Havhingstens sommertogt 2006

af Henrik Kastoft

Fredag den 4. august 2006

Sommertogtet er forbi. Lige nu gør vi klart skib og klokken fire i eftermiddag regner vi med at være færdige.

Jeg stod op i morges til den smukkeste solskins-morgen. Beruset af aftenens velkomstfest med mad og drikke og fællessang i rigelige mængder. Og beruset af en nat i kærestens arme. Det er trygt og fylder mig med varme at vende hjem efter fire ugers adskillelse.

Og samtidig bærer jeg rundt på en smule vemod; jeg kommer sgu til at savne de gæve gaster om bord på Havhingsten, sejladserne, de platte vittigheder, drillerierne og det stærke sammenhold.

Det meste af turen fra Gershøj til Roskilde gjorde vi for årer, men kort før Museumshavnen kom der en smule vind agten for tværs og vi kunne sætte sejl som en flot hilsen til de mange hundrede mennesker, som spejdede efter os fra molen.

Vi kvitterede for klapsalverne med det efterhånden lidt hæse vikinge-brøl, som vi har afleveret en del af i løbet af de seneste uger.

Og indrømmet; jeg fik fugtige øjne, da museets direktør, Tinna, bød os velkomne hjem, takkede os for vores indsats og - ikke mindst - takkede de pårørende, som gør det muligt for os andre at drage på langfart. Jeg er imponeret over de gaster, som lægger som meget tid og så mange kræfter i dette projekt. Men jeg er endnu mere imponeret over de mænd og kvinder derhjemme, som gør det muligt for os andre. I modsætning til os, får de nemlig ikke som modydelse for deres afsavn de fantastiske oplevelser, som vi andre høster og nyder godt af.

Tak til alle jer, der tog godt imod os.

Tak til alle jer på museet, som har hjulpet os på vej. 

Og tak til alle jer, som har fulgt webloggen. Fra Tange til Tasmanien. Det har været en fornøjelse at skrive dagbogen vel vidende, at der hver dag har været tusinder af besøgende på Havhingstens hjemmeside, som har fulgt os i tykt og tyndt.

And finally a very special greeting to Nicky from Douglas and the rest of the Havhingsten crew: Happy birthday, Nicky!

:-) Henrik 

af Henrik Kastoft

Torsdag den 3. august 2006

"Helle... Helle... HELLE!".

Vi er på vej ud af havnen på Orø. Kjetil hvisker skipper Carsten et par ord i øret og straks vender han sig om og råber til sin kone inde på kajen.

"Helle... tillykke med dagen!".

Og så vender han sig mod besætningen:

"Jeg har sgu glemt, at det er vores bryllupsdag i dag".

Stemningen i skibet er klart for at ro tilbage. Så fem minutter senere kan skipper springe op på kajen og give sin Helle og børnene undskyldende kys og kram. Til begejstret hujen, forstås.

Havhingsten går nordpå gennem Isefjorden. I medvind naturligvis. Og da vi går ind i Roskilde Fjord, bliver vi budt velkommen hjem af Thor og en kraftig tordenbyge.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vinden går fra syd til nord, så vi får medvind ned til Frederikssund, hvor vi går under broen kl. 17:00.

Men der skal mere end lidt regn og rusk til at ødelægge en god stemning. Nogle spiller skak, imens det siler ned. Morten synger for på en vise om Havhingsten og dens gæve gaster. Og pludselig bryder midtskib og drag ud i en børnesang, de fleste kender:

"Når regnen regner på vores tage... så regner vi lige på hovedet tilbage... med en rød haveslange... så regnen bliver bange... det ku' regnen jo ikke regne ud..."

Og humøret stiger endnu et par grader, da Mads og Louise dansede rundt på mastefisken til White Stripes forbundet med hver sin høretelefon fra MP3-afspilleren.

Vi lægger til i Frederikssund med en gratis omgang på "Toldboden".

Nu er det torsdag. Dagen før dagen hvor et fire uger langt sommertogt slutter. Vi er på vej til Gershøj, hvor vi overnatter og holder afslutningsgilde.

Vi ror. Der er modvind. Et eller andet er gået galt. Vi bliver enige om, at det er vores egen skyld. I Frederikssund lå vi fortøjret med stævnen mod nord. Så vejrguderne har vel troet, at vi var på vej nordpå ud af fjorden. Og det der kunne have været medvind er blevet til modvind.

af Henrik Kastoft

Onsdag den 2. august 2006

Blæsten gik frisk over Limfjordens vande og snart lå vi vest for Aalborg, klar til at passere byens to broer kl. 12. Eller rettere; vi stod på grund.

Havhingsten lå 20 meter for langt mod nord i den smalle sejlrende ved Egholm og tog en blød mavelanding på en sandbanke.

Sejlet ned i en fart og alle mand over i styrbord side. Langsomt begyndte skibet at dreje rundt. Så alle mand over i bagbord og vi var fri af grunden. Sejlet op igen og derefter en helt forrygende acceleration: Fra 0 til 10,5 knob på få sekunder. Noget nær foreløbig hastighedsrekord for Havhingsten. Og klokken 12:00:38 passerede vi den første åbne bro. Mere præcis kan man næsten ikke være.

Så fik vi også - omend lidt ufrivilligt - trænet grundstødning og hvad der skal gøres i den situation.

I løftingen diskuterede de, hvor vi skulle gå i havn. Anholt, Grenaa eller et helt tredje sted? I midtskibet var stemningen overvejende for Hundested. For der kan man få nogle af landets største og bedste isvafler.

Vinden var gunstig og Havhingsten buldrede ned gennem Kattegat og 29 timer efter Løgstør gik vi i havn på Orø. Til kaffe og kage hos skipper klokken 15.

