Pælespærring i Guldborgsund

Pælespærring i Guldborgsund

I Danmark er der aldrig langt til kysten, og i dag er det et stort plus at bo tæt ved vandet. Sådan har det ikke altid været, da sørejsende før i tiden ofte bragte ufred med sig. I Guldborgsund spærrede lokale for sejladsen for at beskytte sig mod fjenden, og nu undersøger marinarkæologer det massive, undersøiske forsvarsværk.

I disse dage ligger der et mindre undersøgelsesfartøj tæt ved Kong Frederik den IX’s bro, der går over Guldborgsund og forbinder Lolland med Falster.
Båden tilhører Vikingeskibsmuseet og er bemandet af et hold marinarkæologer, der er i gang med at gennemføre en række forundersøgelser af området omkring broen, inden broen i den kommende tid skal udvides med et ekstra jernbanespor.

Det er ikke tilfældigt, at marinarkæologerne har startet deres undersøgelser netop på nordsiden af broen, hvor der skal laves såkaldte friholdelseszoner til blandt andet opankring af de fartøjer, der skal bruges, når arbejdet med at udvide broen for alvor går i gang. For de ved nemlig, hvad de skal lede efter.

Pælespærring skulle forhindre angreb

Før en arkæologisk dykkerundersøgelse, ligger der et stort skrivebordsarbejde, hvor arkæologerne undersøger, hvilke fund, der er gjort i området gennem tiderne. Derfor var de allerede inden undersøgelserne startede klar over, at dykkere tilbage i 1968 - i forbindelse med nedlægning af søkabler på tværs af Guldborgsund - fandt en tæt række pæle, der stod lodret op fra bunden på begge sider af sejlrenden, lige nord for Kong Frederik IXs Bro.

Pælene er ganske sikkert fra en såkaldt pælespærring, der i fortiden blev anlagt for at forhindre uvelkomne fremmede i at sejle ind og sprede død og ødelæggelse.

Marinarkæologer i arbejdstøjet

Marinarkæologerne er nu trukket i arbejdstøjet for at fastslå, om pælespærringen fortsat eksisterer og kortlægge omfanget af det undersøiske forsvarsværk. Det er vigtigt hurtigt at få afgjort, om anlægsarbejdet kan gennemføres uden at forstyrre fortidsmindet, eller om det skal sikres - eller måske endda udgraves, så det ikke går tabt.

Vikingeskibsmuseets marinarkæologer har arbejdet på stedet gennem den seneste uge og allerede på det første dyk fandt de en mængde tætstillede pæle.
Da den første arbejdsdag var ovre, stod det klart for arkæologerne, at sejlspærringen er godt bevaret og af en uventet stor dimension, med en bredde på måske over 30 meter på østsiden af sejlrenden.

De følgende dages arbejde har afsløret, at pælespærringen også er bevaret på vestesiden af sejlrenden – og der kan endda spores rester af pæle i den nuværende, gravede sejlrende.

Et massivt forsvarsværk

Indtil videre har arkæologerne fundet pæle i flere størrelser i det massive bælte af nedrammede pæle. Det 30 meter brede bælte består af mange, tætstillede pæle med en diameter på 8-9 cm, samt rækker af kraftigere pæle der er helt op til 20 cm i diameter. de større pæle står med større afstand, end de mindre og 'indrammer' bæltet af mindre pæle på begeg sider.
Pælene er tilspidsede i enden, og er nedstukket i den bløde dynd – som arkæologerne kalder gytje – der ligger på bunden af sundet netop på dette sted.

Pælene findes kun i områder med gytje, for når gytjen eroderer bort med strømmen, forsvinder også pælene, der kun er nedstukket netop til bunden af gytjeaflejringen og ikke ned i det underliggende, hårdere sediment.
De fleste pæle er slidt helt ned til gytjen, men enkelte står stadig op til 50 cm over havbunden.

Det er endnu ikke muligt nøjagtigt at fastslå alderen på anlægget. Men de fundne pæle har spor, der tyder på en ret høj alder. De er helt bløde, og er derfor blevet zigzag-formede af trykket fra det omgivende vand og gytje.
Pælespærringen kan være fra jernalder eller vikingetid, men det kan også dreje sig om en regulering af sejladsmulighederne gennem sundet i middelalderen.

Spærringer – en del af søforsvaret

Skibe bandt landsdele og de skandinaviske lande sammen i jernalder, vikingetid og middelalder. Dog var der ikke altid fredelige intentioner bag sørejserne. De mennesker, der levede tæt på kysten, har forsøgt at beskytte sig mod angreb fra søsiden. Mange steder er fjorde, vige eller smalle sejlløb blevet afspærret gennem strategisk anlagte pæle- eller flydespærringer.

Sejlspærringerne består ofte af brede bælter af nedhamrede, tætstående pæle, men kan også indeholde flydende, kraftige planker eller hele træstammer, der er fastholdt af pæle.

Enkelte steder har man endda sænket udtjente skibe for at blokere sejlløb – som det er tilfældet i Roskilde Fjord ved Skuldelev, hvor vikingerne sænkede ikke mindre end fem fartøjer lastet med sten for at blokere en af sejlrenderne ned mod Roskilde. Det er de skibe, som i dag er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Flere af de kendte sejlspærringer er fundet i forbindelse med fjordene i Østjylland, Helnæsbugten på Fyn har været delvist blokeret med en flydespærring, og Lindelse Nor på Langeland har været afspærret. 

Et område med mange spærringer

Zoomer vi ind på Sydsjælland, Lolland og Falster, er der tidligere undersøgt sejlspærringer adskillige steder. En af de bedst undersøgte pælespærringer er Hominde på Lolland, der er dateret til 1130’erne. Men der er også fundet pælespærringer ved indsejlingen til Nysted og til Vordingborg, og endda flere andre steder i Guldborgsund. Blandt andet ud for Priorskov mod syd og mindst én anden pælespærring længere mod nord, mellem Toreby Skibeholt og Pandebjerg.

Hvem var fjenden?

I Saxos Danmarks Krønike, der er nedskrevet i 1200-tallet, berettes om sørøveri og vendiske angreb, som truede land og by omkring 1150:

”På den tid stod, som følge af, at sørøveriet havde taget så stærkt overhånd, alle landsbyer i den østlige del af Jylland forladte, fra Vendsyssel helt ned til Eidern, og markerne lå udyrkede hen.
Den østlige og sydlige del af Sjælland lå også gold og øde hen, thi bønder var der ingen af, og sørøverne holdt til dèr, som om de var hjemme.
På Fyn var der også kun få indbyggere tilbage.
Falstringerne, hvis tapperhed er større end deres land, bødede ved kækhed på landets lidenhed, thi de ville ikke vide af at betale fjenden skat, men holdt ham borte med det gode eller med magt.
Lolland, som dog er større end Falster, skaffede sig derimod fred ved at betale for den.
Resten af øerne lå øde hen.
Man stolede hverken på våben eller byer, men spærrede bugter og vige med lange pæle og bomme, for at sørøverne ikke skulle lægge derind”.

Citat fra Frederik Winkel Horns oversættelse.

Beskyttelse af et særligt sted

Det er meget tænkeligt, at pælespærringen ved Kong Frederik den IX’s bro netop er et af de omtalte forsvarsværker, der skulle hindre venderne i at få fat i områdets rigdomme og afgrøder – og her bliver en præcis datering rigtig interessant, da spærringen kan være en beskyttelse af det område, vi i dag kalder Nykøbing, og som opstod i slutningen af 1100-tallet omkring det slot, som senere kom til at hedde Nykøbing Slot.
Slottet lå på det smalleste sted ved Guldborg Sund og skulle netop beskytte området mod vendiske sørøvere.

Marinarkæologerne afslutter deres indledende undersøgelser nu, men har hjembragt en del prøver, der nu skal analyseres, så det en gang for alle kan slås fast, hvor gammel spærringen er, og den dermed kan bidrage til ny viden om det område, vi i dag kalder Nykøbing.

Hvorfor skal stedet undersøges af marinarkæologer?

Banedanmark er i gang med at opgradere og modernisere jernbanen mellem Ringsted og Rødby, for at gøre den klar til den kommende Femern Bælt-forbindelse til Tyskland. I den forbindelse skal Kong Frederik den IX’s bro over Guldborgsund i Nykøbing Falster udvides med en ny klapbro til togtrafik på sydsiden af broen.

Arkæologerne arbejder i øjeblikket på nordsiden af broen, hvor der skal etableres opankringspladser for arbejdsfartøjer mv.

» For yderligere information om Ringsted-Femern Banen, henviser vi til BaneDanmark...

Vil du vide mere om sejlspærringer?

» Der findes en meget interessant artikel om Homindespærringen i Rødby Fjord, der kan læses på side 7 i denne publikation ...

» Læs mere om sejlspærringer i Danmark ved at trykke her ...

Oprettet af Mikkel Haugstrup Thomsen og Flemming Rieck. Red: Rikke Tørnsø Johansen