Vis

På Havhingsten lever vi i en boble - en osteklokke uden interesse for
verden omkring os. En enkelt avis sniger sig om bord og cirkulerer, men
læses overfladisk. Mobilsamtalerne hjemtil er sporadiske og handler mest om
os selv. For seks ugers af vores liv bliver skippers briefing, vejrudsigten,
vagtskiftet og dagens menu vigtigere end verdensnyheder, havearbejde,
budgetkonto og tandlægeaftaler. Vigtigere end meget andet hverdagen hjemme
kan byde på.
Det er derfor svært at træde udenfor, at bryde boblen og tage hjem til
virkeligheden - især når det sker midt i togtet. Det er svært at være
rigtigt til stede, at koncentrere sig om dagligdagsbanaliteter og TV-avisen
- tankerne vandrer og næsen klistrer til computeren, hvor logbøger, dagbøger
og navigationsdata læses intenst med en blanding af misundelse, ærgrelse,
begejstring og stolthed. Når skibet forlades tårer øjnene til og savnet
mærkes øjeblikkeligt. Når man igen kravler over rælingen er smilet svært at
skjule. Man er tilbage i sit rette element!

Men snart er det slut. Vi har haft vores sidste nat på Havhingsten - vores
sidste måltid om bord. Nu har vi kun tilbage at forcere de sidste 25 sømil
gennem Isefjord og Roskilde Fjord.
Eksperimentet afsluttes - snart måles de sidste tilfælde af søsyge, snart sendes
de sidste koordinater og kursmålinger. Snart nåes kulminationen på mange
års ideudvikling og planlægning, undersøgelser og eksperimentel arkæologisk
forskning. Snart skal det hele smages på, evalueres og vendes i hovedet.
Både for Vikingeskibsmuseet og den frivillige besætning har det været en
formåen i særklasse - et projekt og eventyr, der har kunnet lade sig gøre,
fordi alle involveret har været drevet at idealisme, vilje og håb.

For mange synes et sådan mangeårigt projekt uoverskueligt, men for museum
og besætning, som hele tiden har troet på successen og har taget del i det
sure og søde, har projektet været et omdrejningspunkt gennem de sidste 4
år.
Det er for besætningen blevet naturligt at være om bord, og kun når
solopgangen smider sit orange lys i horisonten, når delfinerne danser om
roret eller hundredvis af mennesker begejstrede hilser os velkommen i havn,
husker vi på, hvor heldige vi er.

Kun i Den Helder i Holland har vi mødt samme idealisme, vilje, stolthed og
håb som vores eget projekt emmer af - samme inædte interesse for
bådebygning og råsejlssejlads. Her byggede frivillige bådebyggere en
brigantine til 'fair transport' af 'fair trade' varer og produkter.
De stod med, hvad der lignede et uoverskueligt projekt - et gammelt
jernskrog fra 2. verdenskrig, der skulle beklædes med træplanker, et skrog
der manglede mast, rig og sejl samt indvendig indretning af messe og
kahytter. Men man kunne se gnisten i deres øjne, og deres fortællinger
gjorde skibet levende. Måske fordi vi har været i deres sko, har været
igennem startfasen, byggeprocessen og det der endnu ikke ligner noget,
kunne vi se deres idé, se det fantastiske ved det hullede skrog og
plantegningerne.
Skibet hedder Tres Hombres og bliver forhåbentlig færdig inden for det
næste halve år. Derefter håber holdet bag at sejle med delikatesser og
'fair trade' varer på forskellige ruter mellem Europa og resten af verden -
gerne med ubefarne skibsassistenter som skal lære kunsten at sejle
brigantine.
Vi delte nogle hyggelige stunder og nørdede detaljer, og det var rart, på
vores vej mod Danmark, at finde et projekt der satte vores eget i
perspektiv.

Hjemkomsten til Danmark har været overvældende og ufattelig. Vi er blevet
mødt af ubeskrivelig gæstfrihed, interesse og venlighed. Nu ligger vi i
Kongsøre på Frømandskorpsets base og forestiller os, hvad der venter i
Roskilde på lørdag.