Nu er det morgen. Om ti minutter er vi klar til afgang efter en nat med et forrygende tordenvejr. Vi har lovet at være i Roskilde på fredag klokken 13. Et langt togt på fire uger er ved at være slut og en blanding af vemod og lettelse bruser rundt inde i mig.

af Henrik Kastoft

Mandag den 31. juli 2006

Vi fik en forrygende sejlads fra Thyborøn til Løgstør, hvor vi gik ind ved midnatstid, fordi der ikke er lys i bøjerne i den del af Limfjorden. Ingen af styrmændene er så lokalkendte, at vi ville tage chancen og famle os frem i mørke.

I går, søndag, kom vi hviledagen i hu og slappede af i Løgstør. Solbadning, tøjvask og is fra boden ved havnekajen.

Kim afmønstrede i går og gjorde det med maner: Hans mor og far kom med banankage til den 65 mand store besætning. Og bagefter var der dåseøl til alle.

Jeg fik også familie på besøg. Siden Thyborøn har de kørt hundredvis af kilometer for at se Havhingsten i havn eller sejle forbi. Og nu er der lige kommet en sms til; "vi kommer til Hals, hvornår er i fremme?".

Det er umuligt at sige, men lige nu går det hurtigt; 7-8 knob.

TV2 Nord var på besøg i Løgstør i går og vil filme os, når vi passerer Limfjordsbroen. Da jeg slentrede rundt i Løgstør i aftes, mødte jeg flere, som kom cyklende med kurs mod havnen. I forbifarten kunne jeg høre dem tale om, at de lige havde set Laura, Kim og Jens fortælle om livet om bord.

Jens hev lammekødet frem, Laura viste dragrummets toilet frem og Kim fortalte om at stå af ræset.

Og dermed kom der svar på tre af de mest gængse spørgsmål: Hvordan laver I mad, hvor går I på toilettet og hvorfor gør I det?

Det ser ud til at vi passerer Aalborg kl. 11.30. I øvrigt: Tak til borgmesteren i Løgstør for morgenbrød og ost. Havregrøden kunne ikke klare sig i konkurrence med det friskbagte.

af Henrik Kastoft

Torsdag den 27. juli 2006

Det er snart tre uger siden, Havhingsten forlod Roskilde. I morgen tidlig sætter vi kurs mod Thyborøn.

Jeg ved ikke, hvad der gør det, men dette skib har i bogstaveligste forstand medvind.

Bedst som vi troede, at vi skulle ligge i havn i flere dage på Bragdøya for at vente på gunstig vind, skiftede vejrudsigten i eftermiddag: vind fra nordvest 5-8 sekundmeter. Ideelt sejlvejr for os, som har Thyborøn som næste bestik på søkortet.

Vi regner med at nå Limfjordens udmunding i løbet af et døgn og sejler fra Bragdøya i morgen tidlig.

Og som om det ikke var nok, lover vejrudsigten for lørdag vind fra sydvest, perfekt vind når vi skal igennem Limfjorden.

Eller som Dylan sagde forleden:

"Vikingerne ville ikke forstå en pind, hvis de så en moderne sejlbåd... for hvorfor udstyre et sejlskib med bermudarig, når man i stedet kan bygge et vikingeskib, som altid har medvind".

Vejrudsigten passer mig godt. Den eneste sygdom, som har ramt mig under dette togt, er hjemve. Nu vil jeg gerne snart hjem til kæreste og børn - jo før, jo bedre.

Men jeg har lovet mig selv at nyde hvert minut, indtil vi anløber museumshavnen i Roskilde. Hjemveen er med som blind passager, men skal ikke sløve mine sanser. Jeg vil suge indtryk til mig, som jeg kan bringe med mig hjem.

På Bragdøya er der godt at være. Sov som sædvanligt under åben himmel med udsigt til skærgården. Og i dag har jeg hørt historierne om øen, som har været beboet siden 1610, dengang kongen - også i det vi i dag kender som Norge - hed Christian den 4.

Jeg har nydt synet af fine træbåde i havnen, mens jeg har siddet med ryggen op af de bygninger, hvor makrellen i gamle dage blev saltet og solgt videre til nær og fjern.

Og set øens fritgående får, som er meget lig den fårerace vikingerne holdt som husdyr. Og som gav den uld, vikingerne så mesterligt kunne forvandle til sejl på deres skibe.

Og hørt om det mørkeste kapitel i øens historie: Under Anden Verdenskrig henrettede nazisterne 23 russere og en polak på den afsidesliggende ø. De to lokale på øen fik besked på at indstille høsten af kålrabi på grund af en såkaldt skydeøvelse.

De tyske officerer kommanderede de dødsdømte til at grave deres egen grav i kålrabi-marken. Da staklerne havde klædt sig af og stillet deres sko ved gravens kant, blev de en for en henrettet med et nakkeskud. En af de dømtes forseelse var, at han havde forsynet en af tyskernes brevduer med en lille lap papir, hvor der stod:

"Længe leve Stalin".

I dag er øen ren idyl. Hvilket vi først og fremmest kan takke lokale entusiaster for.

Nu vil jeg benytte solens sidste stråler til at se naturhavnen på den anden side af øen, hvor skibe i Christian den 4.s tid lå i karantæne i 40 dage, hvis de kom fra områder ramt af pest.

Der er ikke pest om bord på Havhingsten. Kun to tilfælde af diarre.

Det kan de jo så tænke lidt over i Thyborøn...

af Henrik Kastoft

Onsdag den 26. juli 2006

"Se! En enestående måge," siger Mads. Jeg løfter blikket. Og ganske rigtigt; Havhingsten sejler forbi et skær, hvorfra en - og kun en - måge holder udkig.

Besætningen blev purret kl. 05.30. Vi sejlede fra Risør en halv time senere.

Op af formiddagen kom vi til Lyngør. Den bilfri by blev i 1992 kåret som Europas bedst bevarede landsby.

Lyngør har en lang og stolt maritim historie at fortælle. Og denne formiddag kommer formanden for lokalhistorisk forening om bord for at fortælle et par af historierne.

Det helt specielle ved Lyngør som havn er, at sejleren kan gå ud for alle vindretninger. Snævre vandveje snor og deler sig, så vind fra alle verdenshjørner kan føre et sejlskib ud i Skagerrak, der breder sig bag de vandskurede skær.

Husenes facader fortæller, hvem der oprindeligt byggede dem. Huse med tre vinduer hørte til matroserne, kaptajnernes huse havde fire vinduer, og skibsredernes boliger fem.

Engang aftalte otte kaptajner i Cardiff at tegne hver sit hus. Den første der kom hjem til Lyngør, skulle gå til snedkeren og bestille otte ens huse bygget ud fra vedkommendes tegning. Derfor står der i dag otte huse mage til hinanden.

Vi fik også historien om Napoleonskrigene og de snu nordmænd fra Lyngør, som sejlede med to sæt skibspapirer, så de kunne sno sig ud af enhver situation uanset hvem af de to kombattanter, de blev opbragt af.

Og søslaget midt i den snævre havn, hvor engelske "Dictator" under Crazy James' kommando sænkede danske "Najaden". 137 sømænd omkom.

Men den bedste historie var den om den fattige husmand, som havde to meget smukke døtre. Da en lokal søofficer blev udnævnt som kaptajn, mente han sig i stand til at forsørge en familie og bad pr. brev om den ældste søsters hånd.

"Hvis De ikke kan acceptere mit tilbud om ægteskab, giv da venligst dette brev videre til Deres lillesøster".

Dette blev dog ikke aktuelt. Storesøsteren sagde ja.

af Henrik Kastoft

25. juli 2006

Når vinden en sjælden gang svigter Havhingsten, er der fast arbejde ved årerne. På skift roede vi i går aftes og nat seks timer for at komme ud af den lange og snævre fjord, der leder de farende til og fra Tønsberg.

Og rejsen sydover blev en næsten ubrudt række af varme hilsner til Havhingsten fra folk i land.

En familie i et gult træhus rejste sig fra aftenkaffen og improviserede en bølge til ære for os. En ældre herre sprang indendøre, da han så os og kom tilbage med et Dannebrog, som han vajede blidt i solnedgangen, mens vi gled forbi. Og fra strandene blandede glade barnestemmer sig med årernes takt:

"Hej vikinger... hvor er I på vej hen? Hvor har I været? Kom herind vil I ikke nok? Hav en god tur..."

Fra huse langs fjorden glimtede hundredvis af blitzlys fra nysgerrige kameraer og adskillinger roere kæmpede med at indhente os for at kunne ro ved siden af Havhingsten og en stund beundre skibets smukke linjer.

Metereologerne havde lovet os gunstig vind fra midnat og vi satte sejl, men først ved tretiden om morgenen indhentede den os for alvor. Jeg havde hundevagten i nat og var til sidst ved at miste tålmodigheden: Det værste jeg ved, er et slasket sejl, der blafrer hid og did på grund af svag vind og daggammel sø. Flere gange fik jeg et smæld fra tovværk eller sejl i ansigtet og skulle tage mig sammen og tælle til mere end ti for ikke at lade den sviende smerte forvandle sig til raseri.

Men med solens stråler kom morgenbrisen og vi red yndefuldt gennem den yderste skærgårds barske og øde landskaber. Blandt andet forbi en håndfuld flade knolde omgivet af grundt vand. Knoldene kalder nordmændene for Danmark: Tak for sidst!

Og Dylan fra New Zealand er som altid god for et godt grin: Han lå her til formiddag på dørken og sov, da Sara mistede kontrollen over en dåse fugtighedscreme. Dylan vågnede brat med hænderne smurt ind i hvidt klistret stads og foregav straks en højrøstet intim situation:

"Oh yeah, baby... yeah... come to daddy, oohhh yeah, give it to me...!".

Hvis godt humør og humor er en kvalifikation om bord på Havhingsten, må Dylan være en af skippers yndlinge. Han er bestemt en af mine yndlinge.

Kort efter frokost nåede vi Risør, vi er nu nået halvvejs fra Tønsberg til Kristianssand, hvorfra vi går ud i Skagerrak med kurs mod Danmark.

af Henrik Kastoft

Mandag den 24. juli 2006

Farvel Geir, Gisle og alle I andre, som har været gæstfrie værter for os i Tønsberg. Jeg krydser fingre for, at det vil lykkes jer at samle penge til at bygge en kopi af vikingeskibet fra Oseberg.

Nu er vi på vej sydover. Efter et par timers roning i modvind holder vi nu badepause ved en idyllisk skærgårdsø. Nudister kun til styrbord, så vi skåner de nysgerrige børn på stranden for vikinger i utilsløret pragt.

Der er højtryk over Norge. Det betyder, at der til aften vil friske en gunstig brise op, som vi kan sejle ud af fjorden på. Derefter sætter vi kursen sydvestover mod Kristianssand, inden vi går ud i Nordsøen.

Jeg er godt tilfreds med at være på vandet igen. Benyttede sidste aften i Tønsberg til at få mig et brusebad. De seks minutters varme vand, som poletten gav adgang til, skulle udnyttes optimalt; derfor brusebadede jeg med hænderne, mens jeg trampede løs med fødderne på en lille bunke vasketøj. Hvem sagde, at mænd ikke kan multi-taske?

