Men projektet slutter ikke. Et eksperimentalarkæologisk projekt varer lige fra den dag, det bliver besluttet at bygge skibet, til den dag det bliver ”hugget op og brændt”.
Processerne kan deles op:
- Rekonstruktion via computer og modeller. Ud fra opmåling af originalmaterialet.
- Fuldskala rekonstruktion. Ud fra studier af originalmaterialet, foto fra udgravningen og den rekonstruerede form.
- Sejladser, justering på skib og rig, træning af mandskab
- Reparationer, slitage og forældelse.
Denne arbejdsform fortæller os noget om vikingetiden i almindelighed og det originale skib i særdeleshed.
Fra begyndelsen af projektet ønskede vi at få mulighed for at sejle skibet til Dublin i 2007. Det gav ingen mening at udtale sig om Skuldelev 2´s sejlegenskaber, hvis skibet kun blev testet i de danske farvande.
En besætning af sejlere med og uden erfaring fra andre råsejlsbåde, af mennesker med gode sociale kompetencer, erfaring med friluftslivet og med mod på ufordringer og eventyr, blev sammensat. Denne besætning har nu brugt 4 år á 3-6 uger af deres sommerferie, 5-6 weekends og en masse tid ved siden af, til at organisere denne sejlads.
Efter søsætningen 2004 roede vi nogle ture i skibet på Roskilde fjord, og det blev kun til en enkelt sejltur det år. På den tur havde vi ikke fået fremstillet klapperne foran årehullerne, så da Havhingsten lagde sig i en vindøgning, stod der 30 lårtykke vandstråler ind i skibet. Ved den episode var besætningen meget hurtige til at trimme op i luv, på trods af at vi ikke var trænet...
2005 sejlede vi lidt længere. Først til Isefjorden, dernæst stak vi næsen ud i Kattegat, spændt på hvordan skibet ville tage vinden og søen. Havhingsten viste her lidt af sit potentiale, og vi så med spænding frem til de næste års sejladser.
I 2006 gik turen op langs den svenske vestkyst til Oslo, ned langs den norske østkyst, hvorefter vi fik prøvet lidt af Nordsøen fra Kristiansand til Thyborøn. Efter de første sejladser i bl.a. hård vind i Skagerrak, oplevede vi Havhingstens meget fleksible skrog. Det fik os til at se nærmere på det originale skib igen. Vi nytolkede det sparsomme originalmateriale og fandt heri mulighed for at forstærke skibet. Vi monterede en fisk langskibs (en tyk, bred planke i niveau med dørken i centerlinien) i næsten hele skibets længde. Afstivede også skibet diagonalt ved at spigre noget af dørken fast (som i Osebergskibet).
I 2007 fik Vikingeskibsmuseet via diverse fonde, sponsorater og offentligt støtte, skabt økonomisk mulighed for at Havhingsten kunne tage turen til Dublin. Roskilde - Norge - Orkney øerne - Vestskotland - Det Irske Hav.
Besætningen var velforberedt, og turen startede med en frisk tur fra Roskilde, hvor vi i regn og blæst fór op til den norske kyst. Var det ikke fordi rorvidjen, som var lavet af hampetov, forvoldte os store problemer, havde vi måske ladet Havhingsten gå stærkere end de op til 10 knob vi gik. Til gengæld rebede vi ned for at formindske presset på roret. Sidste års forstærkninger havde også givet skibet en mere fornuftig fleksibilitet; vi stolede mere og mere på Havhingsten.
