Efterårsferie vender tilbage i 2025

I efteråret vendte vikingerne hjem fra togter, skibene blev trukket på land, og dyr og mennesker gjorde sig klar til den lange, kolde vinter. 

På Vikingeskibsmuseet samles vi om bålet og fortæller spændende historier om Nordens guder... 

I efterårsferien kan I besøge vikingeskibsmuseet og mærke den særlige stemning, som efteråret bringer med sig.

Program for efterårsferien kommer op her på siden i løbet af september 2025.

Se nedenfor nogle af de aktiviteter, som kan ske på museet i ferien:

Strandengen - livlige aktiviteter for hele familien

Strandengen forvandles til en levende vikingelejr med bål, fortællertelt og træningsplads.
Her kan du træne dine vikingefærdigheder: Lær at kaste med fortøjningsreb, kæmp som en viking med sværd, eller test familiens styrke i en omgang tovtrækning. 
I det store telt på strandengen skal vi rede uld og spinde skæbnetråde. Ved bålfadene bages der små brød med inspiration fra vikingetidens gravgaver. 

Museumsøen - Bådebyggerkunst og marinarkæologi

På Museumsøen kan du lære, hvordan de prægtige vikingeskibe bliver bygget.
På bådeværftet bygger bådebyggerne skibet Skuldelev 5, og du er velkommen til at stille spørgsmål om deres arbejde.
I Byg Båd-værkstedet kan børn og kreative sjæle bygge modelbåde og teste dem i vandtanken.
I Marinarkæologernes værksted undersøges skibsfundene Svælget 1 og 2 fra Københavns Havn.  

Vikingeskibshallen - fordybelse, leg og læring

I Vikingeskibshallen kan både børn og voksne fordybe sig i historien om de smukke vikingeskibe, der blev sænket for 1000 år siden i Roskilde Fjord.
Skibene kan opleves på egen hånd, gennem rundvisninger eller med vores audioguide i ørerne. 
For snarrådige børn er det også muligt at gå på opdagelse i Vikingeskibshallen gennem det digitale spil Museumsmysteriet.
Museet har i år åbnet Børnebygden, et rum med plads til leg for de yngste.