Langskibet i middelalderens sagatekster
De Islandske sagateksterne er også en skriftlig kilde til viden om vikingernes langskibe. Sagateksterne fortæller om skibsbygning, størrelsen på skibene, antallet af besætningsmedlemmer og historier fra dagliglivet ombord.
Hovedparten af de sagaer, der er bevaret fra den tidlige middelalder, er nedskrevet på Island. De handler især om de norske konger - det er derfor også de norske langskibe, som vi hører om.
Snorre Sturlusons Heimskringla
Snorre Sturluson skriver i sin Heimskringla både om de store langskibe fra slutningen af 900-tallet, Olav Trygvasons TRANA og ORMR INN LANGI, og om Olav Haraldsons VISUNDR fra 1026 og Harald Harderådes drageskib fra 1061-62.
Snorre skrev imidlertid først sine sagaer ca. 1230, og hans beretninger afspejler formodentlig snarere skibsbyggeriet i dette århundredes begyndelse end i den sene vikingetid. Hans beskrivelser er alligevel værdifulde kilder for os. De giver nemlig indblik i et skibsbyggeri, der trods alt næppe har ændret sig radikalt siden 1000-tallet.
Du kæn læse hvordan Snorre beskriver bygningen af ORMR INN LANGI i Olav Trygvasons saga i fanen nedenfor.
Den vinteren etter at kong Olav var kommet fra Hålogaland, lot han bygge et stort skip inne under Ladehammeren ; det var mye større enn noen av de andre skipene som fantes i landet den gang, bakkestokkene er der ennå, så en kan se hvor stort skipet var. En mann som het Torberg Skavhogg bygde stavnene på skipet, men det var mange andre som arbeidde på det, noen til å sette det sammen, noen til å telje, noen til å slå søm og noen til å kjøre tømmeret. Alt på det ble svært omhyggelig og fint forseggjort. Skipet var både langt og bredt, det var høyt opp til relinga og bygd av svært tømmer.
Men da de skulle legge den øverste bordkledningen, måtte Torberg nødvendigvis et ærend hjem til garden sin, og der ble han nokså lenge. Da han kom tilbake, var bordkledningen lagt. Kongen gikk ut straks om kvelden sammen med Torberg og så på skipet, hvordan det var blitt. Alle sa de aldri hadde sett så stort og vakkert langskip. Så gikk kongen tilbake til byen.
Tidlig neste morgen gikk kongen og Torberg ut til skipet igjen. Da var handverkerne alt kommet dit, de sto der alle sammen og gjorde ingen ting. Kongen spurte hvorfor de stod slik. De sa at skipet var ødelagt ; en mann måtte ha gått fra framstavnet til løftingen og sneid det ene hogget etter det andre inn i det øverste bordet. Kongen gikk bort og så det var sant. Da sa han med én gang, og svor på det, at om han, kongen, fikk greie på hvem det var som hadde ødelagt skipet for ham slik av misunnelse, da skulle den mannen få dø. "Men den som kan si meg hvem det er, skal jeg gjøre mye godt for."
Da sa Torberg : "Jeg skulle nok si Dem hvem som har gjort dette her, konge." "Det er heller ikke noen annen mann jeg venter det mer av enn deg," sa kongen, "at du skulle ha lykke til å finne ut dette og fortelle meg det." "Konge," sa han, "jeg skal si deg hvem som har gjort det. Jeg har gjort det." Da sa kongen : "Da skal du bøte det igjen slik at det blir like godt som det var før. Og du setter livet på spill med dette." Nå gikk Torberg bort og telgde bordet slik at alle snei- hoggene ble borte. Da sa kongen og alle de andre at skipet var mye vakrere på den sida som Torberg hadde skåret i. Kongen bad ham gjøre slik på den andre sida også, og sa han skulle ha så mange takk for det.
Nå ble Torberg førstemann i arbeidet på skipet helt til det var ferdig. Det var en drake, bygd slik som Ormen, som kongen hadde hatt med fra Hålogaland; men dette skipet var mye større og mer forseggjort på alle måter. Han kalte det Ormen lange og det andre Ormen stutte. Det var 34 rom på Ormen lange. Hodet og kroken var helt forgylte; og det var like høyt til relinga som et havskip. Det er det beste skip som har vært bygd i Norge og det som har kostet mest.
(Snorre: Olav Tryggvasons saga, kap. 88, her i oversættelse af A. Holtsmark og D. Arup Seip, Gyldendal Norsk Forlag 1979)
Snorres tekst giver os flere vigtige oplysninger, både om byggeriet og om skibets udseende. Byggeriet foregår tæt på Trondheim, og der er en stor mængde mennesker beskæftiget. Den dygtigste er Torberg, som har fået opgaven med at lave stævnene. Men det er ikke ham, der i første omgang leder byggeriet.
