Vis

Nu har vi været af sted i 14 dage og de fleste af os begynder langsomt
at få langtursrytmen ind i kroppen. Rytme er der egentlig ikke tale
om. Snarere tværtimod. Der er ikke tale om nogen forudsigelighed
overhovedet. Døgnet har forskellig længde, der soves og spises på de
mærkeligste tidspunkter og i lange perioder opholder vi os i det samme
tøj i flere døgn i træk.

Og pludselig er vi i havn. Eksempelvis Portsmouth. En storby med
200.000 indbyggere og tusindvis af turister. Pludselig er vi gæster i
en by med mange fristelser og muligheder. Butikker, museer, barer...
Og livet ligner bare en lille smule det, som de fleste af os kender
fra almindelige sommerferier. Gå en lille tur, drikke en kop kaffe,
besøge et museum. En lille middags slummer og ud for at få en kop øl
eller to. Sådan kan dagene i havn hurtigt forløbe.

Og ankervagten tager sig af publikum. I Portsmouth har der været fart
over feltet med masser af folk på kajen, som har spurgt interesseret
til sejladsen og projektet og besætningen har - med vanlig stolthed -
vist skibet frem.

Og så af sted igen. I mange timer ombord på Havhingsten, hvor der
arbejdes i skift af fire timer.

Sejlet skal trimmes, der holdes udkik, småreparationer på tovværk og
skib, lænse, spise, sove. I mange timer i træk går tiden og
kedsomheden har hele tiden et lille tag i os alle sammen.

Vi sover når det er muligt for vejret - helst om natten selvfølgelig,
men for mange af os bliver det ikke til mange timer på et døgn. Efter
24-30 timers sejlads begynder man at miste fornemmelsen for tid. Vi
kan selvfølgelig se hvad klokken er, men det har mindre betydning om
man spiser klokken 8.00 eller klokken 4.00. Eller sover klokken 12.00
eller 24.00.

Og så i havn igen. Måske midt om natten efter en lang sejlads med
brudt søvn. Pludselig skal vi have indhentet det forsømte og vi tumler
ned i vores soveposer på gulvet i en lagerhal, et klasseværelse eller
i vores telt. Og landlivet starter forfra.

Omstillingsparat hedder det vist i moderne management...