Krigernes lejr er klar til 'krigstogt' og fortællinger fra den nordiske mytologi...

I efteråret vendte vikingerne hjem fra togterne, og skibene blev gjort klar til vinteren. Besøg Vikingeskibsmuseet i efterårsferien og oplev bål, håndværk, skibe og nordisk mytologi.

I efterårsferien kan man opleve hyggelig efterårsstemning på Vikingeskibsmuseet, når vi samles om bålet for at bage vikingebrød, lytter til 'Viking talks' om livet i vikingetiden eller lister ind i det store telt for at høre historier fra den nordiske mytologi.

Vi har gjort klar til en spændende efterårsferie med bål, håndværk, skibe og nordisk mytologi. Besøger man Vikingeskibsmuseet i efterårsferien er der garanti for at få en masse facts og fortællinger om vikingerne.

Fortællinger fra den nordiske mytologi

I fortælleteltet byder vi indenfor til mytiske og mystiske fortællinger om guder, jætter og skibe. Her våger den enøjede Odin, mens vi rykker sammen om fortællingerne om de overnaturlige skibe fra mytologien.
Hør om dødeskibet 'Nagelfar', der er bygget af døde mænds negle, om 'Rhinghorne' – det stærkeste skib i hele Valhalla og om 'Skidbladner' – skibet, der altid har vinden i ryggen og kan foldes sammen, så det fylder så lidt, at det kan puttes i en lomme.
Hvornår: Hør fortællinger fra den nordiske mytologi hver dag i efterårsferien, 16. - 24. oktober kl. 11.00 og 13.30.

Familierundvisninger - Ta' med på krigstogt

Hele familien kan deltage på de fantasifulde rundvisninger, der er tilrettelagt, så både børn og voksne får ny viden på en sjov og underholdende måde.
Alle deltagere inddrages i den spændende fortælling om vikingernes lange rejser og livet til søs for 1000 år siden - og det hele ender med et stort slag.
Hvornår: Familierundvisninger hver dag i efterårsferien, 16. - 24. oktober kl. 12.30 og 14.00

'Viking Talks' om kvinder, krigere og jern i vikingetiden

Vikingeskibsmuseets dygtige formidlere går i dybden med et udvalgt emne fra vikingetiden og fortæller om lige netop det, de ved allermest om - det kalder vi for 'Viking Talks'. 
Emnerne skifter fra dag til dag og kan eksempelvis være om kvinder i vikingetiden, magt og langskibe eller vikingekrigeren.
Hvornår: 'Viking Talks' på dansk hver dag i efterårsferien, 16. - 24. oktober kl. 14.00 og på engelsk kl. 11.30.

Er du vikingeekspert? Få svaret i skattejagten 'Rejs ud!'

Hvem mon er vikingeeksperten? Det kan man finde ud af , når man tager på en oplevelsesrejse rundt på museets store område - ude og inde.
For at finde svaret og få diplom på, at man er vikingeekspert, skal man løse spændende opgaver.
Her lærer man samtidig en masse om vikingetiden og vikingernes sejladser: 'Hvordan fandt vikingerne vej på havet? Havde vikingerne regntøj?'
Når opgaverne er løst får man både diplom og en lille gave.

Betalingsaktivitet: Opgavearket koster 25 DKK
Hvornår: Hver dag i efterårsferien, 16. - 24. oktober.

Byg båd-værksted for kreative børn og voksne

I byg båd-værkstedet kan man gøre bådebyggerne kunsten efter og selv designe og bygge både.
Værkstedet ligger lige ved siden af byggepladsen, hvor de 'rigtige' bådebyggere er i fuld gang med at bygge et nyt vikingeskib; en rekonstruktion af Skuldelev 3-skibet, der er et mindre handelsskib fra vikingetiden.
Hvornår: Hver dag i efterårsferien, 16. - 24. oktober.

Tør I besøge krigerlejren?

I efterårsferien har vi lavet strandengen om til en krigerlejr. Her ligger langskibet 'Havhingsten fra Glendalough' ved en lav bro, så det er let for alle at komme en tur ombord. 
Havhingsten er verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib - hele 30 meter langt - og når man er ombord kan man rigtig fornemme, hvordan det var at være på togt med langskibene.

I krigerlejren kan hele familien dyste mod hinanden og finde familiens sejeste og skrappeste viking.
Her kan man nemlig både træne sine evner med sværd og skjold i kamparenaen og dyste mod hinanden i de gamle vikingelege.
I vikingetiden var 'vikingelege' ikke bare for sjov. Legene udvikler nemlig de evner, man skal bruge som kriger og derfor blev legene også brugt til at holde krigerne i form imellem togterne.

Birkakiks over bål

Ingen kriger kan klare sig uden mad og derfor dufter der også skønt af nybagt brød i hele krigerlejren.
Opskriften på de lækre fladbrød stammer fra vikingebyen Birke, hvor man har kunnet analysere sig frem til ingredienserne i 1000 år gamle forkullede brødrester.
Brødene - eller Birkakiks, som de også kaldes - bages på jernpander over åben ild - de smager skønt efter en lang dag med leg og træning.

Efterårsferieprogram 16. - 24. oktober 2021:

Rundvisninger og fortællinger:

11.00: Fortællinger for børn på dansk
11.30: ’Viking Talks’ på engelsk
12.30: Familierundvisning: Ta' med på krigstogt 
13.30: Fortællinger for børn på engelsk
14.00: Familierundvisning: Ta' med på krigstogt 
14.30: ’Viking Talks’ på dansk
14.30: Engelsk rundvisning

Aktiviteter:
• Løs den udendørs skattejagt og få et vikingediplom
• Bag vikingebrød over åben ild
• Kæmp med sværd og skjold
• Byg båd i værkstedet
• Gå ombord i vikingeskibe
• Klæd dig som en viking
• Dyst i vikingelege
• Løs MuseumsMysteriet - et digitalt spil på jeres egen telefon
• Hør historier i audioguiden på jeres egen telefon

Aktiviteternes åbningstid:
16. - 24. oktober 2021: 10.30-16.30

Museets åbningstid:
Alle dage 10.00-17.00

Entré:
Børn og unge under 18 år gratis adgang.
Voksne: 150 DKK 
Familiebillet for 2 voksne og børn under 18 år: 280,00 DKK

Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde

» Læs mere om efterårsaktiviteterne og temaet skibe, krig og kongemagt...