Godt jeg ikke sagde for meget for nu ligger vi for svej ud for Utklippan Söder Udda efter en hel del motorsejlads og klokken er 00.53. Jeg har ankervagt og sidder og tænker over dagens forløb. Den startede jo helt fantastisk faktisk med den skønneste sejlads hvor man virkelig mærkede at Ottar er et havgående skib. Ottar bevæger sig harmonisk og blødt på havet og man får lyst til bare at sejle ud i evigheden med sit skib. Vi nåede op og over trafikruten lige før trafiksepareringen ved Ölands Södra Grund og stod pludselig ansigt til ansigt med rigtig mange store transportskibe, så mange at vi ikke kunne komme ud af trafikken uden brug af motor. Det her er et eksempel sejlads med et historisk skib i den moderne trafik, vi kunne simpelthen ikke forsvare at sejle for sejl i dette område med den vind der var. Hvad værre var, da vi slap ud af det stærkt trafikkerede område havde vinden lagt sig og vi kunne ikke lægge os til at sveje der hvor vi var, så frem med motoren igen. Nu ligger vi altså her ud for Utklippan Söder Udda og venter på vinden, det er næsten skyfrit og jeg kan se Karlsvognen lyse ned til mig mens besætningen ligger og snorker højlydt i teltet og jeg tænker:
’Kære vind kom og leg med os, vi vil så gerne lege med dig’