Hvaler og sæler på turen til Kerteminde

Udgivet: 16/07-2024

Tirsdag den 16. juli 2024, dag 16 på Skjoldungens togt.

Tirsdag morgen kom vi endelig afsted på vores del af togtet. I let Østen vind forlod vi Nyby med Kerteminde som mål. Vi nød første del forbi Røsnæs og krydsede op ad dagen T-ruten uden den store dramatik. Vi så både marsvin og sæl. Op ad dagen skiftede vind og vejr. Da vi fik vinden lige imod, måtte vi krybe til korset og montere påhængsmotoren for at nå frem til Kerteminde i rusk og regn. Ankomst til Kerteminde kan ofte være en udfordring pga den strøm som er mere eller mindre uforudsigelig. Lettere gennemblødte forsøgte vi at finde et sted at overnatte. Da vi henvendte os til kajakklubben stillede de deres klubhus til rådighed. Venligheden vi møder er utrolig. Nysgerrigheden fra folk der passerer skibet er meget stor.

Nu er vi vågnede og klar til nye udfordringer. Målet er at komme videre sydover mod Nyborg og Lundeborg.

- Preben Sauerberg