Waterford
Vikingebyen Waterford er formentlig grundlagt omkring 914 , hvor det i Fragmentary Annals of Ireland berettes, at "en stor, norsk flådestyrke gik i land ved Port Lairge, og de plyndrede den nordlige del af Osfaige og bragte bytte og mange køer og husdyr om bord på deres skibe".
Ligesom i Dublin, har de arkæologiske udgravninger i Waterford vist en stor mængde spor efter bebyggelse i sen vikingetid og middelalder. Som andre vikingebyer i Irland ligger den et sted, som er let at forsvare. Mod nord afgrænses byen af floden Suir. Navnet Waterford er afledt af det oldnordiske ord for vindblæst eller vind-omsust fjord.
En vikingeby i 1000-tallet
Arkæologiske udgravninger i 1980’erne afslørede, at Waterford allerede var en stor by i midten af 1000-tallet – omkring det tidspunkt, hvor Skuldelev 2-skibet blev bygget. Byen blev forsvaret af en vold og en grav. På dette tidspunkt fandtes også gader, langs hvilke der var bygget huse. Det ser ud til, at der var to hovedveje, omtrent hvor Peter Street og High Street ligger i dag. En del af den oprindelige vejbelægning på Peter Street blev udgravet – det viste sig at den har været over 2,5 m bred. Øverst bestod den af tætpakkede, små sten.
Husene i Waterford vendte ud mod gaden, men var ikke placeret som moderne husfacader. Der var variation i orienteringen og placeringen af husene, og nogle steder var der mellemrum uden huse. De fleste af husene i Waterford var med ler gulve og lerklinede vægge, af samme type som i Dublin. Nogle steder har arkæologerne fundet rester fra syv forskellige byggeperioder oven på hinanden. Nogle af husene er altså blevet bygget om op til syv gange i perioden mellem 1000-tallet og midten af 1100-tallet.
Handel og kristendom i Waterford
Arkæologernes fund viser at, nogle af indbyggerne var meget rige. F.eks. har de fundet et smukt, drageformet spænde, dekoreret med guld.
Keramik (skåle, fade og kander) blev importeret fra Sydengland, og de havde også handelsforbindelser med Nordvestfrankrig. Ligesom i Dublin blev der også fundet spor efter et værksted, hvor der blevet lavet kamme af ben og knogler. Der blev også fundet en mængde skibstømmer.
Hen imod 1100-tallet var vikingerne i Waterford blevet kristne, og vi ved at der har eksisteret to kirker – St. Olaf og St. Peter. Det er interessant at formen på St. Peters kirke – med halvrund apsis – er unik blandt sognekirkerne i Irland. Apsis kendetegnede normalt saksiske kirker i Storbritannien, og at dette fund antyder stærke, kulturelle forbindelser med England på dette tidspunkt.
Waterfords forsvar
Waterfords forsvar var meget vigtig. Voldgraven var op til 2,5 m dyb og nogle steder mere end 8 m bred. En stor stenmur lå udenfor voldgraven. Byen var så godt beskyttet at det tog Raymond Le Gros og Strongbows hær tre forsøg, før de kunne indtage byen. Reginalds tårn, som i dag er meget berømt i byen, kan være placeret på stedet, hvor der tidligere fandtes et vikingetårn. Tårnet, som er et angelsaksisk bygningsværk, er det sted hvor Ragnall - den danske prins af Waterford, blev fængslet af normannerne i 1171.
Litteratur
Ryan, M. (ed.) 1994. Irish Archaeology Illustrated.
Hurley, M., Scully, O.M.B., Cleary, R.M. & McCutcheon, SW.J. 1997. Late Viking Age and medieval Waterford. Excavations 1986-1992.