Vi færinger har som bekendt i over tusind år fisket sommer og vinter fra små åbne både på havet, de sidste århundreder fra både af den type, som Vikingeskibsmuseet bruger i sin skoletjeneste. Mig bekendt eksisterer der ingen fortællinger om folk, der er kommet i nød, fordi de er blevet våde eller på grund af nedkøling. Kom de i virkelig nød, var det fordi båden slet ikke nåede land på grund af bølger eller strøm, der gjorde at båden sank - ikke fordi en del af besætningen gik kold.
Man havde kun årer og sejl og måtte tilpasse sig kraftig strøm og uforudseligt og pludseligt skiftende vejr, stort set altid med vind og ofte regn, slud, sne og kulde i dagevis. Med datidens teknologi kunne man ikke på kort tid kunne komme til lands, bare fordi der skete omskift i vejret.
Årsagen skal formentligt findes i den beklædning, som man brugte i vikingetiden, og som man på Færøerne utvivlsomt har bevaret og muligvis forbedret eller videreudviklet eller blot ændret med ny teknik, f.eks. kunsten at strikke. I vikingetiden var uldtøjet jo vævet eller blot filtet, idet man ikke kendte til at strikke, og på Færøerne er man i nyere tid i al almindelighed gået fra vævet vadmal til strikket tøj, som man dog har filtet, for at opnå samme tæthed i stoffet som ved vævning. Til brug på søen blev det vævede tøj dog også filtet, før man gik over til strikket tøj.
Det helt grundlæggende ved uldtøjets karakter er de oprindelige nordvestlige nordiske korthalefårs uldstruktur samt høje indhold af lanolin. Uldtøj har været de færøske sømænds basisbeklædning fra inderst til yderst. Ulden består både af fin, tæt isolerende underuld og af længere fibre af dækuld, der dræner vandet af fårene, og som masserer fiskerens hud og derved sørger for øget blodomløb og samtidig for, at den fine uld ikke ligger fuldstændig tæt og klæbende til huden. Derved kommer tøjet til at virke luftigt og man hverken fryser eller sveder, stort set uanset temperatur. Ligger koldt klæde direkte mod kroppen, bliver man ikke blot klam, huden køles også meget hurtigt ved fordampning. Lige idet man tager uldtøjet på, kan det prikke lidt, men efter 10-15 minutter mærker man ikke længere denne prikken eller kløen, men føler det let, blødt og behageligt.
Inderst havde man uldent undertøj og selvfølgelig uldsokker. Og det er faktisk vigtigt, at dette ikke kun består af finuld, men delvis af den grove uld, der giver ovennævnte massage af huden samt luftighed og beskyttelse imod at tøjet klæber imod huden. Udenpå havde man så overbukser af uld samt uldtrøje.
Blev vejret lidt koldere, enten med mere vind eller lidt sjask, tog man en vævet og filtet sjóstúka, en ulden ”jakketrøje” uden på og om nødvendigt en strikket eller vævet ”hætta”, som jeg også nyligt har set med indvendigt for, formentligt for at reducere eventuel irritation eller overfølsomhed over for ulden eller den noget kraftige uldstruktur, når man bruger en blanding af underuld og dækuld. Denne hætta dækker hele hovedet og halsen. Ulden er så tilpas elastisk, at hætten kan bæres således at kun det nederste af panden samt øjne, næse og mund er synlige eller den kan trækkes ned om hagen, så man får lidt mere ”luft” men så den stadig beskytter de dele af hovedet, der ikke så godt tåler afkøling.
Desuden brugte man om nødigt vanter, ligeledes af uld, hvor kun tommelfingeren er har egen ”finger” og resten af fingrene er sammen.
Bliver man våd, også sjaskvåd, føles det selvfølgeligt koldt, idet vandet trænger igennem uldtøjet, men efter kort tid har kroppen varmet vandet og det fugtige klæde op, så uld og vand nu sammen kommer til at virke som et samlet isolerende lag, der også bedre modstår vindafkøling end ulden alene. For at udnytte denne effekt optimalt, gjorde færøske fiskere uldsokkerne våde, lige før de tog ud på havet.
Det er dog vigtigt at beskytte imod fortsat vandindtrængning med koldt vand samt kraftig vind, idet kraftig fordampning afkøler. Blev det rigtigt sjaskvejr med regn eller slud eller ligefrem bølger, der skyllede ind over båden, tog man roðklæðir på. Disse bestod af adskilte dele, roðbukser og roðstúku, dvs. bukser og jakke med hætte bestående af fåreskind, hvor ulden havde fået lov at rådne væk, før skindene blev garvet, behandlet og til sidst syet op.
Sjóstúka, hætta, vanter, roðbukser og roðstúka kunne hver for sig tages på og af efter behov og temperatur.
I dag har færinger alle de moderne tekstiler til rådighed, som I også har i andre lande, og som vi gerne tager i brug, da håndarbejdet ved at lave uld- og skindtøjet er forholdsvis omfattende og derfor bekosteligt. Imidlertid har vi ikke kunnet finde noget, der med samme effekt kan erstatte især det uldne undertøj og i samme grad kan holde kroppen varm og tør og forhindre at sved indefra og væske udefra ligger tæt og klæbrig mod huden og tillader fugten at diffundere ud lige så hurtigt eller hurtigere end sveden bliver produceret. Undertøj af færøsk uld foretrækkes derfor stadigt af mange færøske fiskere, der fisker i Nordatlanten, også selv om alle skibe og de fleste både i dag har styrhuse, hvor man kan komme i læ.
Roar Heini Olsen