"Pirates of the Caribbian"? Tja, jeg er sikker på, at jeg hjemme i hverdagen ville mene, at de 95 kroner var spild af penge. Men i aftes - efter to uger uden tv, avis og radio - var det helt okay med halvanden times andenklasses Hollywood-underholdning.

Man kan blive glad for selv den mindste smule, når man sejler.

af Henrik Kastoft 

Søndag den 23. juli 2006

Jeg ligger på kajen i Tønsberg. Omgivet af bagage, vanddunke og et nyt hold gaster.

Er utålmodig.

Solen skinner og vinden er gunstig. Nu vil jeg bare væk. Ud på havet med vinden i håret og sømil under kølen.

Væk fra denne by som hver aften forvandler sig til Skandinaviens svar på Ibiza.

Væk fra Oslos unge jetset, som flyder rundt i megastore motorbåde. Jeg er lidt træt af dette cirkus af promiller og promenade-sejlads.

Lidt herfra ligger en tidligere fiskekutter. Engang en vejrbidt fiskers levebrød... i dag et flydende HIFI-anlæg malet i skrigende pink og beklædt med et virvar af kulørte lamper. Nu er det ikke mågernes skrig og dieselmotorens dunken, som indhyller skibet, men højspændt techno. Hvilken krank skæbne for et skib.

Ikke at der er noget galt i at være i havn, tværtimod. Andy og jeg har lige forkælet os selv med en stor skål rejer, groft brød og citron. Og i aften går vi i biografen for at se "Pirates of the Caribian". Men efter en weekend i havn savner jeg bølgerne og Havhingstens knagen, længes efter det store vand og det simple liv om bord.

Og ikke mindst savner jeg at nå vendepunktet; at kunne sige til mig selv at jeg sammen med den nye besætning er på vej hjem. Hjem til kæresten og børnene.

af Henrik Kastoft

Torsdag den 20. juli 2006

Sikkerheden om bord på Havhingsten er et emne, der er kastet mange kræfter i. Og arbejdet fortsætter med næsten daglige forbedringer.

Men i dag gik det galt.

Edgar fra Holland fik et eller andet tungt i hovedet, da vi skulle tage årerne ind og gøre sejlet klart. Uden at nogen rigtigt så, hvad der skete, styrtede han pludselig bevidstløs omkring. Der blev kaldt på sygeplejerske og førstehjælpere, som kom ilende til.

De kunne ikke komme i kontakt med ham og begyndte derefter at tjekke puls og åndedræt. Og besætningsmappen med oplysninger om alle gasters helbred, blev bragt frem til ulykkesstedet.

Helt tilfældigt kom en politibåd sejlende med kurs mod os og kunne give vigtige oplysninger om nærmeste hospital og Røde Kors-båd. Og Susanne, skibets sygeplejerske, måtte fortælle dem, at der var tale om en øvelse, som kun hun, skipper, Edgar og hans kæreste, Trixi som også er om bord på skibet, kendte til.

Alle åndede lettede op, da Edgar rejste sig med et stort smil.

"I am well".

Store smil var der også, da Havhingsten passerede tæt forbi en ø med en lejr for børn.

"Hør efter... om lidt passerer vi en ø med en masse børn, som forventer et kæmpestort vikingebrøl. Er I klar?" spurgte styrmand Kjetil på syngende norsk. Og så fulgte et infernalsk vikingebrøl, som nok kunne skræmme et irsk nonnekloster til døde, men som fik ungerne til at hyle af begejstring og bryde ud i en sang til ære for os.

Nu er det aften. Ny ø. Lige så skøn, som Lindholm. Med søde norske jordbær i maverne. Nu venter vi bare på Gaia.

Fredag den 21. juli mødes Havhingsten med rekonstruktionen af Gokstadskibet, Gaia og sammen sejler de ind til Tønsberg, hvor de vil være kl. 14. "Det skal ikke være nogen kapsejlads" siger styrmand Vibeke, "vi skal bare ligge forrest".

Af Henrik Kastoft

Onsdag den 19. juli 2006.

En flok edderfugle bliver studeret fra Havhingsten.

"Hold kæft, hvor er det en fed kikkert," siger Preben til Søren.

De taler om, at kikkerten har en skala, så man kan måle højden på et fyrtårn.

"Kan man så også tage brystmål på den båd derovre," spørger Preben og peger på en kvinde i en motorbåd i nærheden..

"Ja-ja... det er en D-skål.

Vi er i farvandet ud for Sørlandet. Solen brænder, der er ikke meget vind. Stemningen er afslappet, sejladsen er nærmest lidt kedsommelig, for der er ikke meget at gøre og vi bevæger os stort set ikke.

Pludselig skærer et råb igennem:

"Mand over bord!".

En bjærgemærs bliver smidt ud for at markere stedet.

"Bjærg sejl," kommanderer Vibeke, som er styrmand på dagens sejlads.

Sejlet er nede på tværs af skibet på få sekunder.

"Årerne ud. Ro i styrbord, skod i bagbord".

Men det er vanskeligt at få alle årer ud med 118 kvadratmeter sejl nede.

"KOM NU! En mand er ved at drukne!".

Det er skipper, som er faldet over bord fra løftingen, den agterste del af skibet.

Øvelsen - for det viser sig bagefter at være en aftalt øvelse - varer fire minutter og et sekund, så er en tilsyneladende livløs skipper bjærget.

Susanne, skibets sygeplejerske, træder til med professionel førstehjælp. Men det hjælper gevaldigt på skippers helbred, at norske Gisle nærmer sig Havhingsten i en motorbåd fyldt med nye kartofler og - ikke mindst - muffins.

"Jeg er i live," råber skipper og rejser sig til klapsalver fra besætningen.

Vi sætter sejl igen og sætter kursen mod vores lejr.

af Henrik Kastoft

Tirsdag den 18. juli 2006

Lige som vi sneg os ind i Oslofjorden i ly af mørket, listede vi ud i aftes og nat. Nu er vi i Sørlandets skærgård.

PR-arbejdet i Oslo er vel overstået: Alene besøget på Honnørkajen i hovedstaden har kastet 50 avisartikler af sig. Og flere er på vej i aviser, magasiner og blade.

Rejsen sydpå i går aftes begyndte med roning på hver anden åre, så der var mandskab og kræfter til at ro hele natten. Jeg roede i en time i træk, så trængte kontorhænderne og de vordende vabler til en pause. Men skipper er ikke tilfreds, før vi kan ro i to timer, derefter pause og så to timer igen... og så videre.

"Hvis ikke man kan holde til det, skal man måske overveje, om dette projekt er det rette". Eller som skipper også mere bramfrit har sagt det:

"I skal kunne ro på jeres hæmorider. Og vabler er kun et problem de første femten dage, så går det over af sig selv".

Men i denne omgang kom nordenvinden os til undsætning, så vi kunne gå for sejl sydpå.

Nu er vi landet på en norsk bounty-ø. Jeg tror, den hedder Lindholm, men jeg ved, her er dejligt. I en lille bugt ligger en sandstrand. På klipperne vest for stranden snor en landgangsbro sig. Havhingsten har kilet sig ind mellem ti motorbåde. Øen er et populært udflugtsmål for norske børnefamilier, der lige nu tilbereder aftensmad på klipperne.

Jeg har vasket tøj i en plastikspand. Og taget den værste lugt af mig selv med et koldt havbad. Huden føles stram af sol og saltvand, men det er skønt at være ren.

I morgen skal der svedes igen. Skipper vil ud og finpudse vendinger og roning, inden vi fredag skal sejle om kap med det norske vikingeskib Gaia ved Tønsberg.

af Henrik Kastoft

Mandag den 17. juli 2006

Vejrudsigten lover, at vinden fra syd vil vende i dag mellem 17 og 20. Derfor er vi lige nu - klokken 14:45 - ved at gøre klart skib, så vi kan komme sydpå. Mod Tønsberg.

PR-arbejdet i Oslo er vel overstået. I går var der et indslag i NRK og i dag har vi givet interviews til det norske nyhedsbureau, tre aviser og det internationale Reuters.

Det skete med Havhingsten liggende ved Honnørkajen ved Aker Brygge. Det var her, den norske konge gik i land fra sit eksil, da Norge atter blev frit i 1945.

Ikke uden grund føler jeg mig lidt beæret over, at havnekontoret har givet os tilladelse til at træde i land her.

Livet med Havhingsten er langt fra kongeligt: I nat sov jeg som en anden hjemløs på landgangsbroen ved Søfartsmuseet på Bygdøe og tog mig en tiltrængt etagevask på det offentlige toilet 100 meter derfra.

Da jeg stod med den ene fod i håndvasken, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt af mig selv:

"Skal dette forestille at være ferie?".

Jeg ved ikke helt, hvad det skal forestille, men det er i hvert fald anderledes end noget andet, jeg tidligere har oplevet.

af Henrik Kastoft

Søndag den 16. juli 2006

Kort før vi i går forlod svensk farvand i Skagerrak, kom Kustbevakningen buldrende med kurs direkte mod os. Ikke for at borde os eller vifte os snuden med formaliteter og papirer. De ville bare se nærmere på Havhingsten, vinke til os og tage fotos.

Hvor er det skønt at se tre mænd på broen i deres formelle uniformer blive som drenge igen.

Senere breder der sig på Havhingsten en lyst til at fjolle. Edgar fra Holland spiller på tromme på en næsten tom plastkdunk med juice. Og pludselig bryder Preben ud i indiansk skønsang. Det lyder så komisk, at hele midtskibet snart efter hulker af grin.

Måske er noget af det stærkeste om bord faktisk den humor, vi bringer med os.

Med pastasalat og koteletter i maverne sejler vi ind i Oslofjorden. Mørket og stilheden sænker sig. Desværre lægger vinden sig også sidst på hundevagten, der går fra midnat til klokken fire. Jeg har frivagt, men kan slet ikke falde til ro. Det hævner sig. Jeg er dødtræt, da vinden vender og skibet går i stå med en landbrise ret imod. Vi må til årerne, jeg er udmattet, men holder takten.

Ved sekstiden om morgenen kommer de forløsende ord. Styrmand siger, vi går i havn for at sove et par timer, til vinden frisker op igen.

Vi finder en kajplads i ly for dønningerne fra de enorme færger, som kommer tæt forbi. Men ejeren har slet ikke lyst til besøg. Flankeret af sin hund beordrer han os væk fra sin matrikel og strand. Vi spørger venligt, om ikke vi nok må blive... bare et par timer, eventuelt i båden, så vi ikke lægger beslag på hans strand. Men nej, vi får besked på at skride.

Jeg råber tak i det mest ironiske tonefald, jeg kender. Og skipper er vred:

"Må din røv klø og dine arme være for korte," bliver de sidste ord, vi veksler med den smålige nordmand.

I dag er vi blevet mødt med al den venlighed og nysgerrighed, vi kunne drømme om. Andy fra Tasmanien er blevet interviewet af australsk radio, og NRK tog imod med rullende tv-kamera, da vi anløb Oslo. Motorbåde og sejlskibe har fulgt os på vej. Og folk på stranden har vinket.

Og det er svært at forestille sig flottere entre: Vi blæste ind i Oslo med ni knob og solskin i ryggen. Sidst et langskib var på disse kanter, var for 900 år siden.

af Henrik Kastoft

Lørdag den 15. juli 2006

Vi er tilbage på vandet efter en hviledag på Bassholmen i den svenske skærgård. Kursen er sat mod Oslo. Aftenposten i Norge har skrevet, at Havhingsten umuligt kan sejle hele vejen gennem fjorden til Oslo. Vi skal sgu vise dem... Skuldelev 2 blev bygget, fem år før Oslo blev grundlagt!

