Foredrag den 1. september: 'Kampen om Norden - undergang og revanche'

Onsdag den 1. september 2021 kl. 19.30 indleder vi efterårets og vinterens foredragsrække med historiker David Høyer, tidligere direktør og formidlingsansvarlig for Roskilde Domkirke.

Onsdag den 1. september 2021 kl. 19.30 indleder vi efterårets og vinterens foredragsrække med historiker David Høyer, tidligere direktør og formidlingsansvarlig for Roskilde Domkirke. Foredragsrækken tager udgangspunkt i den aktuelle særudstilling 'I Røg og Brand' og vil kaste lys over en dramatisk periode i Danmarkshistorien.

Foredrag ved historiker David Høyer: 'Kampen om Norden - undergang og revanche'.

Onsdag den 1. september 2021 kl. 19.30

Da den danske og svenske flåde tørnede sammen i Femern Bælt i 1644, var det kulmininationen på næsten 250 års rivalisering. Slaget blev et vendepunkt i magtbalancen i Norden og markerede undergangen for den danske stormagtsposition. Tiden der fulgte var præget af utallige krige udløst af danske drømme om revanche.

I Christian 4.s kapel i Roskilde Domkirke mødes man af vel nok et af de mest genkendelige malerier i Danmarkshistorien, maleriet af Christian 4. (1577-1648) ombord på Trefoldigheden under Slaget på Kolberger Heide 1. juli 1644. Med en klud om hovedet, der dækker for det ene øje, hæver kongen sin hånd og støtter sig til sit sværd.

Et kendt navn i Roskilde

Med udgangspunkt i de danske kongegrave fra Roskilde Domkirke, fortæller mag. art. David Høyer, Museumsleder ved Museerne Helsingør, om de dansk-svenske krige fra Kalmarunionen 1397 til Englandskrigene i starten af 1800-tallet.

David Høyer er et kendt navn i Roskilde, hvor han som direktør for Anlægsfonden formidlingscenter af kulturarv i Roskilde Domkirke var ansvarlig for formidlingen af byens UNESCO-monument fra 2012 til 2021.
Som forberedelse til foredraget kan interesserede læse det interessante essay, David Høyer har skrevet til udstillingens digitale formidlingsunivers.

» Tryk her for at læse David Høyers essay ...

Foredragsrække om en dramatisk tid i Danmarkshistorien

Foredraget er en del af foredragsrækken, der afholdes i forbindelse med, at Vikingeskibsmuseet viser særudstillingen 'I Røg og Brand – Slaget i Femern Bælt, 1644'. Udstillingen tager udgangspunkt i tre skibe, der gik tabt i søslaget, og som Vikingeskibsmuseets marinarkæologer har undersøgt gennem de senere år. Særudstillingen kan ses på Vikingeskibsmuseet frem til 1. marts 2022.

Skibene har kastet nyt lys over 'Torstenssonfejden', der udspillede sig fra 1643 til 1645, og med efterårets og vinterens foredragsrække stiller vi skarpt på 1600-tallets skibe og en dramatisk periode i Danmarkshistorien.

Fakta om foredrag

Fakta om foredragsrækken:

Datoer: 1. september, 6. oktober, 3. november, 1. december 2021 og 5. januar og 28. februar 2022
Hvor: Vikingeskibshallen 
Tidspunkt: 19.30, dørene åbner kl. 19.00, så interesserede kan se særudstillingen inden foredraget.
Varighed: ca. 60 min.
Pris, foredrag: 150 DKK


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen