Kløvedag på værftspladsen

2019-06-20

Hør de tunge drøn af muggerter, der driver store kiler ind i egetømmeret, når bådebyggerne kløver 12-meter lang egestamme til plankeemner.

På søndag fra kl. 11 går bådebyggere og frivillige fra Vikingeskibsmuseets bådelaug i gang med at kløve to halve egestammer til plankeemner. Museets gæster kan følge arbejdet på tæt hold, og få indblik i en ellers næsten glemt håndværksteknik. Kløvestykkerne skal i løbet af de næste uger tilhugges med økser og håndkraft til planker til rekonstruktionen af Skuldelev 3-vikingeskibet, der bygges på Vikingeskibsmuseets bådeværft.

» Klik her for at se en film fra i tirsdags, hvor den store egestamme blev kløvet i to...

Bådebyggerne bruger samme teknik, som vikingetidens bådebyggere gjorde brug af, for at flække det massive egetræ og omdanne den lange stamme til smidige, slanke planker til skibet. Processen starter med, at bådebyggerne driver små kiler ind i rodenden af stammen for at åbne sprækker i det kraftige tømmer. Herefter slår de større og større kiler i, der hamres ind med mukkerter, så stammen splittes. 

"Når vi bygger vikingeskibe, er det vigtigste at rekonstruere skibet så tæt på den oprindelige som muligt, samtidigt med at vi bygger med det oprindelige værktøj, og bruger fortidens metoder og teknikker", fortæller bådebygger Martin Dael. "I vikingetiden blev saven slet ikke brugt til bådebygning. Derfor bruger vi også den ældgamle kløve-metode for at kunne fremstille bådens planker af de store egestammer på samme måde, som for 1000 år siden". 

To halvdele bliver til 16 stykker

I tirsdags kløvede bådebyggerne den 12 meter lange stamme i to halvdele. 
På lørdag skal de to halvdele af den ca. 210-årige egestamme deles i yderligere kvarte, så 8-dele og til sidst 16-dele, der i den kommende tid skal omdannestil planker til byggeriet af Skuldelev 3-rekonstruktionen. 

Du kan læse mere om projektet 'Gensyn med Skuldelev 3' og andre af bådeværftets projekter her ... 


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen