Logbog & Dagbøger

Vi ligger nu i Lowestoft på 11. døgn og venter på god bør til at krydse Nordsøen i.
I dag har vi igen svag østenvind her ved kysten, men ude i havet er der stort set vindstille og svag skiftende vind og det ser ud som om, vi bliver her et par dage endnu i "skiftende mod stille".
Et sommerhøjtryk har bidt sig fast i Nordsøen og giver perfekt ferievejr på både den danske og den engelske side af havet.
På Havhingsten er der også gået feriestemning i hele mandskabet og alt foregår i slowmotion i den trykkende men behagelige sommervarme.
 
Man kan ikke just sige, at vi er forvænt med varme på Havhingsten, men vi er vant til at vente...
Sidste år havde vi flere lange venteperioder, som for eksempel i Båly på Lindesnes i Norge, hvorfra vi først kom af sted på 10. døgn og senere på Islay i de sydlige Hebrider i Skotland, hvor vi først smed fortøjningerne efter 7 døgn.
 
Men hvad er det egentlig, vi venter på?
Hvorfor ror vi ikke bare?
- Er det måske ikke et rofartøj med hele 60 årer?
Eller, hvis der er for meget vind til at ro, hvorfor krydser vi så ikke hjem.
- Vi "praler" jo hele tiden af, at Havhingsten krydser så godt...
Ville de også have ventet så længe i vikingetiden?
 
Det sidste er selvfølgelig svært at svare på i forhold til vores specifikke situation. Men læser man for eksempel i sagaerne, er det gang på gang beskrevet, hvordan de på vej op og ned ad de norske og islandske kyster ligger og venter på god bør.
Ofte handler historierne om, hvordan de bliver taget imod og indlogeret hos diverse storbønder og herremænd, men set med vores øjne, er det jo interessant at se, at de tilsyneladende ofte ligger sådan længe.
- Nogle gange endda hele vinteren, indtil det bliver muligt at sejle videre foråret efter...
Man kan også i noget nyere beretninger fra 1800-tallets fiskerier i for eksempel Norge og på Færøerne, som foregik i åbne, klikbyggede, råsejlsriggede både, læse om til tider meget lange perioder med landligge og ventetid på grund af vejret.
Det er altså ikke et nyt fænomen med disse lange ventetider...
 
Men igen: Hvorfor ror vi ikke bare, hvis der ikke er vind?
Tja... det er jo forskelligt fra situation til situation.
I denne situation er der simpelthen for langt og vejrmeldingerne er for skiftende og usikre til at planlægge en længere tur ud fra. Som det ser ud nu, vil det tage over fem døgn at nå den hollandske kyst.
Under ideelle forhold kan vi på fladt vand uden modvind ro skibet med cirka 2 knob. På længere distancer er dette dog urealistisk og vi skal derfor nok snarere regne med 1,5 knob.
En tur over Nordsøen ville dog alene på grund af distancen og dønningen på det åbne hav være så krævende, at vi selv under urealistisk gode forhold ikke ville kunne holde mere end højst 1 knob i gennemsnit.
Med denne fart ville turen til Thyborøn på cirka 360 sømil tage 15 dage...
 
Det samme gør sig for så vidt gældende, når spørgsmålet går på, hvorfor vi så ikke krydser over.
Under ideelle forhold går vi 58 grader til vinden, men farten mod målet er ikke meget bedre end, når forholdende er til at ro. Der til kommer, at vi på kryds tager meget vand ind over specielt i for- og midtskibet, hvilket jo ikke ligefrem øger farten, komforten og udholdenheden.
Til sammenligning kan jeg nævne, at vi på turen fra Wicklow til Lands End på otte timer lænsede næsten 11.000 liter vand ud.
- Og det var endda bare på halvvind, som er mindre vådt end at krydse...
Problemet er ikke det at skulle pumpe, men den stadige afkøling af folk, som ydermere ikke kan finde et sted at hvile.

De 58 grader til vinden er som sagt også kun under ideelle forhold. Så snart faktorer som bølger, tidevand, nattemørke og nedrebning spiller ind, forringes krydsegenskaberne mærkbart.
Det spiller også ind, at vi er så frygtelig mange ombord med forholdsvis lidt plads per person. Det giver forholdsvis dårlig komfort og dermed dårligere udholdenhed.
 
Disse betragtninger gælder for langskibe på længere togter.
På kortere togter eller under kamp må forholdene selvfølgelig have været væsentlig anderledes.
Forholdene på et af datidens store, havgående fragtskibe som knarren, må ligeledes have været betydelig anderledes.
En knarr er selvfølgelig stadig et åbent skib, men det er meget bredere, har højere fribord, er mere rummeligt og er derfor på mange måder mere egnet til længere sejladser på åbnet hav.
 
Der er også andre forhold, der har gjort det anderledes vanskeligere at sejle langskib.
Man må gå ud fra, at de ikke lige som os, har sejlet alene med ét skib, men derimod med en hel flåde af skibe, bestående af både langskibe og forsyningsskibe.
At holde sammen på en sådan flåde, må have været yderst vigtigt for at have de bedste chancer i kamp og mit gæt er, at de har prioriteret netop dette meget højt i forhold til afgørelser, der drejer sig om, hvorvidt man skal sejle eller vente på bedre sejlvejr.
På kryds kan det være meget vanskeligt at holde tæt sammen, uden at miste hinanden af syne.
- Ikke mindst over længere stræk med natsejlads og forskellige skibstyper med forskellige sejlegenskaber.
Alene logistikken omkring indkvartering og bespisning af op til over hundrede langskibes besætninger, må kunne have fået selv den bedste strateg til at tænke sig om en ekstra gang, inden man eventuelt skiftede lejr...
Selv med vores mandskab på "kun " 60 personer, er det altid en udfordring at skaffe overnatningspladser til alle i diverse havne, vi anløber.
 
Min konklusion på vores situation er altså, at det mest fornuftige er at have is i maven, væbne sig med tålmodighed og vente til sydvestenvinden før eller siden kommer.
I øvrigt er det jo ikke givet, at vi skal sejle alle 360 sømil i ét stræk. Et godt bud på eventuelle havne undervejs kunne for eksempel være Den Helder, De vestfrisiske Øer, Helgoland, Fanø osv.
Det at ro eller at krydse er selvfølgelig en mulighed på kortere distancer.
 
Der kan selvfølgelig være forskellige opfattelser, meninger og strategier i forhold til den foreliggende situation.
En ting er dog helt sikkert: Som skipper skal man tage en beslutning.
 
Vi ses i Roskilde lørdag d. 9. august.
- Kl. 14.00!