Uden tov og reb - ingen vikingeskibe!
Vikingeskibene er udstyret med kilometervis af tovværk – Havhingsten alene har over 2 kilometer tovværk – og uden solidt tovværk ville det ikke være muligt at sætte det store sejl og drage ud på åbent hav.
Der skulle mange specialiserede håndværkere til for at gøre et skib sejlklart, og reblæggeren udførte et meget vigtigt stykke håndværk. Der er ikke mange tilbage, der stadig kan det gamle håndværk, og derfor er det vigtigt at holde denne håndværkstradition levende.
Skibets tovværk
Skriftlige kilder og arkæologiske fund viser, at tovværk i vikingetiden og middelalderen ofte blev fremstillet af lindebast, mens det mere kendte hampetov først rigtigt kom i brug senere.
Vikingerne brugte også hudreb, der kunne være fremstillet af sæl, hvalros, hjort, elg, okse eller gris, og reb lavet af dyrehår fra heste, kohaler eller de særligt lange dækhår fra de gamle fåreracer. Hvalroshud blev dog kun anvendt til de reb, der skulle være stærkest.
Det er er vanskeligt at afgøre, hvilke slags tov og reb, de forskellige skibstyper har sejlet med i vikingetiden. Men ved at afprøve tov og reb af forskellige materialer på museets skibsrekonstruktioner får vi ny, afgørende viden om styrken og anvendeligheden af de forskellige materialer.
Hvad er forskellen på tov og reb?
Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. I de skriftlige kilder bliver der ofte skelnet mellem reb og tov. Derfor er det nok mest sandsynligt, at man tidligere mente, at reb er lavet af noget, der kommer fra et dyr, mens tovværk er fremstillet af plantefibre. Ordet 'værk' betyder faktisk 'tekstilfibre', når man taler om tov eller tætningsmateriale.
Vi ved endnu ikke, hvor ofte vikingerne brugte den ene type reb eller tov frem for en anden type. Der er fundet rigtig meget lindebasttov fra vikingetiden og færre eksempler på andre materialer. Det kan skyldes, at lindebast holder sig rigtig godt, mens reb af hud eller hår nemmere forsvinder efter 1000 år i jorden.
Det er dog også meget sandsynligt, at der har været stor forskel på, hvad man brugte mest, alt efter, hvor man boede i Norden, og hvilken skibstype, man skulle sejle i.
Hvornår kan I møde reblæggeren?
Reblæggeren laver reb af forskellige naturmaterialer bl.a. lindebast, uld og hestehår til museets både, og arbejder på museet følgende dage: 19.-21. juli og 9.-13. august kl. 10.00 - 17.00
Reblægger eller Rebslager?
I vikingetiden og størstedelen af middelalderen lagde man tov med hænderne, derfor hed det 'at lægge reb' og håndværkeren hed en 'reblægger'. Med de flemastede sejlskibe fra ca. 1500-tallet og fremefter, blev det almindeligt at 'slå reb' på lange 'reberbaner'. Herefter kom håndværkeren til at hedde en rebslager. Det var også heromkring, at det blev almindeligt med hampetov istedet for fortidens bast fra træer.
Ude på landet fortsatte traditionen med at lave tov i hånden langt op i tiden; blandt andet tov af halm til dagligdags brug.
Fakta om 'Reblæggerdage'
Hvornår:
19.-21. juli og 9.-13. august kl. 10.00 - 17.00
Hvor: Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Entre: Familiebillet (2 voksne + børn under 18 år): 280 DKK
Børn under 18 år gratis.
Voksne: 150 DKK
» Læs mere om krigertræningen og de andre håndværkere, som viser deres håndværk frem på museet i løbet af sommeren...