Vinden er 3-5 sekundmeter, så der er fredeligt om bord. Det giver plads til sjofle vittigheder, læsning og fiskeri. Harry har fanget ti makreller, som nu er i kokkens hænder.

Navigationsgruppen har været rundt i skibet og fortælle om empirisk navigation, altså erfaringsbaseret navigation svarende til den vikingerne benyttede.

Det handler i bund og grund om at bruge sine sanser i stedet for GPS, ur og andre moderne hjælpemidler. Og notere sig kendemærker på vej ud, så man kan finde hjem igen.

I midtskibet er vi fem, som noterer gisnet tid, fart og kurs, da agterskibet råber "mærke".

Andy fra Tasmanien mener bestemt, at klokken må være 10.30. Mads ser op mod solen.

"No, no, no..., it is 10.45, Andy".

Men Andy viser sig at have ret. Klokken er præcis 10.30 og Andy har vundet håneretten, for Mads er på hjemmebane, mens alt - selv solen - står helt forkert for manden " from down under".

De to kombattanter er til gengæld enige om farten. Den ene siger 3,5 knob, den anden 3,6. Men Claus er den, som kommer tættest på; nærmest uden at se ud over skibssiden gætter han tørt på 2,5 knob. Den rigtige var 2,3 knob.

Sidste dyst går på kursen. Og her skyder midtskibet i alle retninger; fra 200 til 300 grader. Jeg kigger på solens position i forhold til skibet og tjekker till sidst af med mit indre ur, der siger 10.45. Og skriver 270 grader på skemaet, som mit bedste gæt. Det viser sig at være det bedste bud, fem grader forkert, for kursen var 265 grader.

Vi fejrer dysten med lidt mundgodt fra slik- og kiksekassen. Og griner fjollet, da vi åbner posen med hurlumhej-mix fra Bon-bon og får fingre i numser og bryster af vingummi. Det er vist bare en af de dage, hvor selv det mest platte er hylende grinagtigt, hvor andres latter smitter og intet er til at tage alvorligt.

Jeg er nødt til at løbe... der er frokost; rugbrødsmadder med tun og mayonaise.

Klokken er 12.28. Vi går 4-5 knob. Med den nuværende hastighed er vi ved indsejlingen til Oslofjorden om 22 timer. Og i Oslo om 29.

af Henrik Kastoft

Fredag den 14. juli 2006

"Når I kommer tilbage, hører Norge under Danmark igen!" råber skipper Carsten, da vi på kort afstand passerer en norsk sejlbåd midt i Skagerrak.

Humøret er højt på begge skibe. Den norske båd har kurs mod Skagen, vi er på vej mod Lysekil i den svenske skærgård.

Havhingsten har fundet sit rette element. Bølgerne er tunge og 3 meter høje. Langskibet vrider sig som en fisk i vandet. Jeg står i skipperrummet. Vibeke er på roret, Søren tjekker kursen på søkortet. Smilene er brede. Der er ingen tvivl; de to bådebyggere er mere end tilfredse med skibet, nu da naturkræfterne for alvor omfavner skibet. I begyndelsen er det en smule skræmmende at se, hvordan de 30 meter snor sig i alle retninger som en slange i søen. Vi går 7-9 knob. men det er netop den smidige konstruktion, som gør det muligt at bygge så langt og smalt et skib, som vikingerne gjorde.

Stemningen om bord får endnu et nøk opad, da Jens kok sender kartoffelmos og pølser frem i skibet... to halve pølser til hver.

Da vi i solnedgangen anduver Lysekil, står fontæner af hvidt skum hen over de forræderiske skær. Vinden lægger sig. Månen står op. Der bliver helt stille omkring os. Stille som en kat lister vi os længere og længere ind bag klipperne.

Mørke øer rejser sig på begge sider af os i sundet, der bliver smallere og smallere. Klipperne er højst et stenkast væk. Med lygter lyser vi os vej igennem. Klokken tre når vi Bassholmen, hvor vi skal slå lejr for natten.

Fantasien kører i højeste gear. Jeg ser for mig, hvordan vikingerne listede sig ind på fjenden i ly af natten.

Fjenden viser sig at være dansk. Da vi forsøger at lægge os udenpå en dansk båd, ryger ejeren arrigt op på dæk, vred over at blive forstyrret i sin nattesøvn.

"Kommer I fra Tvind eller hvilken efterskole er I fra?!"

Nu er det morgen. Havregrøden ligger varmt og godt i maven. Kokken satte trumf på med lidt akaciehonning:

"Nu skal der sgu være gilde," som han sagde.

af Henrik Kastoft

Torsdag den 13. juli 2006

To ældre mænd står på kajen i Vesterø Havn på Læsø.

"Det er sgu et flot skib," siger den ene til den anden.

"Og stort... de er 65 mand om bord. Men ingen børn."

"Ingen børn?"

"Næh... Men det kan jo komme."

"Nåh, hvordan det?"

Et smørret grin breder sig på den andens ansigt. "De ligger sgu tæt om natten og der er både mænd og kvinder om bord, du! Hvordan skulle de ellers holde varmen."

Man kommer hurtigt til at holde af læsøboerne.

I går kom en kvinde ned på havnen. Hun havde set indslaget i TV2 og brændte straks en cd, som hun cyklede ned på havnen og stak mig i hånden.

"I gør jer altså godt på tv."

