Runestenenes langskibe
Runestenene indeholder ikke mange ord, men de ord der er, må derfor antages at være vigtige. Derfor og fordi runestenene er det eneste sted hvor vi har vikingernes egne ord, er runestene en vigtig skriftlig kilde. Næsten alle de runesten der er fundet, er fundet i Sverige.
Herunder kan du læse om de forskellige ord der er skrevet på runestenene og som har en betydning for vikingernes skibe.
Runestenene er en fåmælt, men vigtig skriftkilde til vikingetidens langskibe. Det er de fordi de er de eneste, som vikingerne selv har skrevet. Eller rettere, selv har hugget i sten. De maritime udsagn fra runestenenes verden er senest blevet undersøgt og fremlagt af Judith Jesch i bogen Ships and Men in the Late Viking Age. The Vocabulary of Runic Inscriptions and Skaldic Verse (Routledge 2001). Det følgende er baseret på hendes resultater.
Vi kender omrking 3000 runesten fra yngre vikingetid og den tidligste middelalder frem til starten af 1100-tallet. Langt hovedparten af dem, omkring 90%, står i Sverige, mens de resterende fortrinsvis findes i Danmark og Skåne. De kan også i mindre grad findes i Norge, på Isle of Man, i England og Skotland.
Langskibet
Selve ordet langskib genfindes ikke på runestenene, men seks eller syv runesten nævner ordet skip; - skib. Det gælder for eksempel en runesten fra midten af 1000-tallet der i dag står i Svinnegarns kirke i Uppland. Den fortæller, at en vis Bakke eller Banke alene ejede et skib og at han ”styrede østerud i Ingvars hær”. Bakke synes således at være eksempel på en høvding eller stormand, der selv ejede et krigsskib, og deltog med det i krigsekspeditioner.
En anden er Spångastenen i Södermanland, som fortæller at Guðmar ”Stóð drengila í stafn skipi”, stod som en "drengr" i skibets stævn. En "drengr" er en fremtrædende kriger, en af kongens nærmeste, og han var åbenbart en af dem, der gik forrest i kamp.
"Skeið"
Den særlige skibsbetegnelse "skeið" genfindes to eller tre gange på runestenene. En "skeið" er tydeligvis et krigsskib. På den danske Tryggevælde sten bruges ordet til at betegne den store skibssætning, stenen er rejst i forbindelse med. En ristning fra Esta i Södermanland er gjort over Sigvið, en "skeiðar vísi", en "leder af krigsskibet". Også denne indskrift er fra 1000-tallet.
Endnu et ord for skib, som genfindes på runestenene, er "knôrr". Dette synes dog ofte snarere at betegne et fragtskib, eller måske blot et havgående skib, og næppe et langskib i vores forstand. Derimod er det muligt at den "barð", der omtales på Djuleforsstenen i Södermanland, er et krigsskib – i hvert fald fortæller indskriften, der er fra 1000-tallet, at "Inga rejste denne sten til minde om Óleifr, hendes [ikke læsbart]. Han pløjede sin "barð" mod øst, og døde i Lombardernes land". "Barð" antages at referere til en særlig udformning af stævnen, og fra skjaldedigtningen ved vi at Erik Jarls skib hed Barði – så mon ikke også Óleifs barð har været et krigsskib?
Nogle få runesten peger på, at selve det at styre et skib var en særlig rolle. Den berømte runesten fra Hedeby, som hylder Eiríkr som både "félagi" og "drengr", fortæller også at han var "stýrimaðr", styrmand. Eiríkr døde i kamp ved Hedeby, og måske var det ham, som styrede hans og hans kampfællers skib til handelspladsen ved Slien.
I andre sammenhænge, for eksempel på stenen fra Ärentuna i Uppland, virker ordet dog mere som en titel, og fra tidligmiddelalderlige skriftkilder ved vi, at styrmanden var den af kongen udpegede leder af udrustningen og sejladsen med hvert herreds ledingsskib.
Besætningen
Besætningen ombord på et skib kaldes ofte for skiparar, skibsmænd. Eksempler på dette er blandt andet den ovenfor nævnte sten fra Esta, som viser at betegnelsen også kunne bruges om besætningen ombord i et krigsskib.
Betegnelsen "lið", som almindeligvis betegner en leders militære følge, dukker på enkelte runesten op som betegnelse på en større eller mindre samling af krigsskibe. Et eksempel herpå er indskriften fra Nä i Uppland, som fortæller at "Han ejede bo i Þorsholmr og "skiplið" i Hrólfsstaðir".
Den ovenfor nævnte sten fra Svinnegarn er et eksempel fra en gruppe på mere end tyve svenske runesten, som alle er rejst over mænd, der mistede livet på Ingvarrs ekspedition til Serkland. Det fejlslagne togt fandt sted omkring 1041, og Serkland er vikingernes betegnelse for de muslimske områder. Ingvarr-ekspeditionen er et af flere eksempler fra runestenene på, at ekspeditioner med flere skibe blev ledet af en konge eller stormand.
Hvad runestenene fortæller
Sammenfattende kan det siges at runestenene tegner et billede af en krigssøfart i 1000-tallet, der var struktureret omkring personligt ejerskab af langskibene – måske ved siden af en parallel organisation, en leding – og på at der var et klart skel ombord på skibene mellem "stýrimaðr", styrmand, og "skiparar", besætning.
Det er også tydeligt at ekspeditionerne havde en leder, en konge eller stormand, som bød over hele flåden, og som de enkelte skibsførere havde et loyalitetsforhold overfor. På nær en ofte citeret indskrift på sten nr. 6 fra Århus er der ikke noget i runestensteksterne, som tyder på andet end at den militære søfart var strengt hierarkisk organiseret.
Denne sten blev rejst for Asser Saxe, som ejede skib med Arne, og det er uklart om det er et handelsmæssigt, snarere end et militært skibsfællesskab, de to deler. Det hierarki, som runestenene afspejler, betyder dog ikke at vikingetidens flåder kan sammenlignes med flåderne i moderne tid, hvis hierarki er baseret på statsmagt og lovgivning – i vikingetidens samfund var det i høj grad de fælles kriger- og æresbegreber, ethos, som forpligtede den enkelte skipar og stýrimaðr til at udfylde sin plads i flåden.