Isle of Man
Ifølge de irske annaler betrådte vikingerne første gang Isle of Man i året 798. Hen mod 820 havde de erobret øen og bosat sig der. De grundlagde en velstående vikingekoloni, der nød godt af handelen mellem Irland og de skotske øer.
Isle of Man lå centralt placeret på sejlruten mellem Skandinavien og Irland. Med sin frugtbare landbrugsjord og gode havne rundt langs kysten udgjorde øen en vigtig base – ikke blot for plyndring og bebyggelse men også for handel med Irland og Skotland.
Arkæologiske fund har bekræftet vikingernes tilstedeværelse på Isle of Man. De mangeartede fundgenstande fra grave og bosættelser samt de bevarede nordiske navne og skikke, skaber et næsten fuldstændigt billede af vikingernes liv på øen. Nogle af de vigtigste vikingelokaliteter på øen omfatter gravhøjene ved Ballateare, borgen Peel Castle på St Patrick's Isle og Tynwald.
Vikingernes herredømme endte i 1265 da Isle of Man blev overgivet til Alexander III af Skotland.
Peel Castle
Peel Castle har gennem flere historiske perioder været et magtcenter og religiøst samlingssted på Isle of Man. I 1982 påbegyndte arkæologer en omfattende udgravning af borgruinerne for at bevise stedets betydning og nærmere datere borgens byggefaser og brug.
Indenfor borgmuren ligger et rundt tårn fra 1100-tallet, en katedral fra 1300-tallet og senere småhuse tilhørende de engelske lords, der regerede Isle of Man.
Udgravningerne viste ikke mindre end 7 hedenske grave indenfor borgmuren, alle lokaliseret ved den senere kristne kirkegård.
Et af de mest spektakulære fund var en gravlagt kvinde fra vikingetiden som tydeligvis nød høj status i samfundet. Graven indeholdt flere rige gravgaver, heriblandt en perlehalskæde. Halskæden er dateret til 900-tallet og består af 73 perler i glas og rav. Perlerne har alle forskellige størrelse, form og farver. Selve antallet af perler på kæden og perlernes forskellighed gør fundet til et af de mest imponerende smykkefund nogensinde.
Ved udgravningen fandt man også en gylden broche hvis fine detaljer og skrøbelighed indikere, at den var mere pynt end anvendelig.
Fakta: Andre gravfund på Isle of Man inkluderer bådgraven ved Balladoole og gravhøje ved Gronk Moar. Bådgraven, dateret til 850-950 e. kr., indeholdt et 11 meter langt vikingeskib med en gravlagt mand og kvinde iklædt fine dragter samt hesteudstyr, værktøj og et skjold. I gravhøjen fandt man en fuld påklædt mand i en kiste med kappe, kniv, sværd og et spænde til kappen.
Tynwald
I 800-tallet grundlagde vikingerne Tynwald, den ældste fungerende lovgivende forsamling i verden – som stadig eksisterer på øen den dag i dag.
Tynwall betyder på oldnordisk åben forsamling og har stærke bånd til de lovgivende forsamlinger vi kender fra Island (Tingvellir) og Færøerne (Logting).
De lovgivende forsamlinger har muligvis været organiseret lokalt og regionalt til at begynde med, men er siden blevet centraliseret til én forsamling, som allerede havde virke før det engelske parlament.
På Tynwald blev gamle love, som fungerede i lokalområderne og som ikke havde været vedtaget fra central hånd, officielle. Nye love blev fremført og straf blev pålagt lovbrydere.
Gravhøjen ved Ballateare
I 1946, under udgravninger på den nordlige del af øen, fandt arkæologer en gravlagt vikingekriger dateret til 800-tallet. Krigeren var gravlagt med sine våben, blandt andet et tveægget sværd med sølvindlagte dekorationer. Sværdets skede var ved fundet stadig intakt og består af træ belagt med læder og andet tekstil. Sværdet er forsætligt brækket i tre stykker.
Udover sværdet indeholdt graven:
- Tre spydspidser af jern
- En kniv
- Og en skjoldbukkel af jern.
De bevarede dele af træskjoldet afslører, at det oprindeligt var dekoreret i rød, hvid og sort. Krigeren var begravet iført en kappe, fæstnet med en ringhovednål af bronze og han var gravlagt med sine husdyr og en kvinde. Kvinden var blevet dræbt af et voldsomt slag i baghovedet, udført med et skarpt våben.
Legenden om Sigurd
Store dekorerede stenkors med vikingemotiver findes i dag bevaret i flere kirkesogn på Isle of Man. Korsene er alle dateret til 1000 - 1100-tallet og deres indridsninger fortæller historier om nordiske helte, legender og myter. Fire af disse kors, fra Andreas, Jurby, Malew og Maughold sogn, fortæller legenden om Sigurd.
Sigurd voksede op i en konges hjem, men blev opdraget af dværgen Regin, som var kongens smed. Sigurds skæbne var, at han en dag skulle blive en stor helt.
Da Sigurd var ung fortalte Regin ham historien om hvordan Loke havde slået den store fisker Ottar ihjel. For at mildne faderen Hreidmars vrede, måtte guderne svøbe Ottar i et skind af guld. Men guldet var forbandet og Hreidmar blev slået ihjel af hans anden søn Fafni, som var en snu drage.
Da Sigurd blev ældre, overtalte han Regin til at smede ham et vidunderligt sværd. Han fik også frihed til at vælge den hest han ville have fra kongens stalde. På råd af Odin, red Sigurd nu ud for at finde Fafni's guld.
Sigurd gravede et hul og gemte sig under nogle grene og da Fafni kom forbi stak han sværdet i maven på monsteret. Derefter skar han hjertet ud og stegte det til Regin. Da han skulle mærke om kødet var varmt, brændte han en finger. Han afkølede fingeren i munden og da han smagte dragens blod, kunne han pludselig forstå fuglenes sang.
Fuglene advarede Sigurd om at Regin ville stjæle Fafni's troldom, stjæle guldet og slå Sigurd ihjel. Regin kunne ikke slå Sigurd ihjel, men efter mange års eventyr ramte guldets forbandelse Sigurd, da hans egen bror Gunnar slog ham ihjel. Gunnar stjal guldet, men forbandelsen fulgte stadig og Gunnar døde senere da han blev bidt i hjertet af en slange.
Vikingefund fra Peel Castle:
Klik på billederne for at se dem større
