Travlhed på havbunden

2009-06-30

2008 var et travlt år for marinarkæologerne på museet, men det var ingenting i forhold til, hvad 2009 skulle vise sig at være.

Vikingeskibsmuseets Marine Beredskab opdeles i tre arbejdsområder, som er vidt forskellige og som kan variere meget i omfang fra år til år. De tre områder e

  • Forundersøgelser med dykkere i i forbindelse med anlægsarbejde
  • Besigtigelser og undersøgelser af fund, der er anmeldt af sportsdykkere, fiskere og andre
  • Forskningsundersøgelser og forskningsprojekter, som museet selv står for eller laver i samarbejde med andre forskere i Danmark eller i udlandet og som også omfatter EU-projekter

Anlægsarbejder kræver planlægning

Indenfor anlægsarbejdet har vi været eller er vi i gang med vindmølleparken Rødsand 2 syd for Lolland, Femernforbindelsen mellem Danmark og Tyskland, elkabler i Femern Bælt, over Storstrømmen, i Smålandsfarvandet og Stege Bugt ved Møn, Russisk-Tysk gasledning ved Bornholm, Ny Fjordforbindelse over Roskilde Fjord mv.

Det kræver nøje planlægning at styre så mange samtidige opgaver og vi er helt afhængige af vejret, hvis vi skal nå alle disse opgaver. Når det blæser for meget til, at der kan dykkes i åbent vand, hvor mange af byggeprojekterne ligger eller når strømmen er for stærk eller sigtbarheden i vandet er for dårlig til, at der kan dykkes, rykker vi ind i mere beskyttede farvande i læ for vinden, hvor vi besigtiger vrag, stenalderbopladser eller sejlspærringer, der tidligere er fundanmeldt til museet. På denne måde udnytter vi dykkerholdet bedst og får det mest mulige ud af det omfangsrige set up, som dykningerne kræver. Således er der allerede nu fundet vrag i Guldborgsund fra 1490 og trækonstruktioner i naturhavnen Houget ved Kalundborg.

Også indenfor forskningen arbejdes der med flere projekter. Dels undersøgelse af den 7.000 år gamle stenalderboplads ved Tudse Hage ve udmundingen af Skælskør Fjord, dels det EU-støttede ”Wreck Protect”, som gennemføres sammen med Nationalmuseet, GEUS og kollegaer i bl.a. Sverige og Hollan

Viderebearbejdning på Arkæologisk værksted i Roskilde

I forbindelse med den store aktivitet er der fundet mange genstande, som hjembringes til museets Arkæologiske Værksted i Roskilde, hvor de undergår en nærmere analyse og registrering. Fundene omfatter en meget bred del af kulturarven på havbunden med et tidsmæssigt spænd helt tilbage fra stenalder og frem til for 100 år siden og omfatter alt fra flintøkser til sølvbægre.

Kilder til historien

"Fund på havbunden er ofte meget velbevarede, og de kan give os masser af information og viden om tidligere tiders skibe, mennesker og samfund. Skibsfund er for eksempel ikke kun vigtige som kilder til skibsbygningens historie. Deres konstruktion afspejler de intentioner og behov, som de blev bygget for at imødekomme, og slid, reparationer, rester af ladninger og selv deres forlis- eller ophugningssted afspejler deres levede liv. Udforskningen af et skibsfund er derfor ikke afsluttet, før også analysen af skibets livshistorie er skrevet", fortæller museets direktør Tinna Damgård-Sørensen og fortsætter: "Vi arbejder med afsæt i Havhingstens succes på at få øget bevillingerne til den marinarkæologiske forskning på museet, og vi er i gang med at udarbejde en ny forsknings-strategi, som skal støtte op om dette arbejde".

I kommende artikler vil vi sætte yderligere spot på arbejdet og hvad havbunden gemmer.


Oprettet af Jørgen Dencker