Som sprogforsker med særlig interesse for de navne i Storbritannien, som vikingerne benyttede, kan jeg ikke lade være med at tænke på de forskellige sprog, mandskabet ombord på Skuldelev 2 talte på skibets jomfrurejse i 1040erne og senere da det gjorde tjeneste i det Irske Hav, og på den sidste rejse, der bragte skibet til dets hvilested ved Skuldelev.
Eftersom skibet blev bygget af håndværkere, der var uddannet i Skandinavien, er det sandsynligvis vikinge-kongerne i York og Dublin, der har ladet skibet bygge. Det skete i en periode, da Knuds "Nordsø-imperium" blev endeligt afsluttet med Hardeknuds død i 1042. Den angelsaksike krønike omtaler flere steder flåder, der under kommando af engelske, danske og norske konger foretog angreb på steder langs den engelske kyst, og der tales også om marodører. To nordiske pirater, Lothin "den hårede" og Erling "søn af en jarl", deres navne var måske tilnavne eller opdigtede navne, røvede og plyndrede langs Englands kyster med 25 skibe i 1046, hvorefter de solgte byttet og de tilfangetagne i Flandern. Fire år senere forlod besætningerne ombord på 36 skibe Irland med ondt i sinde. De sejlede op ad floden Usk i Wales og støttede den wallisiske konge i kamp mod England.
Vi har ingen liste over navnene på de besætningsmedlemmer, der deltog i disse togter, men selvom vi havde kendt deres navne, ville vi ikke dermed vide hvorfra de kom. Mange af mændene med skandinaviske navne kom sandsynligvis fra Danelagen, men de talte engelsk og de følte sig som englændere, akkurat som folk af dansk afstamning, som fx. Oda, ærkebiskop af Canterbury, død 961, eller Oskytel, ærkebiskop af York, død 971, og Ulfcytel, Jarl af East Anglia, som deltog i kampe imod danskerne i England og som blev dræbt af Knuds mænd i 1016.
Langskibene havde sandsynligvis mænd af forskellige nationaliteter ombord, og nogle besætningsmedlemmer har følt sig bedre hjemme end andre. Måske har det været skik og brug at have nogle få mænd ombord, der om nødvendigt kunne gøre sig forståelig overfor enhver, uanset nationalitet. Sådanne nyttige flersprogede sømænd ville også være i stand til at forklare kollegerne betydningen af navnene på de bebyggelser og landmærker, skibet passerede forbi.
Når Havhingsten i 2007 begynder sin rejse blandt danske stednavne, lægger den ud fra Roskilde, og det navn kan spores tilbage til en mønt, der er omtrent så gammel som det originale skib. Mønten er slået i årene mellem 1023 og 1029, og den bærer møntmesteradressen Roscel, der betyder Róirs kelda eller "kilde". Navnet Skuldelev på landsbyen udfor farvandet, hvor skibet sammen med de øvrige Skuldelev-skibe blev sænket for at danne barriere mod fjendens indsejling, findes for første gang i et dokument fra Skt. Knud, dateret 1085, om overladelse af jord til domkirken i Lund. Navnet er skrevet Skuldalef, og man har anset det for at indeholde navnet Skuld, én af nornerne i den nordiske mytologi. En anden og mere jordnær forklaring på navnet er dog "arvelodden, der skal beskattes". Intet lå de herskende konger mere på sinde end tanken om de skatter, befolkningen kunne pålægges.
Havhingsten vil forlade Isefjorden gennem det smalle sejlløb ved Halsnæs. Det ældste belæg for navnet Isefjord er Ysafiorth fra det trettende århundrede, og navnet kan oversættes til "fjorden med megen is". Halsnæs er kendt fra år 1320 som Halsnes, og det betyder simpelthen "næsset ved halsen". Derfra vil skibet sejle over Kattegat, et hollandsk navn, der først blev taget i brug i 1650. Navnet betyder "kattehul", formodentligt med reference til den snævre og farlige passage. Men vikingerne anvendte ét navn font, der dækkede både Kattegat og Østersøen. Den latinske form Codanvs Sinvs kan spores tilbage til første århundrede efter Kristus. Betydningen af navnet Codan, der oplevede en genfødsel under romantikken, er uklar.
På vej nordover vil Havhingsten passere Hals Barre ved indsejlingen til Limfjorden, der kunne have været en noget kringlet genvej til Nordsøen, men sejlads gennem den lavvandede Limfjord måtte opgives pga. ledsageskibets dybgang. Navnet Limfjorden findes for første gang i det niende århundrede i en oldnordisk kilde på formen Limafirthe med betydningen "fjorden, hvor der findes kalk", og der hentydes til den kalk og moler, der findes hist og her langs fjordens bredder. Navnet på bebyggelsen Hals kendes fra det trettende århundrede som Haals, der som nævnt betyder Hals, medens navneleddet Barre, der betegner sandbanken i farvandet udfor Hals, er et låneord fra fransk, der via tysk vandt indpas i det danske sprog i det attende århundrede, og altså ikke var kendt af vikingerne.
Havhingsten måtte sejle nord om Danmark, hvor Kattegat og Skagerrak mødes. Begge navne er af hollandsk oprindelse og stammer fra det syttende århundrede. Førsteleddet i Skagerrak er dog dansk, det ældste belæg for navnet er fra år 1284 og blev skrevet Skaffuen, som er den bestemte form af ordet skagi med betydningen "spids" eller "spids landtunge", og dermed hentydes naturligvis til det Skagen, vi kender i dag. Det andet led i navnet Skagerrak er det hollandske ord rak, der betyder et "lige farvand".
Når Skagen forsvinder agterude under horisonten vil Havhingsten og dens besætning sige farvel til danske farvands- og stednavne for en ganske lang tid. Men navnene, der møder dem i Norge, Skotland, Orkney og Irland, vil for det meste ikke være vildfremmede for dem.
Gillian Fellows-Jensen, dr. phil.