I modsætning til moderne sejlfartøjer, hvor man forsøger at opnå maksimal stivhed via konstruktion og materialevalg, var vikingetidens skibe meget fleksible.
Et stift skibsskrog giver maksimal fart, fordi det derved er muligt at kontrollere formen. Med et fleksibelt skrog vil skrogformen forandre sig, når det påvirkes af riggen og søen, og fartmæssigt set er det en ulempe.
Om vikingerne bevidst har konstrueret skibene fleksible, eller om skibenes fleksibilitet er et resultat af deres teknologi og den konstruktion, hvormed de er bygget, kan diskuteres. Nogen mener, at et fleksibelt skrog giver en god sødygtighed. Jeg mener, at forsøger man at bygge et let skib og samtidigt et langt skib, så får man et fleksibelt skib. Det er vigtigt, at fleksibiliteten er ensartet, både klinknagler, trænagler, de spejlkløvede bordplanker, det fiberrette krumtræ og hele konstruktionen. Den del af konstruktionen, der er stivest, bliver den del, der går i stykker.
I den nyere tids traditionelle, klinkbyggede, åbne råsejlsbåde, havde bådebyggerne, og de folk der sejlede med bådene, opnået så stor erfaring med fleksibilitet, at de ved at ”ryste” båden i den ene stævn, kunne bedømme om båden var en god, en mindre god eller måske en dårlig båd. Jeg er sikker på, at vikingerne også har haft de samme diskussioner om fleksibilitet.
Jeg tror, at det de har set efter er om fleksibiliteten er ensartet i hele konstruktionen.
For at blive lidt klogere på det emne, må vi hele tiden holde øje med Havhingsten. Hvad bliver slidt, hvad går i stykker og hvor fleksibel er skibet egentligt?
Fleksibiliteten er meget svær at måle, og vi har alene koncentreret os om, at påvise at skibet bevæger sig, både set som en helhed, men også hvordan enkelte dele bevæger sig i forhold til hinanden. Så må målingerne kommer senere af folk, der har forstand på den slags.
Med hensyn til fleksibilitet og bevægelser kan jeg konstatere:
- tofter der bevæger sig ind og ud fra skibssiden, og diagonalt i forhold til hinanden
- knæ der bevæger sig ud og ind
- samlinger i de langsgående stringere der vrider sig
- bjælkerne der bevæger sig diagonalt i forhold til hinanden
- skibets sider bliver trykket ind og ud
- riggen der på det ene tidspunkt et helt strammet op for på det næste tidspunkt at hænge løst ned
- mastefisken vandrer fra side til side hver gang Havhingsten slår ind i en ny sø
- klinknaglerne knækker på grund af de mange bevægelser. I bord, knæ, stringere og vægere
- spigerne bliver trukket ud af knæene og samlinger
- trænaglerne spytter kiler ud.
Det mest overraskende og nærmest skræmmende er, at hele forskibet og agterskibet bevæger sig 20 – 50 cm. op og ned og til siderne. Når forskibet er på vej ned af en bølge, vrider agterskibet sig modsat på vej op ad den samme bølge. Det er ret rystende, når man ser det første gang, og efter de første sejladser mente vi da også, at det var nødvendigt at forstærke skibet – at begrænse fleksibiliteten. Vi så igen på det originale skib og andre samtidige skibe. Her fandt vi mulighed for at forstærke skibet. Det er der skrevet om, et andet sted på denne side.
Både herude på Nordsøen, og da vi ”væltede rundt” på det Keltiske hav slog tanken os: hvor mange gange kan dette skib klare sådan en tur, hvor gammelt kan det blive? Arkæologerne mener, at Skuldelev 2 blev omkring 25 år gammelt. Hvis vi sejlede et par gange til Dublin eller det engelske område om året i 25 år med Havhingsten, så tror jeg, at den ville være meget mere fleksibel at sejle med end den er nu, på grund af at alt har bevæget sig så mange gange. Hullerne til klinknaglerne var slidt store så skibet ville være utæt, og der vil være skiftet og repareret en del bord, stringere og knæ. Roret ville være det 8. eller10. ror, vi havde, fordi de andre var blevet slidt af birketræs-rorvidjerne. Havhingsten ville have slidt 3-4 sejl op og en masse tovværk.
Efter 25 år og mange lange ture, ville jeg nok betakke mig for at sejle i Nordsøen og det Keltiske hav med Havhingsten. Men det er langt fra ensbetydende med, at vikingerne ikke kunne have fundet på det.