Forsøgssejladserne viste også, at Havhingsten gik stærkere og højere til vinden, end nogen af de andre skibe, vi har rekonstrueret fra vikingetiden. Dette skal ses i lyset af en udpræget forestilling om, at vikingernes langskibe nok havde et stort fartpotentiale, men også dårlige krydsegenskaber - skibet har jo 60 årer, ”man kunne ro skibet hurtigere imod vinden, frem for at krydse op imod vinden for sejl” var vi en del der mente. Det viste sig også at være rigtigt i enkelte tilfælde, nemlig når der ingen sø var. Men selv i moderat sø kan vi kun ro Havhingsten 1-1,5 knob, og vokser søen, er det umuligt at ro Havhingsten. Vandet fanger årerne, det betyder, at de klemmer sig fast i årehullerne med et flækket og ødelagt årehulsbord som resultat.
På turen til Dublin lærte vi skibet ordentligt at kende, vi følte større og større tryghed ombord. Trods sit smalle skrog sejlede Havhingsten i op til 23 m/s og søer på 3-5 m m, uden at tage mere vand indenbords end det relativt let kunne pumpes ud igen. Rebningen af det 112 m2 m store sejl, helt ned til en sjettedel størrelse, virkede overbevisende og effektiv.
Efter overvintring i Dublin sejlede vi så hjem til Roskilde igen. Syd om England, over det Keltiske hav, Den Engelske Kanal, over Nordsøen, gennem Limfjorden, Kattegat og Roskilde fjord.
Årets største udfordring var uden sammenligning, sejladsen fra Irland til England over det Keltiske hav. Som jeg før har skrevet om, så var denne sejlads en prøvelse for både skib og mandskab. At vi skulle øse som aldrig før, siger måske mere om hvor meget (eller lidt…) vi har øst i vores liv, end det siger noget om grænsen for, hvad Havhingsten kan klare. Skibet klarede sig fantastisk, kravlede over den ene sø efter den anden, vred sig og rystede i hele skroget for hver bølge den mødte, men fortsatte ufortrødent videre.
Den største konstruktionsmæssige succes i år er nok vores nye rorvidje. Det troede vi ikke selv på, da vi stod i skoven i foråret og forsøgte os med det ene træ efter det andet. Jeg indrømmer, at jeg tænkte: ok så har vi da prøvet, vi kan altid montere vores nødstrop, (af moderne materiale) som vi brugte flittigt sidste år. Den har der imidlertid ikke været brug for i år, endsige tænkt på. Rorvidjen fungerer upåklageligt.
Den første rorvidje monterede vi Dublin, dagen før afsejlingen. Den blev udskiftet i Portsmouth, 430 sømil og 6 sejldøgn gammel. Den blev skiftet, fordi vi havde valgt et træ i skoven med en dårlig rod. Den nye vidje der sidder på skibet nu, har holdt siden Portsmouth, 695 sømil og 9 sejldøgn gammel. Den har en god rod, men selve vidjen er ikke så pæn som den første. Men den holder garanteret de sidste 25 sømil hjem. Nu har vi nye erfaringer, vi kan tage med i skoven til næste forår, hvilke træer vi skal vælge, og hvilke vi skal lade stå.
Sejlet og riggen fungerer også godt. Den stående rig kan vi uden problemer sejle med i omkring 10 år endnu, så længe den bliver tjæret hvert år og efterset jævnligt. De få utjærede stykker løbende rig, der havde sneget sig med, holdte ikke. Men skøder, halstov, og alle andre tjærede stykker tov holder snildt et par år endnu. Sejlet er slidt, specielt syningerne har strukket sig. Indfarvningen med rød og gul okker, med saltvand som eneste bindemiddel, holder overraskende godt, det kan blive piftet op igen om et par år.
Vi har stadig forskellige forsøg, vi gerne vil gennemføre. Det kunne være spændende at forsøge at få Havhingsten til at ro bedre, det kræver fokus og træning af mandskabet, og det kræver måske, at vi letter skibet for noget ballast. Det vil få indflydelse på sejlegenskaberne, men hvilke?
Men husk, at fordi vi har fået Havhingsten til at fungere godt, betyder det ikke automatisk at vores tolkning af originalfundet, er ”sandheden” – men det kan ikke være helt ved siden af.