Viden om: Jern i vikingeskibene – nagler, spiger og søm

Gensyn med Skuldelev 3 – et nyt vikingeskib bygges på Vikingeskibsmuseets bådeværft. Byggeriet afsluttes i september/oktober 2021.
2020-09-29

Vikingerne brugte jernnagler til at samle vikingeskibene med. Men i byggeriet af Skuldelev 3-skibet bruger bådebyggerne klinknagler af kobber. Hvorfor?

Jern er nok ikke det første materiale man kommer til at tænke på, når man taler om vikingetidens bådebygning. Det er dog i meget høj grad jernnagler, der holder skibene samlet, og smedens arbejde var en afgørende del af bådebygningsprocessen.

Mange fund af klinknagler - meget lidt viden

Og på trods af jernets vigtighed - og de relativt mange fund af nagler, klink- og nitteplader, søm og spiger fra arkæologiske udgravninger - er jernets brug i bådebygningen et relativt overset arkæologisk forskningsområde.

Der er af flere omgange blevet fremlagt forskellige typologier, og der er gjort forsøg på at nå til enighed med hensyn til en beskrivende terminologi.

Men ud over dokumentation af de fundne naglers størrelse og form, er der kun lagt meget lidt vægt på selve jernet eller dets nøjagtige metallurgiske sammensætning.

Jern fra mosen

De fleste forskere er dog enige om, at størstedelen af ​​det jern, der er i brug i vikingetiden, blev produceret af myremalm - naturlige aflejringer af jernmalm, der findes i vådområder, der derefter ristes, udvindes, renses og senere smedes til forskellige genstande.

Moderne jern i gammel teknologi

I størstedelen af  alle ​​vikingeskibsrekonstruktioner - inklusiv Vikingeskibsmuseets seks Skuldelev-skibsrekonstruktioner - er der brugt klinknagler, der er fremstillet af moderne, industrielt produceret jern, primært Siemens-Martin-stål eller ARMCO-jern.

Valget af materiale blev foretaget for over tredive år siden i forbindelse med byggeriet af ​​Roar Ege, det første af Skuldelev-skibene, der blev rekonstrueret på Vikingeskibsmuseet.

På det tidspunkt var der kun analyseret ganske, ganske få klinknagler fra vikingetidsfund, og konklusionen var dengang, at bådebyggerne i vikingetiden uden tvivl ville have brugt de bedste materialer, de kunne få fat i, når de byggede deres skibe og det blev derfor besluttet at bruge en meget ren type jern med et lavt kulstofindhold. ARMCO jern var det industrielt fremstillede jern der lå tættest på hvad man dengang kendte til det metallurgiske indhold af de arkæologiske jernnagler

Et valg med store konsekvenser

Dette valg har haft alvorlige konsekvenser for vores skibsrekonstruktioners levetid.

Rent jern har vist sig at være meget modtageligt for rust i maritime sammenhænge, ​​og det er gået hårdt ud over skibenes plankebyggede skrog.

Klinknaglerne udvider sig, når de ruster, hvilket fører til revner i skibenes planker. Dette medfører, at både de revnede planker og klinknaglerne, der forårsagede skaden, regelmæssigt skal repareres og udskiftes.

Et skib lægges op

I 2016 blev det besluttet at stoppe denne cyklus af udskiftning og reparation af Roar Eges, den ældste af vores Skuldelev-skibsrekonstruktioner.

På det tidspunk var store dele af skibets oprindelige planker og indtømmer allerede blevet udskiftet, at det var tydeligt, at yderligere reparation ville bryde med principperne for det arkæologisk eksperiment.

Kort sagt ville vikingerne sandsynligvis have skrottet skibet og bygget et nyt, og sporene på originalskibet understøttede heller ikke flere reparationer.

Så efter 32 års aktiv tjeneste blev Roar Ege pensioneret og sat på land for sidste gang.

Eksperimental arkæologi og rekonstruktion

Vikingeskibsmuseet arbejder med eksperimentel arkæologi og rekonstruktion, og vores første prioritet er altid at bruge materialer, der svarer til dem, der er brugt i de oprindelige, arkæologiske fund.

Vores erfaring med Roar Ege har vist, at det var jernet og ikke træet, der var skibets svage punkt.

Denne erkendelse understregede også et hul i vores forståelse af vikingetidens maritime teknologi. Vi ved nu, at rent jern af den slags, der hidtil er anvendt i vores rekonstruktioner, kun i ringe svarer til den type jern, der blev brugt i vikingetiden.

Et nyt eksperiment skal give svar

Men hvordan var vikingetidens jern? Og hvordan ville det fungere i en maritim sammenhæng?

Det er spørgsmål, vi nu skal fokusere på i vores eksperimentel arkæologiske forskning og derfor er Vikingeskibsmuseet i gang med at udvikle et forskningsprogram, der vil involvere:

  • En undersøgelse af arkæologiske fund af klinknagler fra vikingetiden
  • Produktion af myremalmsjern, som derefter bruges til at fremstilling af klinknagler.
  • Delvis brug af myremalmsnagler i kommende rekonstruktionsprojekter. Naglerne skal løbende overvåges over tid for at se, hvordan klinknaglerne af myremalm er i sammenligning med klinknagler af moderne jern med hensyn til korrosion og nedbrydning.

En stor beslutning

Indtil et sådant forskningsprogram kan gennemføres, har vi taget den beslutningen, at vores nuværende byggeprojekt - en ny rekonstruktion af Skuldelev 3 – skal klinkes med klinknagler af kobber og ikke med klinknagler fremstillet af moderne jern.

Selv om kobbernagler ikke er kendt fra vikingetiden, fordelen ved at anvende kobbernagler er, at de ikke på samme måde, som det moderne jern, vil ødelægge skibet tømmer og forkorte skibets levetid. På den måde, formindsker vi behovet for reparationer og vedligeholdelse, i anerkendelse af, at mængden af velegnede egetærer svinder ind – vi skal også sikre, at denne dyrebare ressource ikke går til spilde.

» Du kan læse meget mere om 'Gensyn med Skuldelev 3'-projektet og byggeriet af rekonstruktionen på bådeværftets del af hjemmesiden. Klik her ...


Oprettet af Tríona Sørensen