Hvis der findes et engelsk stednavn, der burde give genklang hos danske læsere, må det være 'Elsinore', hjemstedet for Shakespeares tungsindige dansker, Hamlet. Dens danske navneform er Helsingør (Hælsingør 1175), havnen ved Øresundets smalleste sted, og navnet betyder "beboerne ved halsens grusede stengrund". Det sidst led i navnet er ordet ør, tidligere eyrr "gruset sandbanke". Ordet forekommer ikke særlig tit i engelske stednavne, men et af de overleverede tilfælde er Ravenser i Yorkshire. Dette navn spiller en rolle i forbindelse med den norske kong Harald Hårderådes nederlag ved Slaget ved Stamford Bridge i 1066. Navnets ældste belæg er som Odd juxta Ravenserre 1235-49 "forbjerget ved navn Odd nær ved Hrafn's sandbanke". Både forbjerget og øen Ravenser blev skyllet bort i middelalderen. De lå oprindeligt mellem havet og floden Humber lidt sydvest for Kilnsea i nærheden af Spurn Head. Den lille ø er faktisk omtalt i det berømte 1200-tals islandske håndskrift Heimskringla i ordforbindelsen af Hrafnseyri "fra Ravenser", med hentydning til at Hårderådes søn Olaf, som var blevet betroet at holde vagt over de norske skibe ved Humbermundingen under slaget, fik lov at rejse hjem med de få resterende mænd fra den norske hær. Hårderåde selv blev dræbt i slaget mod Harold Godwinson, den engelske konge med den danskfødte mor. Godwinson blev dræbt kort efter i Slaget ved Hastings mod Vilhelm Erobreren.
Ravenser blev så berømt at det forekommer i et andet af Shakespeares stykker, nemlig Richard II (Akt II, Scene 1, linie 298), da jarlen af Northumberland råber 'Away with me in post to Ravenspurgh', og skynder sig afsted for at afvente ankomsten til England af den landsforviste Bolingbroke (den senere Henry IV). Navnet Ravenspurgh er et resultat af sammensætningen af Ravenser med det engelske ord spurn "spids odde". Stedet siges at have været den mest betydelige havn ved floden Humber omkring 1300. Odden, som bliver gradvis længere og længere på grund af mængden af sand og grus der skylles væk fra Yorkshires kystlinie, forsvinder cirka hvert 250. år.
Næsten alle de andre belæg af ordet eyrr i engelske stednavne findes i Nordvestengland, hvor flere af dem betegner sandbanker i floden Lune. Man kunne måske forestille sig at alle disse navne blev dannet af norske vikinger, var det ikke fordi eksemplet Ravenser viser, at ordet var kendt af danskerne i Danelagen. Det som man faktisk skal fæste sig ved er, at navneleddet eyrr, ligesom mange andre nordiske låneord i engelsk, overlevede særligt længe og i særlig stort tal i de mere fjerntliggende områder i Nordvestengland. Det er også betegnende at flere af disse stednavne er sammensat med engelske ord, for eksempel Salt Ayre, Green Ayre, Rabbit Ayre, og at de sandsynligvis blev dannet af engelsktalende folk.
Ordet eyrr findes i mange stednavne på øen Man. Et af de større administrative områder dér bærer navnet Sheading of Ayre, efter the Ayre, nu Ayres, en udstrakt gruset og stenet grund ved øens nordøstlige hjørne. Dette topografiske fænomen er meget iøjnefaldende, og det forekommer sandsynligt, at stedet blev navngivet af vikingerne. Da ordet eyrr blev lånt ind i det keltiske sprog på Man ikke bare i form af flere stednavne men også som et låneord, skal man ellers ikke nødvendigvis regne med at et navn som for eksempel Ayre blev dannet i vikingetiden. Nogle af de pågældende navne blev dannet af keltisktalende folk og andre af senere indvandrende engelsktalende folk simpelthen med benyttelse af et nordisk låneord i keltisk respektivt engelsk.