Sejl
Rekonstruktionen af Vikingetiden og tidlige middelalders sejl og rig har været en særlig udfordring for Vikingeskibsmuseet da der kun er få spor af det bevaret i det udgravede materiale. Derfor er det nødvendigt, at inddrage sammenlignelige fund og etnologisk materiale. Her anføres den generelle problemstilling ved rekonstruktionen af sejl og rig:
Vikingeskibenes firkantede råsejl var i størrelse og form udviklet sammen med den enkelte skrogstørrelse og skibstype. Det helt centrale er den elementære balance mellem skrog, sejl og ror under sejlads op mod vinden, dvs. under bidevindsejlads.
Bliver sejlet for bredt i forhold til skroget og skrogformen, søger skibet væk fra vinden – bliver lægirig - og kan ikke krydse op mod vinden. Bliver sejlet for smalt, løber skibet op i vinden uden at roret kan hindre det – bliver luvgirig. Rettes dette ikke, er skibet farligt at sejle med, ja ubrugeligt som sejlskib. Bliver sejlet for lavt, er skibet for langsomt, og det sejler først ordentligt når det virkelig blæser. Bliver sejlet og masten for højt, er belastningerne for store, og der skal rebes for tidligt. Hertil skal man regne med at den enkelte skibstype er ballastet og lastet rigtigt.
I vikingeskibenes efterkommere, de nordeuropæiske råsejlsbåde, kan helt identiske forhold følges. Her havde man måleregler for størrelse af mast, sejl og ror for den enkelte bådtype.
Fra vikingetid og middelalder er der fundet en del rigdetaljer som fx. blokke, vantnåle, mastestumper, rå mv. De viser i princippet og i udførelsen få variationer gennem tiden, og i forhold til de sidste nordiske råsejlsbåde i det tidlige 20. århundrede. Kombineret med den mundtlige overlevering er det er derfor muligt at udføre rigrekonstruktioner af de enkelte skibsfund indenfor ret snævre rammer.
Museets væver, Anna Nørgaard, er i gang med at fremstille et sejl af hør til Gislingebåden.
Vævning af et hørsejl til Gislingebåden.
Hør har været brugt til at fremstille tekstiler i Skandinavien siden jernalderen. Det er et langt og indviklet arbejde at forvandle planterne til fibre, som først kan spindes og siden væves:
- Hørplanten høstes med håndkraft, så roden ikke ødelægges
- Hørren redes med en kam (knevles) for at fjerne frøkapslerne fra stråene
- Planterne lægges i vand i 1-2 uger eller på en eng i 4-8 uger (rødnes) for at løsne fibrene fra resten af stænglerne.
- Stænglerne skal tørre helt, inden de brækkes (brydes) for at frigøre den træagtige marv fra fibrene
- Fibrene bankes (skættes) for at fjerne de sidste små stykker marv
- Til sidst trækkes hørren gennem et bræt med flere rækker spidse jerntænder (en hegle) for at fjerne de allersidste urenheder og rede fibrene ud
- Hørren er nu klar til spinding
Det er første gang, museet fremstiller et håndvævet sejl af hør. Der er endnu ikke fundet rester af hørsejl fra jernalderen og vikingetiden, men andre arkæologiske fund viser, at hør er blevet dyrket og bearbejdet. Det tyder på, at hør blev brugt til at fremstille sejl for 1000 år siden.
Sejlet består af fem lange paneler, som syes sammen til det endelige sejl på 10 m2. Museets væver vil fremstille det ene af panelerne på en opretstående vægtvæv, de fire andre paneler bliver vævet af vævere fra Instituttet for Blinde og Svagtseende. Når sejlet er færdigt, skal det barkes med bark-afkog for at forebygge råd.