Vi stod ud fra Læsø klokken 12. Kursen sat mod Skagen, hvor meldingen går på op til 14 sekundmeter vind fra vest. Derefter falder vi af og går med den hårde vind mod Sverige, måske anduver vi Lysekil i aften.

Lige nu, klokken 14.29, er vi ret øst for Hirsholmene ud for Frederikshavn. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Vinden er tiltagende og der breder sig en forventningsfuld stemning om bord; om lidt er vi ud for Skagen... ude i det store vand, Skagerrak.

Vi er længere væk fra Roskilde end nogensinde før i Havhingstens tid.

Vi er 61 mand om bord. En gast valgte at stå af på Læsø kort før afgang. Som det sig hør og bør rejste alle mand sig i båden og hilste på vores mand på kajen.

Da årerne gik i vandet brød de 50 tilskuere på kajen ud i spontane klapsalver.

Farvel Læsø... det var en fornøjelse. Nu er du sunket i Kattegat agten for Havhingsten.

Skagerrak.. vi er på vej!

af Henrik Kastoft

Onsdag den 12. juli 2006

"Godt det ikke er mig".

Jeg er lige vågnet. Ligger på dækket på Havhingsten. Klokken er 10. Jeg har fået fem timers søvn, siden vi tidligt i morges anløb Vesterø Havn på Læsø.

Sætningen kommer fra en teenagepige i stramme cowboybukser og moderigtig top. Hun ser med et vantro blik ned i skibet, hvor jeg og andre gaster ligger i et virvar af tovværk, soveposer og liggeunderlag.

Jeg tror, jeg ved,hvad hun tænker, men smiler for mig selv; jeg ville ikke bytte sommertogtet med sommerhus, spabad og solbadning.

Ikke nu i hvert fald. Ikke nu da solen titter ned til mig og jeg er udhvilet.

Men jeg havde nok været til at tale med seks timer tidligere. Hundevagten fra midnat til klokken fire var hundekold. Eneste trøst, mens vi spejdede efter Læsø i horisonten, var udsigten til fuldmåne agten for skibet og Nordstjernen, der kiggede frem bag sejlet. Og en håndfuld kiks fra natkassen - en plasticboks med godter til de værdigt trængende.

Vi gik ind til Læsø for at rette masten, som hælder en smule agter. Det er ved at blive rettet nu. Vi sejler videre mod Norge i morgen.

Vinden har været gunstig: 107 sømil på 22 timer, fra Frederikssund til Læsø på lidt mindre end et døgn.

Besætningen har travlt med tusinde praktiske gøremål, men der er også tid til lidt personlig pleje; en isvaffel, et brusebad eller bare fem minutter lidt alene med sig selv og sine tanker.

På kajen stimler lokale fiskere, turister og andet godtfolk nysgerrigt sammen om skibet. TV2 Nord har også været forbi.

Kan være, de tænker lige som teenageren, men fra alle lyder det samstemmende; "det er godt nok et smukt skib".

Sådan er det bare...

af Henrik Kastoft

Tirsdag den 11. juli 2006

vi sejlede fra roskilde sent om eftermiddagen i går. lige tids nok til at nå sidste broåbning kl. 22 ved Frederikssundsbroen. Her overnattede vi ved fortøjningsbroen. Mens vi tørnede ind stod en gylden fuldmåne op over Roskilde Fjord.

klokken 5 blev vi vækket af den norske 2. styrmand, Kjetil. Sammen med to marsvin stod vi ud af fjorden med kurs mod Kattegat, hvor vi er lige nu. Morgenmaden stod på havregrød og kaffe. Menuen er den samme i morgen. Der er lovet 13 meter i sekundet og skibet går 7-8 knob i gennemsnit, men vi har kortvarigt været oppe p 11 knob.

Kursen er sat mod Grenaa og derefter vest om Læsø.

Stemningen er god, men nogle maver skal lige vænne sig til søen og de første gaster om bord har ofret i samme forbindelse.

Og sygeplejerske Susanne har konstateret, at knivene om bord er skarpe, fire gaster har skåret sig i en finger i løbet af det første døgn.

Klokken 13.30 passerede vi T-ruten og hilste på to tankskibe og et flådefartøj.

Vejrmeldingen lover 15 sekundmeter i Skagerrak. Vi er på vej... 

Af Henrik Kastoft,

Søndag den 9. juli 2006.

Det er søndag, klokken er halv to om eftermiddagen. Jeg burde være i fuld gang med at pakke mine sejlersække.

I stedet sidder jeg på min arbejdsplads med en ustabil Internetforbindelse og forsøger desperat at få betalt de sidste regninger via netbank, så kongens foged ikke er den første, der byder mig velkommen hjem, når vi om en måned lægger til kaj i Roskilde. Skal også nå at besvare et par mails i embeds medfør. Og have arrangeret, at bilen bliver sendt til service, mens jeg er væk. Og…

Nå, pakkeriet må vente til i aften.

Værre er, at listen med ting jeg ikke har anskaffet mig endnu, er lang som en afslutningsdebat i Folketinget. Jeg er med i skibets kernebesætning og vi skal mødes på Vikingeskibsmuseet i morgen klokken 08:30 – en halv time inden hele besætningen samles og skibet pakkes. Men alt imens dette står på, skal jeg også på apoteket og hente søsygepiller. Derefter i Friluftsland for at købe sejlersække. Senere går turen til nærmeste genbrugsbutik for at opstøve en uldtrøje. Solbriller, kasket, sydvest og et par småting jeg har glemt, står også på den liste, jeg har inde i hovedet.

