Påskeferie for pilfingre - Fund fra bunden af Københavns Havn

Marinarkæologere har fundet mange sjove gamle ting mellem den mudrede havbundsjord og blåmuslinger i og omkring Københavns Havn. Flasker, kridtpiber, keramik, potteskår, sko og sågar et gevær har deres gravemaskine hentet med op.
2023-03-30

Hver dag i påskeferien kan I følge i arkæologernes kølvand og udforske ældgamle fund, som museets arkæologer har hentet op fra blandt andet Københavns Havn.

Vi inviterer inden for i marinarkæologernes værksted og viser udvalgte fund fra vores samling frem. De udvalgte fund og genstande har ligget under vand i mange år, og vi opbevarer dem i et vandkar, så de ikke forgår.

I skal derfor være friske på at få våde hænder. Til gengæld bliver I klogere på, hvordan vores genstande er blevet fundet under havets overflade, og hvad fundene kan lære os om fortiden.

Arkæologerne henter skibe op af Københavns Havn

Lige nu er vores arkæologer, der arbejder under vandet, i gang med at hæve to skibe op ud for Amagers Kyst. Skibene har arkæologerne fundet, da de undersøgte havbunden, der hvor der skal laves ændringer i forbindelse med det helt nye byggeri af den kunstige ø Lynetteholm.

Det første skib, som de er i gang med at hæve op nu er fra 1800-tallet. Om en måneds tid begynder de at hæve et endnu ældre skib fra Middelalderen op. Det er spændende arbejde, som I kan se og opleve på Museumsøen efter sommerferien.

» Indtil da kan I følge med i marinarkæologernes arbejde på vores hjemmeside her…

Sjove genstande fra Københavns Havn

Før arkæologerne gik i gang med at hente skibe op ud for København har de lavet grundige undersøgelser. I to år har arkæologerne gravet tusindvis af prøver fra havbunden ud for København. De har gravet i de områder, hvor der er størst sandsynlighed for at finde interessante ting fra fortiden.

Når gravemaskinen har hentet prøverne op fra dybet, har marinarkæologere fundet mange sjove gamle ting mellem den mudrede havbundsjord og blåmuslinger. Flasker, kridtpiber, keramik, potteskår, sko og sågar et gevær har deres gravemaskine hentet med op.

I påskeferien kan I se, føle og mærke på et lille udvalg af de ting, som vi har fisket op fra de første undersøgelser af havbunden der, hvor der skal bygges for at gøre plads til Lynetteholmøen.

Mærk rusten fra verdens længste vikingeskib

Et af de andre fund, som marinarkæologerne har udvalgt til påskeferien er en klinknagle, der blev fundet af arkæologer fra ROMU (Roskilde Museum) i 2021. Klinknaglen fandt de, da de gravede i en moderne brønd til regnvand på Museumsøen på Vikingeskibsmuseet. Brønden var placeret meget tæt på det sted, hvor man i 90’erne fandt verdens længste vikingeskib 'Roskilde 6', der i dag er udstillet på Nationalmuseet.

Museumshåndværker på Vikingeskibsmuseet Ivan Conrad Hansen var selv med ved udgravningen af Roskilde 6 i slutningen af 1990’erne og blev senere ansat af Nationalmuseet til at opmåle og optegne Roskilde 6 skibet. Han vurderer at klinknaglen stammer fra Roskilde 6, både på baggrund af størrelsen og placeringen af fundet.

Lørdag den 1. april til mandag den 10. april 2023

Aktiviteterne er tilrettelagt for familier med børn i alderen 6-14 år.

Åbent dagligt: 10.00 - 16.00

Kom tæt på fortiden:
Fundværksted: 10.30 - 15.30
Skeletanalyse: 10.30 - 15.30

Rundvisninger på dansk og engelsk:
Rundvisning på engelsk: kl. 11.00
Familierundvisning på dansk: kl. 12.00 og kl. 14.00
Varighed: ca. 45 minutter

Vil du være fortidsdetektiv:
Opdagelsesskattejagt på egen hånd: 10.00 - 16.00
Opdagelsessættet inkl. en fin præmie koster 25 kr.

» Se hvad der ellers sker på Vikingeskibsmuseet i kalenderen...

Entré: 
Familiebillet for 2 voksne og alle børn under 18 år: 230 DKK
Voksne: 125 DKK
Sæsonkort: 180 DKK
Børn 0-17 år: Altid gratis entré

Vikingeskibsmuseet i Roskilde: 
Vindeboder 12, 4000 Roskilde, tlf.: 46 300 200