Baggrund for langskibet 'Havhingsten fra Glendaglough'
'Havhingsten fra Glendaglough' blev bygget på Vikingeskibsmuseets bådeværft i 2000-2004, og er med sin længde på 30 meter verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib. Langskibet blev verdenskendt, da det i 2007 sejlede til Dublin og retur til Roskilde året efter.
Forbilledet for 'Havhingsten' er det originale Skuldelev 2-langskib, der blev udgravet i 1962 og, som i dag kan opleves på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Skuldelev 2 blev oprindeligt bygget af skandinaver i Dublin i året 1042, men endte efter mange års tjeneste sit liv som del af en sejlspærring anlagt til beskyttelse af Roskilde, det daværende kongesæde i Danmark.
Langskibet er essensen af vikingetiden - skibene bragte krig og ufred - men også orden og statsmagt. Det var langskibe som Skuldelev 2, der i 1000-tallet gjorde det muligt for de danske konger at få fodfæste i England og Irland og som - i et kort tidsrum - med deres overlegne styrke, bandt Danmark, Norge, Sydsverige og England sammen i Knud den Stores Nordsø-imperium.
'Havhingsten fra Glendalough' er det nærmeste, vi i dag kan komme oplevelsen af et komplet langskib, og skibet repræsenterer vikingetidens højteknologi og vikingernes store maritime kunnen.
Samtidig er skibet og sejladserne del af et arkæologisk eksperiment. Sommerens sejladser føjer endnu et kapitel til vores viden om langskibenes rejsehastighed og sødygtighed, der gør det muligt at forstå forudsætningerne for vikingetidens ekspansion.
Klik på billedet for at se Havhingstens rute 2013
Læs mere om Havhingsten fra Glendalough
» <link baadevaerft baadsamlingen baadsamlingen-online vis boat havhingsten-fra-glendalough _blank external link in new>Fakta om Havhingsten fra Glendalough her (åbner i nyt vindue)...