Vi forlod Svaneke, de røgede sild, øllerne og isen i morges omkring klokken halv ni, en dejlig mild og stille morgen.
Vejrudsigten havde lovet os 4 m/s fra V, NV omkring kl. 10, så vi kørte forventningsfulde ud fra havnen og satte sejl i omkring 2 m/s fra NV og det var så også hvad vinden kunne skrue sig op til i dag :-(. Som du kan se tog vi et ben fra Svaneke op langs kysten til Gudhjem, vinden faldt fra to til en m/s og dønningerne var signifikante, faktisk så signifikante at vi simpelthen ikke kunne stagvende med Ottar. Vi oplevede, at på trods af at vi fik bakvind og skulle til at gå rundt så tog dønningerne os og Ottar rullede så meget at sejlet blev slået ud af bakvinden og tilbage til bidevindspositionen. Belært af mandagens lidt for hurtige resignation og brug af motor prøvede vi til tre gange og tredje gang lykkedes stagvendingen – hurraaaa - da havde vi også været gennem alle de tricks vi kunne trække op af lommerne f.eks. alt mandskab op foran, slække lidt på buglinen, fiske med brasen, støtte ro, flytte ballast fra agter og frem osv. osv. Det er nemt at lade sig slå ud den slags dårlige oplevelser og resignere til at benytte motoren. Selv er jeg af den mening at det jo er nu vi har muligheden for at finde ud af hvordan vi overkommer problemet med at vende. Er det måske ikke det vi er taget af sted for - for at lære hvordan Ottar ter sig i Østersøen og lære/erfare hvordan vi takler det uden straks at benytte sig af motoren i stedet for at falde til ro og vente på at vinden kommer eller bare sejle for den smule der ny er? Vi mangler Vibeke lige nu til at sætte fingeren lige ned i problemet for ingen af os har kompetence til at kunne gennemskue det. Det er en rigtig sær og trykkende følelse, jeg er ikke vant til at Ottar har den slags problemer så hyppigt som vi oplever det her. Nå men efter stagvendingen sejlede vi lidt mere med kurs mod Christiansø og vinden lagde sig til sidst så meget, en m/s, at det blev besluttet at tage sejlet ned og køre mod Christiansø for motor.
På turen ind bliver vi hilst velkommen til Christiansø af en flok alke, der som små lavtgående bombefly flyver lavt over vandet og tæt forbi Ottar og tankerne løber tilbage til vores togt til Edinburgh hvor vi så lunter/søpapegøjer. Lunter og alke er beslægtede, fortæller Ole mig, så det er ikke underligt at tankerne går i den retning. Jeg kan se på Erik at han glæder sig og jo tættere vi kommer Christiansø og jo mere vi kan se af det imponerende fæstningsværk. Erik har aldrig besøgt Christiansø før, det har de fleste af vi andre som en del af folkeskolens undervisning.
Nu ligger vi her klar til det endelige træk mod Gotland og Visby og det er mit håb at motoren stort set ikke kommer i aktion med mindre det er absolut nødvendigt. Vi ved snart ikke hvad vi skal regne med i forhold til vejrudsigterne og tør næsten ikke tro på at den vind de har lovet fra på fredag virkelig er sand – men vi håååååber.
Aftenen har vi, besætningen, tilbragt sammen på Gæstgiveriet, hvor vi har spist dejlig aftensmad og nu sidder jeg så på kortbordet på Ottar og skriver til jer. Jeg kan jeg se Ole, det gode menneske, der er i gang med at varme vand til te og til Troels espresso pulver. Edderfuglene pludrer ved siden af skibet og forsøger at holde styr på deres store unger, ah det er sommer og her er smukt og solen er ved at gå ned.
