Vikingetidens imponerende jernanker bliver genskabt på Vikingeskibsmuseet

Det originale anker i Ladbyskibet. Foto: Vikingemuseet Ladby, Flemming Wedel
Foto: Vikingemuseet Ladby

Rødglødende jern, blæsebælgens hvislende åndedrag og lyden af metal mod metal. Lige nu er smedestuderende fra England i gang med en enorm smedebedrift på Vikingeskibsmuseet, og alle er velkomne til at komme forbi og opleve et anker fra vikingetiden blive genskabt.

Nogle fund fra fortiden kan ikke undgå at gøre indtryk i kraft af deres størrelse, tekniske finesser eller den arbejdsindsats, det har krævet at skabe dem.
Netop sådan et spektakulært fund er jernankeret, der blev fundet i skibsgraven fra Ladby på Fyn.

Nu skal det imponerende jernanker genskabes på Vikingeskibsmuseet.

Smedestuderende viser deres håndværk

Vikingeskibsmuseet har i disse dage besøg af studerende fra National School of Blacksmithing i England. De skal smede et jernanker til den nye rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet, som bådebyggerne er i fuld gang med at bygge på museets bådeværft.

Som en del af deres smedeuddannelse skal de studerende også lære om eksperimentalarkæologi og rekonstruktion af arkæologiske genstande.

De tog derfor kontakt til museet og foreslog et samarbejde, hvor de smeder ankeret til museets nye skib, og vi til gengæld fortæller dem om vores eksperimentalarkæologiske praksis og tilgange.

Vikingeskibet blev ribbet for løsdele

Meget få store arkæologiske genstande overlever helt intakte, og Skuldelev 5-skibet, der er udstillet i Vikingeskibshallen, er ingen undtagelse.

Omtrent 50 % af skibstømmeret er bevaret efter de mange århundreder på bunden af Roskilde Fjord, fra skibene blev sænket i vikingetiden frem til 1962, hvor de berømte Skuldelevskibe blev udgravet.

Det bevarede tømmer repræsenterer dog kun dele af selve skibets skrog. Alle fem Skuldelevskibe blev nemlig ribbet for alle løsdele som tovværk, sejl, årer, ror, skjolde og andet udstyr, der kunne fjernes og genbruges, før de tomme skibsskrog blev fyldt med sten og sænket for at skabe en spærring tværs over en af fjordens sejlrender.

Smeder ankeret til det nye krigsskib

Dette betyder, at der heller ikke blev fundet ankre sammen med vikingeskibene. Derfor har smedeteamet fra National School of Blacksmithing valgt at basere ankeret til den nye rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet på et af de bedst bevarede ankerfund fra vikingetiden, nemlig ankeret fra skibsgraven i Ladby på Fyn.

Ankeret fra Ladby er et såkaldt stokanker. Stokken, der har været af træ, sidder øverst på ankeret og vinkelret på fligene, ankerets jern’vinger’. Når skibet kaster anker, sikrer stokken, at fligene kan gribe fat i havbunden.

Fakta om Ladbyankeret:

Ladbyankret - et imponerende fund, der stadig kan ses i Ladbyskibet

Et flot eksempel på et vikingetidsanker er fundet i skibsgraven ved Ladby på Østfyn.

Dette stokanker blev, sammen med en tilhørende jernkæde, analyseret og viste sig at være smedet i Norge. Kæden er lavet af svensk materiale, men muligvis smedet i Danmark, da svejsestederne indeholder fosforholdigt, dansk jern.

Ankerets træstok, som sidder vinkelret på fligene, hjælper ankeret med at få fat i havbunden, når det er i brug.

Selvom træstokken fra Ladbyankeret ikke er bevaret, giver er ankeret fra Ladby sammen med sin 11 meter lange kæde et nøglefund, der giver os et unikt indblik i vikingernes teknologiske kunnen og maritime færdigheder.

Ladbyankeret er 1,26 m langt og 0,83 m bredt og er udstyret med en ankerkæde, der er anslået til at have været ca. 11 m lang.

Det originale Ladbyanker kan den dag i dag ses in situ, det betyder på sin oprindelige plads, i resterne af skibsgraven på Vikingemuseet Ladby.

Du kan se, hvordan du kan opleve Ladby skibsgraven på Vikingemuseet Ladbys hjemmeside

Smedene fra National School of Blacksmithing arbejder på museet 24. til 29. maj

Smedene fra National School of Blacksmithing begynder arbejdet på deres version af Ladbyankeret fra 24. maj, og alle, der besøger museumshavnen, vil kunne følge deres arbejde på plænen foran Vikingeskibshallen i en lille uge fra 24. til 29. maj.

Kom og oplev, hvordan smedene genskaber vikingetidens største jerngenstande: Et skibsanker

Smedene fra England smeder et anker til den nye rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Hvornår: 24. maj  29. maj 2024

Hvor: Smedene opstiller deres esser på plænen foran Vikingeskibshallen

Samarbejde på tværs af lande- generations- og faggrænser

Ankerprojektet er et rigtig godt eksempel på, hvordan processen med at rekonstruere arkæologiske fund ideelt set bør foregå i tæt samarbejde mellem arkæologer, materialeeksperter og de håndværkere, der er specialiseret i traditionelle håndværksteknikker.

I vores arbejde med eksperimentalarkæologi på Vikingeskibsmuseet er det afgørende, at museet fortsætter med at støtte og udvikle tværfaglige samarbejder som dette.

Det sikrer, at vitale færdigheder og teknikker overføres til den næste generation af håndværkere – en generation, der forhåbentlig skal spille en central rolle i udviklingen og forbedringen af eksperimentalarkæologisk praksis i fremtiden.

Tak
Mange tak til vores kolleger fra Vikingemuseet Ladby for at give adgang til deres dokumentation af ankeret.

Tak til National School of Blacksmithing. Følg dem på Facebook

Fakta om vikingetidens Jernankre

Ankre fra sten til jern

De tidlige ankre, som blot brugte vægten af en sten til at holde et skib på plads, var ikke særligt effektive.

Omkring 600 f.Kr. blev der i Middelhavsområdet udviklet et smartere design: Stokankeret. Med romernes ekspansion spredte kendskabet til disse jernankre sig til Nordeuropa i det 1. århundrede e.Kr.

I vikingetidens Skandinavien blev stokankre også anvendt.Disse ankre var kendetegnet ved deres lange, slanke ankerlæg, små flige og to huller – et til ankertovet og et til bøjerebet.

Vikingernes ankre blev smedet af sammensvejste jernstrimler, der blev bundtet sammen og formet til et T-formet råemne, før de blev færdiggjort som ankre.

 


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen