Teltene omtales af flere skjalde, og det fremgår af nogle steder, at de sejlede under telt.
Allerede Harald Hårfager i det tiende århundrede "råder for skumbedækte telte", ræðr tjöldum drífnum (Haraldskvæði 5, B 22).
Sigvat Tordsøn kalder Olaf Haraldsøn for "den, der ødelægger den sorte telt-hest (skibet)", meiðir myrkblás tjalda drasils, (Sigvatr 13,2, B 246).
Arnor Jarlaskjald siger om den norske konge, Magnus den Gode, at han forstår at føre skibene ud på det mørke hav eller tilbringer den meste tid "under det skumbedækte telt", und drifnu tjaldi, (Arnor 2,16, B 310).
Arnor fortæller også om en af jarlerne på Orkney-øerne, at uden for øerne "sled han det sorte telt", sleit blóu tjaldi, (Arnor 5,19, B 320). Det tydeligste eksempel på, at teltet var i brug under rask sejlads!
Og Tjodolf Arnorssøn siger om Harald Hårderåde, at han uden for Nidaros "slynger det lange telt af sig", slyngr longu tjaldi af sér, (Thjóð A 4,19, B 351).
I det tolvte århundredes Danmark berettes der om situationer, hvor teltene er rejst, mens skibene ligger for svaj. Ælnoth fortæller om bønderne, at med kongens tilladelse "letter de med glæde ankrene op af sandet, tager de opslåede telte ned, rejser de høje master, udfolder sejlene for vinden og ... stævner ud på dybet" (Hans Olrik: Danske helgeners levned I 59) . Teltene kaldes på latin tentoria superaffixa, "teltene, der er anbragt ovenpå", det vil sige ovenpå skibene. (VSD I 101). Det fremgår just ikke klart af Olriks oversættelse, at teltene befinder sig på skibene. Den anden oversætter, Erling Albrectsen, er åbenbart af den mening, at teltene befinder sig på land, så han skriver: "... pakkede de teltene sammen, lettede glade ankrene af sandet, rejser de høje master, etc...".
Albrectsen fatter tydeligvis ikke Ælnoths mening og betydningen af superaffixa.
Hans Olrik burde som Saxo-kender og Saxo-elsker have kendt det sted i Saxos fjortende bog (Saxo 14: XXV: 20), hvor kong Valdemar og en del af hans mænd har rejst teltene på deres skibe, der ligger for svaj ud for vendernes kyst. Her ligger de og sover middagssøvn. Ærkebiskop Eskild kommer til og bebrejder dem, at de ligger som i deres grave, i stedet for at kæmpe. Historien berettes også i Knytlinga saga kapitel 120. Begge steder sammenlignes teltene med grave. Og det må vel antyde noget om, hvordan teltene har set ud. Måske har de lignet romanske gravsten med lavt skrånende oversider. De kan muligt også have lignet de forhøjninger, man så på tidligere tiders kirkegårde, hvor den døde i de første år lå under en lav, langagtig tue, indtil den opgravede jord var sunket ned til sit tidligere niveau.
I Sverres Saga eller Baglersagaen fra begyndelsen af det trettende århundrede fortælles det, at teltene tages ned, når man forbereder skibet til søslag.
Først over midten af det trettende århundrede hører vi, at Håkon Håkonssøn, konge af Norge, har bygget sig et nyt storskib, hvis ræling ligger lige så højt som et ældre storskibs telt-ås. Der er åbenbart tale om en ås langs midten af skibet, over rælingen, men under sejlet. Den kunne nok siges at få teltet til at ligne en romansk gravsten. Der må have været en telt-ås på de danske ledingsskibe omkring 1160. Personligt tror jeg, at det tolvte århundredes danske ledingsskibe på 40-42 årer var magen til det elevte århundredes "skeider". Men bevise det kan jeg ikke. Så det er det nærmeste, jeg kan komme til at forslag til, hvorledes et vikingetidigt skibstelt, en "tjælding" har set ud.
Jeg troede, at jeg havde nævnt skjaldenes omtale af de "skumbedækte telte" i min første artikel om Leding og Skjaldekvad, men opdager nu, at det har jeg ikke. Jeg har bare gået og kendt udtrykkene for mig selv. De norske konger og jarlen fra Orkney-øerne har ikke tilbragt tiden under de "skumbedækte telte" til at sove middagssøvn! De har opholdt sig inde i teltene under rask og heltemæssig sejlads.
Rikke Malmros, cand.phil.