Tre gaster spiller fodbold på kajen. Jesper fra agterrummet kommer hen til mig med et bredt smil om munden. Med lavmælt stemme siger han; ”så er det nu... er du klar?”
Jeg er i den grad klar. Klar til Nordsøen.
Der er en forunderlig stemning om bord på Havhingsten, da vi lægger fra kaj ti minutter over midnat. Tyst og trygt. Efter to uger er vi spillet sammen som hold. Vi er ved at sprænges af forventningen om at skulle være fire måske fem døgn på havet.
Vi er stille. Ror i takt på hver anden åre ud gennem havnen og skærgården. 20 nordmænd fra Egersund står på kajen og vinker farvel til os, selv om det er langt over almindelig sengetid.
Det er umuligt at se takt-åren – den for resten åre i styrbord. Åren som bestemmer vores ro-takt. Så jeg lytter efter lyden af årebladet, der går i vandet.
Der er vindstille. Sommerligt tusmørke. Og helt fortryllende dejligt på Havhingsten. Jeg får en klump i halsen. Dette øjeblik er et af de smukkeste, jeg har oplevet på skibet.
Jeg elsker humoren og det høje humør om bord, men de allerstørste øjeblikke er, når vi er 65 mennesker fælles om så stærke oplevelser, at vi bliver stille. Det er en stærk oplevelse at sidde sammen med 64 andre mennesker og opleve i stilhed.
Et par timer senere er i ude af fjorden. Pakker årerne og sætter sejl. Nu skal vi bare venten på den østenvind, meteorologerne har lovet.
Det er bagbord, der har hundevagten, så jeg tørner ind. Inden jeg lukker øjnene med et tilfreds smil om munden, kaster jeg et blik på fyrtårnet ved Egersund. Farvel Norge... tak for jeres helt ufattelige gæstfrihed.
...
For satan da også! Efter fire timers frivagt bliver jeg purret. Sejl og rig står og banker i søen. Der er bare nul vind. Jeg rejser mig. Fyrtårnet står præcist samme sted, som det stod, da jeg lagde mig til at sove.
Fyrtårnet står præcist samme sted efter endnu fire timer, da min vagt var ved at rinde ud. Otte timers nytteløs venten. Ikke den mindste smule vind.
Skipper tager en meget svær beslutning: Vi skal forberede os på at blive slæbt hele vejen over Nordsøen. Vejrudsigterne har ændret sig dramatisk siden midnat. Den lovede østenvind kommer ikke. Og der er hidsige lavtryk på vej.
De næste 24 timer ikke værd at skrive om. Vi er på slæb. Drømmen om at sejle over Nordsøen er brast. Jeg er grædefærdig. Jeg har forberedt mig på dette højdepunkt i flere år. Jeg skal skrive en bog om Havhingstens togt fra Roskilde til Dublin. Jeg har sammen med resten af besætningen ventet i næste to uger på denne ene chance for at komme over med østenvinden. Så sent som nogle få timer før afgang har vi tjekket at udsigten ville holde... og så holder den alligevel ikke.
Jeg er desillusioneret. Træt. Og vred. Men ved ikke, hvem jeg skal være vred på.
...
Jeg har sovet, sovet og sovet. Normalt har jeg svært ved at overholde frivagterne og sove/hvile fire timer for at være frisk til fire timers vagt. Men i nat kunne jeg sove i 2 x fire timer for første gang i de tre år, jeg har sejlet med Havhingsten.
Jeg hørte bagbord vagt huje, da fire delfiner svømmede om kap med Havhingsten på slæb. Og jeg hørte hujen, da mine medgaster fik øje på den første boreplatform.
Men jeg gad ikke rejse mig. Sur og tvær og træt, som jeg var.
...
”Hvis det er håbløst , er der stadig håb,” plejer Preben i midtskibet at sige. Og noget er der måske om det, for her til morgen blev alting godt. Nu er der østenvind. Ikke meget, men nok til at sejle. Så efter et døgn kunne vi smide slæbetrossen og atter sejle for egen kraft; vinden.
Det er tåget. Sigtbarheden er 150 meter lige nu. Oven over os er solen tæt på at bryde igennem, men vi bliver ved med at glide stille igennem skyer, der har lagt sig på havet.
Vi gemmer os i tågen, mens vi sniger os ind på det nordlige Skotland. Hvis vi kan holde denne fart skulle vi være fremme i morgen formiddag, men der er udsigt til lidt mere vind og lidt mere fart i Havhingsten senere i dag.
Lige nu sidder jeg på ’Cable One’ for at skrive denne historie og sende den hjem. Ser til venstre. 100 meter fra følgeskibet ligger Havhingsten. Vugger blidt i de tunge Nordsø-dønningerne, mens hun stille nærmer sig sit mål, som en kat, der har fået øje på en mus: I Guder hvor er hun smuk!