Selvom Dublin var centret for vikingekongedømmet i Irland, fik byen ikke et nordisk navn. Vikingerne omtalte det ved det irske navn Dubh Linn, "sorte pøl", som oprindeligt må have betegnet stedet, hvor floden Poddle munder ud i floden Liffey, og hvor vikingerne fortøjede deres skibe og byggede en fæstning på en nærliggende forhøjning. Irerne blev med at omtale deres egen bebyggelse som Áth Cliath "vadestedet med risgærdet", som oprindeligt betegnede det strategisk vigtige vadested længere oppe ad floden Liffey fra den sorte pøl, hvortil tidevand ikke når, og hvor de fire hovedveje i Irland krydser hinanden. Det blev altså ikke irernes navn Ath Cliath for bebyggelsen ved vadestedet, men vikingernes betegnelse Dyflin for fortøjningsstedet, der blev optaget i det engelske sprog, og har gjort Dublin til det internationalt anerkendte navn på Irlands hovedstad.
Man har ment at de fleste vikinger der kom til Irland slog sig ned i urbaniserede kystbefæstninger, og gav disse nordiske navne, for eksempel Carlingford (*kerlingafjörth "heksenes fjord"), sandsynligvis med henvisning til de tre bjergtoppe i dag kendt som The Three Nuns (de Tre Nonner), som er brugt på søkortet til at markere indsejlingen til Carlingford Lough. Andre kystborge hedder Wicklow (*vík-ló "græsengen ved vigen") og Waterford (*vethr-fjörth "vigen med vædderen eller dårligt vejr"). Der er dog klart at vikingerne må have udøvet myndighed over et temmelig stort opland ved alle deres fæstninger. De kan ikke udelukkende have forladt sig på plyndring og importerede varer, men må have haft behov for sikre tilførsler af mad og andre fornødenheder. Dublins opland, det område som Islændingene kaldte Dyflinnar skíri eller Dublinshire, og hvis nordlige del var kendt blandt irerne som Fine Gall "udlændingenes land", må have været temmelig vidtstrakt, strækkende sig fra Skerries i nord til Wicklow i syd, og mod vest til Leixlip. Leixlip er også et nordisk navn, *Lax-hleypa eller "laksetrappe", og afspejler betydningen for vikingerne i Dublin af laksefiskeri i floden Liffey. Waterford på sin side kunne opvise et område der hedder Gaultier "udlændingenes land".
Bortset fra vikingeborgene er de nordiske navne der er bevaret til nutiden fortrinsvis navne på øer og forbjerge langs Irlands østlige og sydlige kyster. Mange af disse navne var nok givet til sømærker der blev anvendt af nordiske søfolk der sejlede tværs over det irske hav, for eksempel det førnævnte Carlingford. Howth er det nordiske navn på halvøen der danner den nordlige side af Dublin Bay. Navnet er nordisk *höfthi, beslægtet med ordet "hoved", og afspejler at forbjerget er forbundet med fastlandet med en smal hals. Vikingerne må tit have sejlet forbi forbjergets stejle klipper på deres vej til og fra Dublin. Howth er stadig omtalt ved dets gamle irske navn Beann Éadair "Édar's spids". Edar er almindeligvis antaget at være en legendarisk heltefigur, men det forekommer mig, at det er mere sandsynligt, at det er et endnu ældre navn på lokaliteten, nemlig Edrou eller Adrou, der betyder "sædet", et navn som i Ptolemæus' geografi er båret af en ubebygget ø ud for Irlands østkyst, som nok er identisk med Howth.
Nogle af øerne omkring Irland blev udnyttet på flere forskellige måder i vikingetiden. Lambay Island (*lamba-ey "lammeø") nord for Howth blev udplyndret af vikingerne i 795. Den blev udnyttet for opfedning af lam i sommermånederne. Navnet er slet ikke beslægtet med det irske navn Rechru (1308). Betydning af dette navn er usikker, men det er muligt at det betyder sådan noget som "indskåret eller forreven ø". Dalkey, øen ved den sydlige ende af Dublin Bay, blev brugt af vikingerne som et tilflugtssted efter et nederlag i 944, og på andre tider benyttede de den som fangelejr. Det nordiske navn (*dalk-ey "tornø") er sandsynligvis en oversættelse af den første del af det irske navn, første gang nedskrevet i 733, Deilginis Cualann "Cuala's tornø". Den nordiske oversættelse af navnet peger på en vis grad af sproglig kontakt mellem irerne og vikingerne. Det samme gælder måske navnet Ireland's Eye, brugt om den lille ø lige nord for Howth. Denne ø blev anvendt som tilflugtssted i 902. Navnet er sandsynligvis en fejlagtig oversættelse af det irske navn Inis Ereann "øen der tilhører kvinden ved navn Eria", et personnavn som er blevet forvekslet med det irske navn for landet, nemlig Éire.
