Søsætning af et sprit nyt vikingeskib lørdag den 7. maj 2022

Vikingeskibsmuseets nyeste vikingeskib klar til søsætning lørdag den 7. maj kl. 12.00

Lørdag den 7. maj 2022 søsætter Vikingeskibsmuseet et helt nybygget vikingeskib - en rekonstruktion af det originale, 1000-årige fragtskib, Skuldelev 3. Den festlige begivenhed er samtidig en fejring af, at de nordiske klinkbådstraditioner er blevet optaget på UNESCOs liste over verdens immaterielle kulturarv.

 

Invitation til Pressen: Vikingeskib søsættes fra Vikingeskibsmuseets bådeværft, lørdag den 7. maj kl. 12.00 
(Reminder)

Det sker ikke så tit, at man får muligheden for at se et nybygget vikingeskib, når det for første gang kommer i sit rette element og opleve spændingen, når bådebyggernes omhyggelige arbejde skal stå sin prøve mod fjordens vand.

Skibet, der har været 5 år undervejs, er en rekonstruktion af det originale, 1000-årige fragtskib, Skuldelev 3, der sammen med de øvrige vikingeskibe er udstillet i Vikingeskibshallen.
Og selvom, at Skuldelev 3-skibet - med sin smukke form og højst rejste stævne midt på værftspladsen - sikkert vil blive savnet af alle museets brugere, er det en festdag, når skibet endeligt 'løber af stablen'.

Rejst den halve jord rundt for at se søsætningen

Siden 2017 har mange tusinde mennesker jorden rundt fulgt bådebyggernes arbejde på det 14 m lange fragtskib og oplevet skibet tage form. Mange har lagt vejen forbi og endnu flere har fulgt med og on-line rundt om i hele verden.

Men alligevel er det rørende og bevægende, at vi gennem den seneste uge har mødt flere museumsgæster, der fortæller, at de er rejst hertil netop for at opleve søsætningen. Blandt andet dukkede et par op, der er fløjet ind fra Australien og en hel familie fra Holland har også valgt at lade deres Instagram-engagement bliver til en virkelig, fysisk oplevelse. 

En flåde af vikingeskibe

Når det nye skib er blevet navngivet, så skal det ud på sin jomfrurejse - en rotur på fjorden, 3 gange rundt om sig selv i solens retning. Ude på vandet får skibet en fejende, flot velkomst: En hel flåde af vikingeskibe venter nemlig ude på vandet.

Det er en tradition, at museets øvrige både tager i mod det nyeste skud på stammen, og det er i sig selv en stor oplevelse at se de mange vikingeskibe og træbåde sejle sammen på fjorden. Blandt andet vil Vikingeskibsmuseets største skib - det 30-meter lange vikingeskib 'Havhingsten fra Glendalough' med sin store besætning på hele 60 gaster også kunne opleves.

Det nybyggede vikingeskib bliver det seneste skud på stammen af genskabte vikingeskibe, og skal indgå i Vikingeskibsmuseets flåde af sejlende skibe. De er med til at give unik, ny viden om vikingernes søfart. Viden, man kun kan få ved at bygge og sejle skibe, som vikingerne gjorde det.   

Program for dagen

Program for søsætning og fejring af optagelsen af de nordiske klinkbådstraditioner på UNESCOs liste over verdens immaterielle kulturarv:

  • 12.00: Velkomst og taler ved:
    • Bestyrelsesformand, Tomas Breddam
    • Tore Friis Olsen, Forbundet Kysten
       
  • 12.45: Dåb og navngivning ved Tomas Breddam
    • Musikalsk indslag
    • Søsætning og ilægning af ballast
       
  • 13.30: Jomfrurejse
  • 14.00: Åbent skib: Kom ombord på rekonstruerede vikingeskibe og få en snak med de frivillige bådelaug
  • 15.00: Tak for i dag   

Søsætningen foregår udendørs på værftspladsen på Museumsøen.
Der er gratis adgang for alle til museumsøen lørdag den 7. maj 

Velkommen!


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen