Her på Vikingeskibsmuseet er sommeren først for alvor forbi den sidste lørdag i oktober, hvor museets bådelaug trækker bådene på land for vinteren. Især landsætningen af museets store langskib Havhingsten fra Glendalough kræver rå muskelkraft og mange mennesker at få halet på land. Arbejdet giver et spændende indblik i samarbejde og kommandoveje, når knap 100 mennesker med håndkræft (og lidt hjælp fra Falck) trækker det 30 meter lange skib op af vandet.
Kig forbi Museumshavnen og oplev en traditionsrig efterårsdag sammen med museets bådelaug, hvor luften dufter af tjære og linolie. Det syder af arbejdsomhed og liv, når der hales godt i skibe og tovværk.
Et velfortjent hvil
Bådsamlingen kommer på land efter en sommer med mange sømil under kølen. Især for de mindre nordiske både, som museumsgæsterne har stævnet ud i gennem hele sommeren. I starten af sæsonen kunne vi desværre kun tilbyde roture, grundet Covid-19 restriktioner og afstandskrav. Men sidst på sæsonen kunne der endelig sættes sejl, og museumsgæsterne kunne igen få den specielle oplevelse det er, at mærke, hvordan en træbåd bevæger sig i vandet og skær igennem bølgerne, når den drives frem af vind i sejlet.
Bådelaugene, der sejler museets rekonstruktioner af de fem originale vikingeskibe, har til gengæld ikke haft mulighed for at drage ud på togt i år. Det er i stedet blevet til træningsweekender og et enkelt togt på 10 dage for lauget på Havhingten i Isefjorden. Her fik skib og mandskab holdt sejler-musklerne ved lige, så de er klar til en forhåbentlig mere 'normal' sejlsæson i 2022.
Uden længere togter har museet haft Havhingsten liggende ved kaj ved Strandengens krigerlejr gennem det meste af sommeren, til stor glæde for museets gæster. Her har museets gæster kunnet gå ombord, bevæge sig frit omkring og lade sig imponere af skibets størrelse og det fantastiske håndværk, mens de har lyttet til spændende historier og har stillet et hav af gode spørgsmål om sejlads og vikingernes togter for 1000 år siden til vores formidlere.
Havhingsten og Ottar blev i vandet sidste vinter
Sidste år blev Havhingsten og Ottar liggende i vandet henover vinteren - og selvfølgelig blev det så den første isvinter i mange år, hvor både mennesker, isbåde og skøjteløbere søgte ud på den frosne fjord. Men isen var heldigvis ikke alt for hård ved vores rekonstruktioner, som ikke tog skade, fordi vi sikrede, at der blev holdt isfrit omkring dem.
Efter den hårde vinter i havnen får de denne gang en velfortjent overvintring på land i år, side om side med de andre nordiske både og rekonstruktioner.
Om Vikingeskibsmuseets bådelaug
Vikingeskibsmuseet har en stor samling af rekonstruerede vikingeskibe og traditionelle nordiske både af træ. Der er tale om unikke både, som hver har deres særlige historie og egenskaber.
Et udvalg af disse er 'laugsbåde', der vedligeholdes og sejles af frivillige medlemmer af museets bådelaug. Der er både store laug med helt op til 200 medlemmer og ganske små bådelaug, hvor en lille gruppe mennesker finder et fællesskab omkring de mindre både.
» Læs mere om bådelaugene her og se, hvordan du melder dig ind...
Fakta om optagning lørdag den 30. oktober 2021
Bådelaugene mødes allerede omkring kl. 10.00 og der vil være aktivitet omkring bådene i museumshavnen hele dagen.
Havhingsten hales på land af erfarne bådelaugsmedlemmer ca kl. 13.00