Svælget 1 og 2 - to skibe, der aldrig nåede i havn

Svælget 1 og 2 - to skibe, der aldrig nåede i havn

Det kan være svært at forestille sig vores veje og gader uden lugten og larmen fra tungtlæssede lastbiler og varevogne, der fragter materialer og dagligvarer til butikker og fabrikker.
Indtil for ganske nyligt – set i et historisk perspektiv - var det dog ikke veje, der sikrede størstedelen af transporten til de tæt befolkede byer.

Byens livsline

Skibe var bysamfundenes livsnerve; de bragte varer fra nær og fjern til byens havn, byens pulserende hjerte. Her blev dagens fangst faldbudt, eksotiske varer blev sejlet i land fra store oceangående handelsskibe, der lå for anker i yderhavnen og dagligdagens varer; byggematerialer, brændsel og madvarer kom ind i mindre fartøjer, der lagde til i byens indre, smalle havne og kanaler.

Uden skibe, ingen byer

Men på trods af, at vi i dag har stor viden om de varer, der fandt vej til Københavns markeder i løbet byens lange historie, ved vi meget mindre om de skibe, der sikrede byens befolkning livsvigtige forsyninger.
For det sker nemlig relativt sjældent, at arkæologer finder skibe fra vores forhistorie, og endnu sjældnere, at disse skibe hæves, og igen ser dagens lys.

Men netop nu skal Vikingeskibsmuseets marinarkæologer udgrave og hæve to skibe, der er fundet ud for Amagers østkyst, i et af de gamle sejlløb ind mod København.

Ukendte skibe fra Øresund

Indtil for et år siden var de to skibe helt ukendte for arkæologerne. Skibene blev fundet i forbindelse med rutinemæssige forundersøgelser af havbunden forud for den planlagte uddybning af sejlrenden ’Svælget’, der skal sikre, at store skibe forsat kan anløbe blandt andet Prøvestenen, efter etableringen af den kunstige ø Lynetteholm.

Udgravning under vand

I de første kolde og blæsende forårsdage tog Vikingeskibsmuseets marinarkæologer hul på den omfattende og komplekse opgave med at udgrave, dokumentere og bjærge det første af de to nyfundne skibe fra dykkerfartøjet HBC ACHIEVER, der ikke bare er arbejdssted i den kommende tid, men også deres andet hjem de næste 4 måneder.

Dykkerne arbejder på skift på skibsvraget, hvor udgravningen ikke udføres med skovle eller skeer, som på land. Vraget udgraves med et såkaldt ejektorsug, der fungerer som en undervandsstøvsuger, der fjerner sand og andre aflejringer gennem rør og slanger. Det opsugede sediment sendes gennem et net, hvor mindre genstande fanges sammen med utallige blåmuslingeskaller. Indholdet i nettet sorteres af arkæologer om bord på dykkerskibet, så intet går tabt, heller ikke selv om der indimellem er så dårlig sigt, at marinarkæologerne knapt kan se ud til enden af deres egne arme.

Skibsvrag i millioner af punkter

For at få et overblik over skibsvraget, så udgravningen og hævningen af skibsdelene kan tilrettelægges så skånsomt som muligt, var målet i den første udgravningsuge, at få optaget en 3D oversigtsplan over hele vragområdet. Arkæologerne svømmer gentagne gange over vraget, med et kamera, og optager et tusindtals fotografier. Ved hjælp af fotogrammetri–teknik samles de mange fotos til en fuldstændig dokumentation, hvor alle skibets dele kan ses i deres sammenhæng, kan vendes og drejes og zoomes ind.

Vejret var med arkæologerne. Nogle få dage var vandet så klart, som man næsten aldrig ser det i danske farvande. Med undervandsfotos og 3D dokumentationen i hus, kunne arkæologerne påbegynde det svære arbejde med at fjerne de første skibsdele og bringe dem ombord på dykkerskibet.

Fra bunden af Øresund til Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Fra dykkerskibet skal skibsdelene fragtes i land, og derefter køres til Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Her skal tømmeret opbevares i specialbyggede, vandfyldte kar, indtil arkæologerne, efter sommer, går i gang med dokumentationen af hver enkelt skibsdel.

For skibstømmeret må ikke tørre ud. Efter 200 år under vand er tømmeret blevet ’vanddrunkent’. Der er ikke længere noget cellulose tilbage i træets celler, og uden vand vil skibsdelene kollapse til uigenkendelige træstumper.

Det første skibstømmer ankommer til museet

Mandag den 20. marts ankom så det første vognlæs med bjærgede skibsdele til museet i Roskilde.
I blæst, regn og småslud blev skibsdelene løftet ud af lastbilcontaineren.

Alt skibstømmer bliver omhyggeligt indpakket og monteret på plader, der understøtter de skrøbelige skibsdele, inden transporten fra København. Nogle pakker er lange, op til 7 meter. De skal løftes af flere arkæologer, mens de mindre skibsdele kan håndteres af en arkæolog.

Arkæologerne pakker forsigtigt en af skibsdelene ud. Et kort stykke af en skibsplanke, eller ’bord’, som det faktisk hedder, når en planke sidder på et skib. Det er tydeligt, at der er tale om gammelt tømmer; der er slidt af tiden i havet. Arkæologerne er tilfredse. Skibstømmeret har klaret turen helt, som planlagt; uden en skramme. Plankedelen pakkes ind igen, og lægges forsigtigt i karret sammen med de andre skibsdele mens vandet fra en gul vandslange langsomt fylder karret.

De næste 16 uger vil processen gentage sig: Udgravning på havbunden, dokumentation og hævning af skibsdelene, transport til Roskilde og flytning til de sikrede opbevaringskar. Når alle skibsdelene er sikkert på land starter næste fase, hvor skibedelene skal opmåles og dokumenteres med højteknologisk 3D udstyr.

To skibsvrag på 12 meter vand

Opgaven, marinarkæologerne skal løse, er omfattende og kompleks. De to skibe ligger med nogle hundrede meters afstand på 12 meters vanddybde i et stærkt trafikeret farvand, hvor der ofte er strøm og sjældent er god sigt.

Som forberedelse til de marinarkæologiske udgravninger, har arkæologerne tidligere gennemført en række undersøgelsesdyk. Her har de kortlagt vragenes udbredelse og bevaringstilstand, og udtaget prøver til datering. Skibene er navngivet ’Svælget 1’ og ’Svælget 2’, opkaldt efter det farvand de engang forliste i, og som de nu skal hentes op fra.

Forundersøgelserne af vragene afslørede hurtigt, at Svælget 1 og Svælget 2 er to meget forskellige skibe. Både i alder, størrelse og konstruktion. Svælget 1 er yngst, ca. 200 år gammelt, mens Svælget 2 forliste for 700 år siden, engang i middelalderen. Den store forskel i vragenes alder viser sig tydeligt i skibenes bevaringstilstand. Det ældste skib er mere nedbrudt og skrøbeligt, så udgravningen af Svælget 2 bliver en langt sværere udgravning for marinarkæologerne. Derfor har marinarkæologerne valgt at starte udgravningerne med Svælget 1.

Forlist på kurs mod en by i rivende udvikling

Svælget 1 ligger næsten helt fritlagt på havbunden, og der er en del sand eller mudder i skibet, som marinarkæologerne skal fjerne, før skibet kan dokumenteres, som det ligger ’in situ’; på stedet.
Skibets bund og lidt af den ene skibsside er bevaret relativt intakt og sammenhængende i en længde på ca. 15 meter.
I vragets nordlige ende ligger en bunke gule mursten. Og som en hilsen fra fortidens sømænd, ligger murstenene stadig pænt og ordentligt stablet nederst i bunken.
Lige uden for skibet ligger endnu en bunke mursten, der ser ud til at være væltet ud af skibet. Murstenene kan være resterne af skibets sidste last, der var ombord, da skibet forliste. 

Svælget 1 er dermed formodentlig et mindre lastskib, der sejlede teglsten til byens huse. Men på trods af, at der er udtaget flere prøver til dendrokronologisk datering, er det endnu ikke lykkedes at få en datering på skibet.

