikke farvande de skulle besejle, gør det de praktiske forsøg endnu mere uundværlige. Langskibet Skuldelev 2 må have været bygget til at modstå de hårde storme og den hårde sø på det Irske Hav, og hvordan rekonstruktionen klarer de strabadser bliver et at de mest spændende spørgsmål at få svar på.
På trods af alle videnskabelige spørgsmål, vil de fleste mennesker betragte Havhingstens togt som et fantastisk eventyr, mere end et videnskabeligt eksperiment. Her må man huske, at arkæologien i høj grad overlever på offentlige midler, så arkæologer burde betragte det som en naturlig del af deres arbejde også at tage hensyn til den brede offentlighed. De tusindvis af mennesker der mødte op til Havhingstens søsættelse i september 2004 og igen til afrejsen til Dublin i juli 2007 beviste, at der er en stor folkelig interesse for projektet – og det er en god nyhed.
Volker Westphal