Dagen begyndte ellers fredsommeligt i drømmeland et sted ude på Kattegat. På Oslobåden ’Crown of Scandinavia’ med kursen sat mod København. Efter en uges sommerferie i en hytte på sæteren i udkanten af Jotunheimen. Sammen med kæresten og de to sønner som jeg skal være adskilt fra de næste fire uger. Det bliver svært at sige farvel. Lige nu hjælper travlheden med at skubbe sørgmodigheden foran mig, men jeg er sikker på, at den vil indhente mig et sted i Roskilde Fjord mandag eftermiddag. Og blande sig med de højspændte forventninger til sommertogtet. En rå cocktail af stærke følelser. Udlængsel og hjemve.

Gad vide om jeg er den eneste i besætningen, som er bagud med alt? Store pakkedag er blevet til alt-for-korte-panikdag. Sådan er bare. Nu er teksten til ’Havhingstens’ hjemmeside skrevet og jeg kan sætte endnu et flueben på listen over ting, jeg skal nå at gøre.

Af Henrik Kastoft,

lørdag den 8. juli 2006.

Så er den mest ubehagelige del af forberedelserne klaret. Jeg har læst den 26 sider lange krise- og beredskabsplan for ’Havhingsten’.

Og jeg har sendt min familie det brev, som Vikingeskibsmuseet har skrevet til besætningens pårørende. Det handler kort og godt om, hvad der vil ske i tilfælde af en ulykke eller havari.

Tonen er nøgtern. I krise- og beredskabsplanen bliver det tørt konstateret, at ’Havhingsten’ i tilfælde af havari sandsynligvis går ned på få sekunder. Her kan jeg også læse, at jeg skal bære kniv, for at kunne skære mig fri af sejl og tovværk, hvis skibet kæntrer.

Jeg er gast i midtskibet. Her mødes hovedparten af de 2.000 meter tovværk om bord. Det kribler koldt i nakken ved tanken om, hvor nemt vi i en nødsituation kan blive viklet ind i en ormegård af tovværk eller fanget under de 118 kvadratmeter sejl.

Der er stærke kræfter i spil med opdriften fra en udløst redningsvest og tyngden fra et vådt hørsejl. For stærke? Jeg skyder tanken fra mig. Og lover mig selv at slibe kniven en ekstra gang.

Jeg blev vel født som sejler engang i teenageårene – undfanget i en eventyrlysten rus over Troels Kløvedal og Erik Wedersøes bøger. Først da jeg blev omkring de 30 fik jeg gjort de ubekymrede drømme til en slags virkelighed på Roskilde Fjord.

Det er snart ti år siden nu. Og jeg er parat til med ’Havhingsten’ at tage endnu et skridt i udviklingen fra dagdrømmer til fuldbefaren sejler. Jeg kan mærke det i mig selv og bilder mig ind, at jeg også se det hos de andre gaster; den kåde eventyrlyst er på det seneste blevet blandet med et gran alvor.

En alvor som bunder i en dyb respekt for de kræfter, der er på spil.

Ret beset skal vi ud på en sejlads, som ikke er blevet gjort siden vikingetiden. Vi kender skibet i magsvejr, men ved ikke, hvordan ’Havhingsten’ vil klare sig, når naturkræfterne for alvor tager fat i skibet.

Vi er lærlinge udi vikingernes sømandskab. Så tror pokker, at der er en lille knude i maven, selv om museum og skib har anstrengt sig for at sikre maksimal sikkerhed.

I morgen skal jeg pakke. I overmorgen skal vi sejle.

Af Henrik Kastoft,

fredag den 7. juli 2006.

Det er sidste dag på arbejde inden sommerferien. På kontoret taler vi om, hvad vi hver især skal de kommende uger.

En skal i sommerhus på Sydfyn. En anden lader tilfældighederne og rejsebureauets ’last minute’-tilbud råde. Og hvad skal du så, Henrik?

”Jeg skal sejle med vikingeskib i fire uger”. Svaret afføder en del opklarende spørgsmål. Hvor sover I? Har I mad om bord? Hvor sejler I hen?

Da vi har talt om at sove på dækket, at der er gaskomfur om bord og at vi skal sejle i Skagerrak, konkluderer kollegerne:

”Ja, det lyder godt nok spændende, men det er da utroligt, at du gider bruge din ferie på det”.

Sådan er det næsten altid.

Familie, venner og kolleger spærrer øjnene op, når de hører om ’Havhingsten’. Hen over deres ansigter vandrer på skift nysgerrighed grænsende til beundring, overbærenhed grænsende til vantro.

Der er ingen tvivl. De synes, jeg er sær… men på den gode måde. Skibsfartens svar på en godmodig landsbytosse.

Men de rammer mig, når de spørger; ”hvorfor gør du det?”.

Jeg bliver ramt, fordi jeg sandt at sige ikke kender svaret. Og det er nu en gang mest trygt at vide, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Eller i det mindste at kunne foregøgle andre, at jeg ved det. Men sådan er det ikke.

Om få dage sejler vi fra havnen i Roskilde. Foran os er der fire uger, hvor en gulvspand gør det ud for en wc-kumme. Hvor en dørk af træ gør det ud for en springmadras. Og hvor en smal tofte gør det ud for en lænestol. Havregrød til morgenmad i fire stive uger.

Så hvorfor?

Jeg stillede mig selv samme spørgsmål, da jeg for et par år siden stod ved startsnoren ved Copenhagen Maraton. Det var heller ikke helt enkelt at svare på. For det er ikke nogen fornøjelse at løbe 42 kilometer.

Men omvendt… hvem siger, at livet og en sommerferie skal være fornøjelse? At sejle med ’Havhingsten’ er en stor og en stærk oplevelse. Som lugten af tjære, der bider i næsen.

Som tovværk af hamp der sliber håndfladen blank. Som kulingens buldren, der trykker i ørerne. Som smagen af salt havluft der sætter sig på tungen.

Jo, der er nok at glæde sig til…

» Se øvrige nyheder...

» Læs om baggrunden for projektet...