I ti år har Vikingeskibsmuseet i Roskilde arbejdet med projektet ’Fuldblod på havet’. Når Havhingsten fra Glendalough den 2. juli 2007 sætter kursen mod Irlands hovedstad, Dublin, er det kulminationen på museets største eksperimentel arkæologiske projekt nogensinde.
”Fuldblod på havet handler både om forskning og formidling. Vi vil ikke gemme os i et videnskabeligt elfenbenstårn – vi vil fortælle hele verden om denne historiske rejse. I et sprog alle kan forstå,” siger Tinna Damgård-Sørensen, direktør for Vikingeskibsmuseet.
Stor mediebevågenhed
Derfor har Vikingeskibsmuseet indledt et samarbejde med Visit Denmark, der sælger Danmark som turistmål til hele verden.
Søndag den 6. maj 2007 – knap to måneder inden sejladsen til Dublin – åbner museet og Visit Denmark dørene for en gruppe pressefolk fra ind- og udland.
”Visit Denmark har valgt at gå med ind i et samarbejde om en pressetur for større engelske, tyske og amerikanske medier. Desuden kan vi invitere danske og irske medier og sponsorer med. Vi er kolossalt glade for og stolte over, at Visit Denmark synes, at Havhingsten er en vigtig historie og vil prioritere projektet i deres planlægning,” fortæller Tinna Damgård-Sørensen.
I september var der et todages møde hvor Visit Denmarks pressemedarbejdere i de forskellige udenlandske kontorer mødtes i Danmark for at lægge pressestrategier og få gode historier fra Danmark. Visit Denmarks interesse i Havhingsten var også tydelig der, ved at eftermiddag blev sat af til et besøg på Vikingeskibsmuseet. Besøget har da også allerede resulteret i forespørgsler fra blandt andet Holland og Tyskland.