Der findes også nordiske stednavne omkring Wales' kystlinje. De fleste af disse var nok sømærker af vigtighed for vikingerne under sejladserne. Great Orme eller Ormes Head (Ormeshede i det 15. årh.), til eksempel, er navne på det iøjnefaldende forbjerg ved Llandudno i North Wales. Navnet *orms-höfuth "slangehoved" sigter nok til at forbjerget ligner en bølgende slangekrop, især set fra luften. Det er betegnende at forbjerget har et gammelt walisisk navn Cyngreawdwr Fynydd "mødestedets bjerg", og at det kendes i dag som Pen y Gogarth "toppen af terrassen". I dette tilfælde er der ingen tegn på sproglig kommunikation mellem waliserne og vikingerne. Et andet sømærke med et nordisk navn er Stack Rock, navnet på en klippesøjle ud for Pembrokeshire. Navnet er tidligst belagt som the Stack(e) i 1594, og det er et eksempel på anvendelsen af det nordiske topografiske ord stakk "søjleformet klippe" i funktion som et stednavn.
Vikingerne opførte ikke befæstede borge i Wales, men det vides at de slog sig ned der fra tid til anden. Den store ø Anglesey bevarer stadig sit walisiske navn Ynys Món. Navnet er ældre end fra vikingetiden, og det ser ud til at være identisk med navnet på øen Man. Det nordiske navn (*Önguls-ey) betyder nok "øen der tilhører en uidentificeret mand der hedder Öngul". Vikingerne angreb Anglesey ved flere lejligheder, og de handlede også med indbyggerne. Red Wharf Bay ved den nordøstlige kyst fungerede som et tilflugtssted for vikingerne på rejse mellem Dublin og Chester. I de 9. og 10. århundreder udviklede bebyggelsen af Llanbedrgoch "den røde kirke tilegnet St. Peter" sig fra at være en bondegård til at blive en markedsplads, og udgravninger der har givet flere fund fra vikingetid. Der er dog ingen tegn på at stedet har haft et nordisk navn.
Byerne Milford Haven og Swansea må dog have udviklet sig til vigtige handelscentre, og begge steder fik nordiske navne ved siden af de ældre walisiske navne. Milford (Mellferth 1207) er et nordisk navn sammensat af mel "sandbanke" og fjörth "fjord", mens byens walisiske navn Aberdaugleddau betyder "flodmunding af de to Cleddau åer". Swansea er belagt første gang i skrift på mønter slået omkring 1140 som SWENSI, og lidt senere i et diplom i formen Sweynesse, mens det walisiske navn, først belagt i 1191, er Abertawe, der betyder "floden Tawes munding". En tredje walisisk by med et nordisk navn er Fishguard i Pembrokeshire, oprindeligt *fiskigarth "en indhegning hvor man kan fange eller opbevare fisk", og der er paralleller til navnet Fishguard i Normandiet, øen Man og England. Fishguard har også et walisisk navn Abergwaun "floden Gwauns munding". En af årsagerne til at de nordiske navne Milford, Swansea og Fishguard har overlevet indtil i dag er måske at de nordiske ord ligner ord i det engelske sprog. De nordiske navne er ikke beslægtet med de walisiske navne.
Grunden til at flere nordiske navne på små øer ud for og omkring den sydøstlige kyst af Wales overlever er dog, at de afspejler tilstedeværelsen af en vigtig handelsvej mellem Dublin og Bristol ved Severn-mundingen, men flere af disse øer vides at have været hjemsted for munke eller eremitter i middelalderen. Der var for eksempel klostre på Ramsey (Ramesey 1293 "Rafns eller ramsløg ø") og Caldey (1100-35 "kolde ø"), og sandsynligvis eremitager på Grassholm (Grasholm 15. årh. "græsø") og Gateholm (Gateholm 1480 "gedeø"). De fleste af disse øer har ældre walisiske navne, men der er intet sprogligt slægtskab mellem de walisiske navne og de nordiske navne, som disse trådte i stedet for på kortet om ikke i walisisk tale. Ramsey var tidligere Ynys Devanog 1722 "Tyffanogs ø" og senere Ynis Dewi 1825 "St. Davids ø". Caldey var tidligere kendt som Insula Pyrus 864 "Pirs eller Pyrs ø"), mens Grassholm er omtalt som Gwales "tilflugt" i legendariske kilder fra det 12. århundrede.