Slaget ved Clontarf
Slaget ved Clontarf, der blev udkæmpet langfredag i 1014, er en af de mest berømte begivenheder i Irlands historie. Det markerer traditionelt afslutningen på vikingernes epoke i Irland, men i virkeligheden var slaget meget mere ødelæggende for de irske kombattanter.
I 1014 begyndte Dublins skandinaviske indbyggere at samle allierede fra Skotlands vestlige og nordlige øer og fra Isle of Man. Det efterfølgende slag fandt sted ved Clontarf, i april måned samme år. Langt om længe blev Leinster-krigerne og deres skandinaviske tilhængere overvundet, men begge sider led store tab.
Vikingernes magt i Irland forsvinder
Slaget ved Clontarf er ofte blevet tolket som et stort nederlag for vikingerne, og et som ændrede deres skæbne i Europa. Vikingerne led unægtelig store tab, og nederlaget gjorde indtryk på deres sagaskrivere – de berettede om varsler før slaget, som for eksempel at der regnede kogende blod ned over krigerne.
Slaget ved Clontarf var en strid mellem de to konger Brian Bórama af Munster og Mael Morda af Leinster. Selvom Munster-krigerne vandt slaget, tog det dem over ti år at komme sig efter kampene. Gennem mange år forsøgte andre irske konger og stormænd at vælte deres herredømme.
Dublins strategiske stilling og rigdomme, inkl. dens magtfulde flåde, gjorde, at byen var af afgørende betydning for dem, der forsøgte at herske over Irland. Mellem 1014 og 1170 kom næsten alle Irlands herskere udefra, gennemtrumfet af en eller flere af kongerne af Connacht, Munster, Ulster og Leinster.