Der småsludres i skibet, imens mørket falder på i Dragør. De sidste aftengæster stiller spørgsmål til vores skotske gast og der kan høres latter fra teltlejren.
De første 4 døgn af sommertogtets 2. etape har været en ilddåb for de påmønstrede gaster; lange, seje nattevagter, kolde morgener under uldtæpperne, smukke stjernehimler og for mange, første mulighed for at få Havhingsten helt ind under neglene.
Efter 27 næsten vindstille timer på Storebælt og Kattegat dukkede Anholt endelig op i horisonten. 'Land i sigte' blev der råbt fra forskibets udsigt - et udråb, der sendte en latter ned gennem skibet, efter en etape, der føltes uendelig lang. Gennem natten blafrede sejlet omkring masten og over hovederne på de sovende. Vi sejlede max 5 knob.
Op af formiddagen kom vinden og vi dristede os helt ind i havnehullet før sejlet blev bjerget. Indenfor molen brasene agterskibet bak og tog farten af Havhingsten. Det var en fræk manøvre - og et bevis på, hvor hurtigt et vikinge-langskib kan bremses. Desværre tog strømmen herredømmet over skibet, inden årene kom i vandet. Det sendte os direkte mod molekanten, hvor vi længe kæmpede os fri ved hjælp af armkræfter, åre og assisterende gummibåd.
På Anholt kom vinden vi manglede på sejladsen. Stormpløkkerne måtte bankes i klitterne og med lygter i panden, mødtes flere nattehelte for at sikre barduner og smide sten på teltenes kanter.
Etapen fra Anholt til Dragør var anderledes dramatisk. Stadigt blæsende over Anholt gemte vi os i læ til om eftermiddagen, før vi stak næsen ud i Kattegat.
Efter en kort stund blev et slæb sat, der skulle fragte os over A, T og D ruten. Dagsgamle dønninger fik Havhingsten til at rulle voldsomt. Rå, bidevindsvanter og madkasser måtte surres fast, og en ulmen gik i maven på flere gaster, lige før aftensmaden.
10 - 12 m/s, et reb i sejlet og 8,4 knob for styrbord halse ned gennem Kattegat med kurs mod Øresund. Kæmpe bølger kom faretruende imod essingen, men forsvandt under skibet - og vandet fossede ind af årehuller og ved vanttovene i skibssiden. Vi lænsede på pumperne i agter og midtskibet, og kæmpede en brav kamp med at holde vandet ude. Efter flere mislykkedes forsøg med oksetalg omkring vanthullerne, blev en lyserød klarklud fundet frem fra opvasken, som et sidste desperat, men effektivt våben.
04.00 lå Kronborg til vores styrbord side. Vinden løjede og endnu en smuk vindstile og varm morgen mødte os på Øresund.
Nu ligger vi i Dragør, hvor Dragør Bådelaug har taget vel imod os; vi låner klubhus, grill tiltrængt skygge og bord/bænke til 60 sulte besætningsmedlemmer. Vejrudsigten er ikke lovende. Vi holder os til små etape og sejladstræning i Øresund - måske Falsterbo, måske Malmø, måske Hven!
Carsten Hvid er tilbage, som skipper på Havhingsten. Med ham kommer et hav af gode fortællinger om dramatiske sejladser, som kan give gasterne et sidste snært af eventyr, hvis ikke vinden kan....