Ifølge planen lægger Havhingsten til kaj i Dublin tirsdag den 14. august 2007. Et par måneder senere lander i boghandelen en cirka 300 sider lang beretning om den historiske rejse.
Bogen kommer til verden i et tæt samarbejde mellem Forlaget Sohn og Vikingeskibsmuseet.
”I samme øjeblik jeg hørte om projektet, vidste jeg, at her er der en eventyrlig god historie at fortælle. Både om strabadserne under sejladsen til Dublin i 2007, men også om de spor vikingerne efterlod for 1000 år siden ved Skuldelev, på Orkneyøerne og i Irland,” siger forlægger Ole Sohn .
Forudser mange læsere
”Vi udgiver bogen på dansk og engelsk. Jeg forudser, at der på begge sider af Nordsøen vil være en kolossal interesse for at læse om denne fantastiske rejse, som ingen siden vikingetiden har gennemført. Derfor kommer bogen til salg både i Danmark og på de britiske øer,” fortæller Ole Sohn.
Bogen kommer til at bestå af to spor; dels en beskrivelse af togtet, dels en række tilbageblik på den forhistorie, som knytter sig til Havhingsten.
”Ambitionen med bogen er at bringe læserne meget tæt på skibet, besætningen og livet om bord. Og at give læseren et rids af historien om det oprindelige skib – Skuldelev 2 – og hvad vi i dag ved om vikingernes liv og færden langs Havhingstens rute fra Roskilde til Dublin”.
Smuk at se på
Bogen om Havhingsten skal ikke kun være spændende læsning, den skal også være en lise for øjet, lyder det fra Ole Sohn .
”Havhingsten er prægtig at se på og projektet er på alle måder imponerende – og det skal bogen matche. Bogen vil være fuld af flotte fotos, smukke tegninger og grafik, som tjener projektet til ære – en rigtig coffee table book”.
Lanceres på bogmesse
Bogens pris bliver cirka 300 kroner og kan om kort tid forudbestilles via Forlaget Sohns hjemmeside. Udgivelsen af bogen finder sted i forbindelse med bogmessen i Forum i november 2007.
» Link til Forlaget Sohn: <link http: www.sohn.dk>www.sohn.dk