Arkæologerne har dog allerede nu observeret en række bemærkelsesværdige, konstruktionsmæssige træk, der kan peger på, at skibet formodentlig er bygget omkring år 1800 e.Kr.

I løbet af de næste 7 uger skal marinarkæologerne aftvinge skibet meget mere viden om et af de mange, mange lastskibe, der leverede hverdagens fornødenheder til København for 200 år siden, og dermed gøre os alle sammen klogere på skibet og Københavns historie som havneby.

Historisk hævning

Der går ofte mange år imellem, at skibsfund hæves fra havbunden. Det sker bare 1-2 gange hver 20 år.  
Det er nemlig bedst for skibsfundet, hvis det kan bevares der, hvor det er fundet. Det anbefaler UNESCO, og det er nok alle, der arbejder med arkæologi enige i. For det meste er det muligt at tage hensyn til fortidsminder på havbunden, når der bygges til havs, men i særlige tilfælde er det nødvendigt af udgrave og bjærge skibsfund.

Men denne gang er det anderledes. Da sejlrenden ud for kysten ved Amager skal omlægges i forbindelse med projekt Lynetteholm, er det ikke muligt at arbejde uden om skibsvragene, og derfor skal de op.

Og ikke bare et skib. Så snart, marinarkæologerne er færdige med at hæve Svælget 1, flytter dykkerskibet nogle hundrede meter mod syd. Her har marinarkæologerne fundet endnu et skibsvrag, Svælget 2.

Et sjældent fund af middelalderens berømte handelsskibe

Svælget 2 ligger, i modsætning til Svælget 1, spredt over et stort område. Da arkæologerne i løbet af forundersøgelserne første gang dykkede på skibsvraget, følte de mere, end de så.
Store dele af skibet ligger begravet under sand, og skibets dele ligger spredt over et stort område. Mellem de spredte vragdele ligger en større, sammenhængende vragflade med skibsplanker og spanter. Plankerne er meget brede, helt op til 56 cm, mens spanterne er meget smalle.

For at finde ud af mere om skibets konstruktion, sugede arkæologerne ved forundersøgelsen en smal grøft med ejektorsuget. Og til deres store overraskelse fandt de ikke bare skibets køl, men også spor efter skibets besætning og livet ombord, genstande der kun meget sjældent findes sammen med skibsvrag.
En kam af træ, rester af en trebenet gryde, en del af en vægt og nogle store fiskeknogler.
Tæt ved den sugede grøft fandt arkæologerne også røde mursten og kvadratiske teglfliser, og sammen med grydefragmentet kan det tyde på, at arkæologerne dykkede lige ned i skibets kabys.

Dykkerne tog også prøver fra skibets tømmer for at få en dendrokronologisk datering og fastslå skibets alder. Dendrokronologisk datering kan foretages på visse træsorter, og består af en opmåling af årringenes bredde. Da træer af samme sort opvokset i samme område vil have ens vækstbetingelser, kan man matche årringenes "stregkode" med allerede kendte prøver. Prøverne viste sig at være gode, og de foreløbige resultater viser, at skibet er bygget omkring 1329 e.kr.

Sammen med de konstruktionsdetaljer, som arkæologerne indtil nu har set på vraget, tolker de skibet til at have været en kogge, et af middelalderens store lastskibe.

Arkæologisk detektivarbejde

De næste måneder skal arkæologerne udføre deres særlige form for detektivarbejde. Skibenes historier og besætningernes skæbner udfolder sig først for alvor nu, hvor udgravningen skrider frem.

Om et år fra nu, er skibene ikke bare udgravet og løftet op fra bunden af Øresund, de er også dokumenteret, scannet og genskabt som 3D-modller, der kan udforskes i alle detaljer.
Skibene vil dermed kunne bidrage til forskningen i lokal, national og international søfart, skibsbygning og samfærdsel. Skibene er nye brikker til det puslespil, der udgør vores fælles historie om mennesker, ting og skibe på rejse. De kommer til at give os nye indsigter om den søfart, der gennem århundrede bandt mennesker sammen på tværs af sunde, bælter og havet, og som lagde fundamentet til det samfund, vi deler med hinanden i dag.