Vi kan bemærke, at Snorres opremsning af byggeriets deltagere er hierarkisk. Først nævnes kongen som bygmester, så Torberg som stævnsmed, så skibsbyggerne (dem der samler skibet), så dem der hugger tømmeret til, så dem der smeder naglerne, og til sidst dem, som blot kører tømmeret. Om skibet selv får vi at vide hvor stort det er. 34 rum er en angivelse af, hvor mange spante mellemrum, der har været roere i, og svarer til 34 par årer. Vi får også afvide at det er lige så højt til rælingen som et havskib.
Dette svarer godt til det billede sagateksterne fra middelalderen ellers giver af de store roskibe. I mange beskrivelser af søslag kan vi nemlig læse, at det er vanskeligt at angribe dem med mindre skibe, fordi de er meget højere.
Sverres saga
Ingen af de øvrige beskrivelser af storskibe i sagaerne er lige så udførlige som Snorres tekst om ORMR INN LANGI. Men omtalen af kong Sverres MARIASUDEN, der blev bygget i Trondheim i 1182-83, er dog værd at nævne. Byggeriet er beskrevet i Sverres saga, som blev skrevet af Karl Jónsson på opfordring af kongen selv, og det er bemærkelsesværdigt så kritisk sagaen er overfor skibet.
Kongen var ikke tilfreds med dets størrelse og beordrede det derfor forlænget med 12 alen på et tidspunkt hvor byggeriet var vidt fremskredent. Resultatet blev, at det 33 rum store skib hverken var harmonisk eller holdbart. På dets første rejse lod kongen store kasser med nagler bringe ombord, så skibet kunne repareres undervejs. Kongen havde ikke mindre end 280 mand ombord, mere end otte mand pr rum.
Tallet antyder, at de store langskibe i slutningen af 1100-tallet havde vokset sig langt bredere og tungere end vikingetidens. Det samme gør det forhold at kong Sverre nogle år senere kunne benytte samme metode som ved MARIASUDEN da han i al hast skulle omdanne en række fragtskibe til langskibe.
Sagateksterne omtaler samlet set henved 15 eksempler på storskibe med 30 par årer eller mere, fra kort før år 1000 og frem til midten af 1200-tallet. I fanen herunder kan du se de 15 eksempler.
Navn Byggested og år Bygherre Antal rum
TRANEN Nidaros 995 Olav Trygvason 30
ORMR (korte) Nordland før 999 Raud 30
ORMR INN LANGI Nidaros 999-1000 Olav Trygvason 32 eller 34
VISUNDR Nidaros 1026 Olav den Hellige mindst 30
BUSSEN Nidaros 1061-62 Harald Harderåde 35
MARIASUDEN Nidaros 1182-83 Kong Sverre 32 eller 33
OGNABRANDEN Nidaros 1199 Kong Sverre 36
NN Nidaros 1206-07 Kong Inge 30
NN Nidaros 1206-07 Håkon Jarl 36
NN Nidaros 1206-07 Peter Støyper 32
OLAVSSUDEN Ukendt Birkebeinerne 32
LANGFREDAG Nidaros 1232-33 Skule Jarl 36
KROSS-SUDEN Orust 1252-53 Håkon Håkonsson 35?
MARIASUDEN Bergen 1256-57 Håkon Håkonsson 30
KRISTSUDEN Bergen 1262-63 Håkon Håkonsson 37
(efter Bent og Erik Andersen 1989, Råsejlet - Dragens Vinge, s. 28)
Det er bemærkelsesværdigt at der næsten ikke er nogen vækst at spore i antallet af rum i sagaernes storskibe fra 1000-tallet og frem. Rumantallet for 1100- og 1200-tallets skibe er kun ca 5 % større end rumantallet for skibene fra 1000-tallet. En forskel så lille at den kan være tilfældig. Men som vi har set ovenfor, skete væksten snarere i højden og bredden end i længden.
Byernes betydning for storskibsbyggeriet
Et andet forhold træder dog ganske tydeligt frem i sagaerne - byernes betydning for storskibsbyggeriet. Næsten alle fartøjer er bygget i enten Trondheim eller Bergen. Bergen fortrænger Trondheim som skibsbygningssted og bliver samtidig den politisk og økonomisk set vigtigere af de to byer.
Af øvrige steder omtales kun et enkelt fartøj fra Nordland, samt et fra Orust, der lå ganske nær Kongshelle. Kongshelle er nu forsvundet men var engang en blomstrende norsk købstad ved Göta Älv. Mønsteret med byernes rolle som skibsbygningscentre ser vi også i andre nordeuropæiske kilder, f.eks. i Vilhelm Erobrerens skibsliste.
Selvom de detaljerede beskrivelser af enkelte skibe er sjældne i sagaerne, vrimler de med beskrivelser af kampscener og livet ombord. De rummer derfor et rigt kildemateriale til søfartens terminologi og praktiske forløb i tidlig middelalder. Dette materiale er blevet gennemgået af Hjalmar Falk i hans store artikel, Altnordische Seewesen, der udkom i Wörter und Sachen vol. IV i 1912, men som er udkommet på svensk under titlet Fornnordisk Sjöfart i Stockholm i 1995.