Bundmaling

I Erik den Rødes Saga fortælles i kapitel 14, at man i sagatiden brugte at smøre skibene i bunden med “sæltjære”, for at pæleorm (“skelmaddiker”) ikke skulle gennemgnave træet og derved sænke skibene. Desværre fortæller sagaen ikke, hvad sæltjære egentlig består af. Fritzners oldislandske ordbog foreslår en tjære fremstillet af sælspæk. Tran afkogt af sælspæk har i historisk tid fundet megen anvendelse til træbeskyttelse, idet det indeholder flerumættet fedt ligesom lindolie. Derfor indledte en arbejdsgruppe på Vikingeskibsmuseet et praktisk forsøgsprojekt, som i første omgang var baseret på marsvinsolie.

Som de første oprettedes en database om naturkemi med alle de oplysninger, opskrifter og muligheder indenfor giftmaling og konservering af træ som vi indtil nu kender til fra vikingetid og middelalder. Denne database vil naturligvis blive holdt opdateret i takt med at forsøgsresultater og nye oplysninger kommer ind.

Dernæst fik museet kontakt med firmaet Olsen Design Aps. i Skærbæk, som allerede var i gang med praktiske forsøg på at udvikle en moderne, ikke-miljødestruktiv bundmaling, der kunne beskyttede træskibe mod pæleorm. I det øjemed skulle der udsættes et antal plader med malingsprøver i forskellige danske havne. Vikingeskibsmuseet fik tilbudt at deltage gratis med et antal prøver mod at firmaet kunne udlægge én af deres prøveflåder i Vikingeskibsmuseets havn. Derfor blev der på museets bådeværft fremstillet fire små klinkbyggede “skibssider” - to af egetræ og to af fyr. De blev efter grunding med ufortyndet trætjære inddelt i seks lodrette “striber”, som blev påført forskellige smørelser alle på basis af trætjære og marsvinsolie, da sæltran ikke kunne skaffes i efteråret. Marsvinsolien var “afkogt” af spæk fra et selvdødt marsvin formidlet gennem Zoologisk Museum. Som kontrolforsøg blev der udsavet fire planker af fyr og eg, der blev grundet med trætjære og derpå påført moderne giftmaling af mærket Hempel “Classic”, der har kobber som effektivt giftvirkemiddel, hvilket svarer til den beskyttelse, der normalt påføres Vikingeskibsmuseets sejlende rekonstruktioner.

Den 18. december 2001 blev museets plader og planker ophængt parvis (fyr og eg) i henholdsvis Skærbæk havn, hvor saltholdigheden i vandet, der er afgørende for tilstedeværelsen af pæleorm, normalt er lav, og i Hirtshals havn, hvor saltholdigheden derimod er meget høj efter danske forhold. Forsøgsopstillingen stod i omtrent et år, hvor vandtemperatur og saltholdighed i Skagerak og Lille Bælt året igennem blev optegnet med jævne mellemrum efter DMIs hjemmeside.

Olsen Design Aps. er fremkommet med en detaljeret rapport: Projekt Anti Pæleorm. Miljøprojekt 838, Miljøstyrelsen 2003. Den dækker dog kun deres del af projektet, hvorimod vi skal analysere vore “skibssider” nærmere. Umiddelbart kan det dog siges, at der er pæleorm i alle plader både fra Skærbæk og Hirtshals, bl.a. fordi pæleormsforekomsterne i 2002 har bredt sig uventet langt ind i Østersøen og helt til Bornholm.

Marsvinsoliemalingen har imidlertid klart hæmmet angrebene i forhold til ubehandlede plader af fyrretræ. Angrebene på de marsvinsoliebehandlede plader karakteriseres som “ringe til moderat”, hvorimod angrebene på ubehandlede plader er “alvorlige”.