Jeg antager, at Havhingsten under sejladsen til Kirkwall og videre til nord-vest Skotland vil undgå de forræderiske farvande ved <link internal-link internal link in current>Pentland Firth, især ”the Swelchie” nær den lille ø Stroma. På oldnordisk blev dette sted kaldt Svelgr (malstrøm), og det er ikke blot beskrevet i Orkneyinga saga (og mange andre sagaer), der er også knyttet et gammelt nordisk sagn til det.
I 1130’erne, efter kidnapningen af den orknøiske jarl Páll Hákonarson i Rousay, beskriver Orkneyinga saga (kapitel 74) den rute, slynglen Sveinn Ásleifarson valgte, da han flyttede sin fange til det skotske fastland:
Þeir … fóru aptr ina sömu leið fyrir vestan Hrossey ok viku á milli Háeyjar ok Grímseyjar ok svá fyrir austan Svelg, þaðan til Breiðafjarðar ok eptir honum til Ekkjalsbakka
”De … sejlede den samme vej tilbage, langs fastlandets vestkyst og de vendte for at sejle mellem Hoy og Graemsay og så øst om Swelchie og derfra to Moray Firth og ind til Oykell”
Sveinn valgte åbenbart ruten tværs gennem Orkney, på trods af faren for at blive set og fanget, for at undgå den endnu større fare ved Swelchie.
En forklaring på Swelchies oprindelse findes i sagnet om den magiske håndkværn Grótti, som bl.a. fortælles af Snorre i hans Edda. Der findes en kortere version a manuskriptet, kendt som, der specifikt forbinder den med Pentland Firth:
Kvern heitir Grótti, er átti Fróði konungr; hon mól hvetvetna þat er hann vildi, gull ok frið. Fenja ok Menja hétu ambáttir þær, er mólu. Þá tók Mýsingr sækonungr Gróttu ok lét mála hvítasalt á skip sín, þar til er þau sukku á Péttlandsfirði. Þar er svelgr síðan, er sær fellr í auga Gróttu. Þá gnýr sær, er hon gnýr, ok þá varð sjórinn saltr.
Der findes en kværn, som kaldes Grotti, og som var ejet af kong Frode (af Danmark); den malede alt hvad han ønskede til guld og fred. Fenja og Menja hed slavekvinderne, som kværnede. Da tog søkongen Mýsingr Grottá og fik den til at kværne hvidt salt på sine skibe, indtil de sank ved Pentland Firth. Siden da har der været en malmstrøm der, hvor havet falder ind i Gróttas øje. Når kværnen kværner, gør søen det også, og da bliver havet salt.
Her er to gamle sagn blevet forenet (som det antydes af de to former af Grótti/Grótta): Sagnet om den danske konges magiske kværn, der maler guld og fred, og en ætiologisk fortælling, der forklarer hvorfor havet er salt.
Dette sagn var kendt vidt og bredt, og det tjente både til at forklare et naturfænomen, og til at erindre søfolk om de særlige farer ved Pentland Firth. Mange andre tekster skildrer skibbrud i Svelgr. Kapitel 184 i Óláfs saga helga i Heimskringla omtaler den norske jarl Hákon Eiríkssons forsvinden under hans forsøg på at vende tilbage til Norge fra England i 1030. Snorre rapporterer at nogle mente at skipi myni hafa rekit í Svelginn ”skibet må være forlist i Swelchie”. Begivenheden er også beskrevet i den Angel-Saksiske krønike, og i Theodoricus Monachus’ Historia de Antiquitate Regum Norwagiensium, hvis latinske tekst sidestiller stedet med det klassiske Karybdis. Historia Norwegie nævner endvidere omnium maxima uorago ”den største af alle malmstrømme” ved Pentland Firth. Kapitel 327 i Hákonar saga Hákonarsonar beretter om tabet af et skib og om endnu et skib, der næsten gik tabt í Svelginn ”i Swelchie” sidst i 1263 da kong Hákon af Norge vendte tilbage til Orkney efter det uafgjorte slag ved Largs.
Selvom det ikke er omtalt i de nordiske tekster, har et andet forræderisk farvand i Britannien måske samme oprindelse i det oldnordiske svelgr. The Swellies er stærke tidevandsstrømme i Menai Strædet, som deler Anglesey fra det walisiske fastland. Vikingerne var naturligvis også fortrolige med dette område, som den nordiske oprindelse af navnet Anglesey (Öngulsey) vidner om; det var endvidere stedet hvor den norske kong Magnús Berfættr (Barfod) udkæmpede et berømt søslag i 1098.
Må de tapre sømænd på Havhingsten have held til at undgå sådanne farer når de krydser de salte!
Dr Judith Jesch