Levende billeder er blevet det helt store på Internettet og på Havhingstens hjemmeside er man også godt med. Sidste weekends sikkerhedskursus resulterede i hele to små film, som nu kan ses sammen med alle de andre film
fra sidste års sejlads.
Vikingeskibsmuseet satser stort i år. Museets egen fotograf Werner Karrasch og videojournalist Kasper Thor fra firmaet Fjernsynet vil sammen med journalist Lars Normann producere videofilm dagligt hele vejen hjem.
"Levende billeder skal supplere og uddybe de overvejelser og processer som skib og besætning gennemgår undervejs. Film er et perfekt medie til at forklare nogle af de komplicerede problemstillinger vi behandler undervejs
og mange af de film vi planlægger, vil derfor fungere i sammenhæng med de skriftlige noter som vi løbende lægger ind på hjemmesiden", fortæller chefen for Vikingeskibsmuseets bådeværft. Søren sejler med hele vejen og får
til opgave at indsamle, registrere og videreformidle de forskningsmæssige overvejelser der gøres ombord.
I denne uge lægges Havhingsten tilbage i Liffey. Begivenheden vil blive bragt som videofilm på hjemmesiden.