Skibe har gennem hele historien dannet grundlag for magt – ofte gennem krigs- og erobringstogter.
Under sommertemaet ’Skibe, Krig og Kongemagt’ har vi udviklet museumsoplevelser - både ude og inde - der tilsammen giver indblik i skibenes betydning for, hvordan vores verden ser ud i dag.
Vikingernes langskibe
Langskibene er essensen af vikingetiden. Med dem blev de skandinaviske lande store og betydningsfulde.
På tværs af sunde og bælter og langs uvejsomme kyster bragte langskibene krigere og ufred – men også orden, struktur og statsmagt, der hen ad vejen førte til, at de nordiske kongeriger fandt deres plads i Europa.
Det var også langskibet, der i et kort tidsrum i 1000-tallet dannede en tæt kontakt henover Nordsøen.
En kontakt der var stærk nok til at binde Norge, Danmark, Sydsverige og England sammen i Knud den Stores Nordsø-imperium.
Og det var langskibet, der sikrede skandinaviske indvandrere og deres efterkommere fortsat politisk magt og indflydelse langs Nordeuropas kyster, i Normandiet, i England, i Skotland og i Irland.
Hele sommeren er det muligt at gå ombord i et af museets rekonstruerede langskibe, der ligger ved ’Strandengen’, hvor vi har indrettet en træningslejr for krigere.
Her kan I dyste i vikingelege, kæmpe med sværd og skjold og møde museets dygtigere håndværkere, der gerne viser og fortæller.
» Se her, hvornår I kan møde de forskellige håndværkere …
Vikingetidens samfund - Kongemagt
Vikingetiden er præget af mange forandringer. En af de mest markante forandringer er, at Danmark, med Harald Blåtand som konge, bliver samlet til ét kongerige.
At Danmark bliver samlet, giver kongen nye muligheder for at udbrede sin magt og sine love, samt at opkræve skatter og told.
I Vikingeskibshallen har vi lavet en spændende samling af lydfortællinger, hvor man blandt andet kan høre om ’Magtens skib’ og ’Vikingetidens strategi og forsvar’ direkte fra museets eksperter.
» Læs mere om den nye lydguide med ekspertfortællinger her …
Krigens katastrofer
Når man skal anlægge broer, havne eller måske en tunnel, kan det ske, at man finder spor efter menneskelig aktivitet på havbunden.
Vikingeskibsmuseet er ansvarlig for de komplicerede, marinarkæologiske undersøgelser, hvor udgravningerne bliver foretaget af arkæologer, der også er uddannede, professionelle erhvervsdykkere.
Gennem en årrække har museets marinarkæologer arbejdet i Femern Bælt forud for anlæggelsen af Femern Bælt tunnelen, og her har de gjort et opsigtsvækkende fund af tre skibsvrag; SWARTE ARENT, LINDORMEN og DELMENHORST, der sank i et dramatisk søslag i 1644.
Resultatet af undersøgelserne af krigsskibene kan ses i udstillingen 'I Røg og Brand – Slaget i Femern Bælt, 1644', hvor også historien om, hvordan Christian 4. trak et glemslens slør over dette slag og i dag trods denne katastrofe, står tilbage, som en ægte krigerkonge.
» Læs mere om udstillingen her …
Ro ud på fjorden
En af de allerstørste oplevelser, I kan give jer selv, er en rotur ud på Roskilde Fjord i en af museets traditionelle, nordiske træbåde, der har rødder i vikingetidens bådebygning.
Følelsen af båden, der glider gennem vandet og lyden af årer, der bryder overfladen, har ikke forandret sig siden vikingerne sejlede havene tynde.
Blæsten i håret og solen på kinderne giver følelser, der går som en tråd tilbage til gasterne ombord på vikingeskibene.
Vi kommer ikke fortidens mennesker nærmere, for her er alt, som for 1000 år siden.
» Læs mere om de daglige sommer ro-ture på fjorden her …
Velkommen til en spændende sommer på Vikingeskibsmuseet
Et sommerbesøg på Vikingeskibsmuseet tager jer med gennem de tre temaer ’Skibe, Krig og Kongemagt’ og gennem museets aktivitetsområder både ude og inde, og I kan kaste jer ud i selv at bygge modelskibe på bådeværftet eller dyste mod hinanden på Strandengen. Eller I kan fordybe jer og få ny viden gennem lydfortællinger, rundvisninger eller høre en ’Viking Talk’, der går i dybden med historiske emner.
» Se hele sommer programmet her …
Fakta:
Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Åbningstid: Alle dage: kl. 10-17
Pris: Familiebillet (2 voksne + børn under 18 år): 280,00 DKK