Søfart har vist alle dage været tæt forbundet med fortællinger; Ulykke, morskab, drama, spænding og uhygge.
I dag løb jeg på en historie, som havde det hele i sig. Historien om ’Sølv-skonnerten’ i Kleven, en havn lidt udenfor Mandal.
Jeg havnede i Mandal, fordi vi går besluttede at bruge ventedagen på en busudflugt til nærmeste større by. Og derefter retur til Lindesnes for at besøge fyret på Norges sydspids.
Da bussen ankom til Mandal, besluttede jeg mig for at gå mine egne veje. Med udsigten til seks uger sammen med 64 gæve havhingste og havhopper, er der jo ingen grund til lige frem at sidde lårene af hinanden på en fridag.
Kaffe, kage og en god bog Regnen silede ned. Det har den jo gjort, stort set siden vi passerede Kulhuse i Roskilde Fjord, så det har jeg efterhånden vænnet mig til. Men da regnen til sidst mindede mere om syndflod end sommerregn, besluttede jeg mig for at søge ly på Kjøbmandsgården Hotel, som har en hyggelig café i underetagen. Bevæbnet med en kop kaffe og en kage satte jeg mig til rette i en kurvestol og greb lidt tilfældigt ud efter en bog på klaveret bag mig.
På forhånd troede jeg, bogen ville fortælle mig nogle lidt søvnige lokalhistoriske skrøner, men på ingen tid var jeg suget ind i bogen… så de fire timer i mandal fløj afsted.
-
Den 13. august 1816 lagde fore-and-aft-skonnerten ’Platzburg’ ind i Kleven Havn lidt udenfor Mandal.
’Platzburg’ kom fra Baltimore, USA. Med lasten fuld af kaffe, var skibet på vej til Bremen, men skibet anløb Kleven for at få udbedret en skade. Byens myndigheder bemærkede ikke noget mistænksomt ved skibet, dets papirer eller mandskabet.
På grund af udbedringerne bad kaptajn Hacquet om tilladelse til at sælge lasten af kaffe i Mandal. Kaptajnen kunne fremvise et brev fra rederiet, som gav tilladelse ti salg andre havne. Hacquet fortalte også, at han ude i Nordsøen var blevet prajet af et andet skib i Nordsøen. Kaptajnen på dette skib har fortalt, at kaffepriserne i Bremen var ringe for tiden.
Hacquet fik sin tilladelse og solgte kaffen billigt i Mandal fra en bod på havnen. Snart flød den i Mandal med billig kaffe, som ellers var en bekostelig vare; 33 skilling pr. pund. Knapt så officielt tjente kaptajnen og hans besætning nu flere penge ved smugling. Mindst 25 lokale Mandal-borgere lod sig rive med i de lyssky forretninger.
Sølvmønter alle vegne Men et eller andet var galt. Besætningen på ’Platzburg’ udviste en bemærkelsesvædig sløset omgang med piastre, spanske sølvmønter.
De lokale tog velvilligt mod sølvpengene… det var ikke så meget det. Men sløseriet med de værdifulde mønter vakte opsigt. Et fiskemåltid blev betalt med en sølvdaler. Det samme gjorde et glas øl, en dram eller en kop kaffe. Og besætningen forlangte aldrig byttepenge retur.
Mistænksomheden blandt de lokale nordmænd tog for alvor fart, da alle skibe i havnen gik ud for en gunstig vind fra øst… alle undtagen ’Platzburg’, som havde fået øgenavnet ’Sølv-skonnerten’. Ifølge bogen fornemmede besætningen de lokales mistro og begyndte at mure sække med sølvpenge ind i muren om huset, hvor folkene fra ’Sølv- skonnerten’ holdt til.
”De er rakkerpak!”
Konsulen i byen opsøgte kaptajn Hacquet. Han forklarede, at hans mandskab egentlig bare var noget rakkerpak, som ved tvivlsomme affærer havde skaffet sig store penge. Han beklagede sig over, at han ikke havde mindste autoritet overfor folkene.
Ikke desto mindre havde han skaffet sig af med tre mand, som havde fået hyre på et skib til Danmark. Han sagde, at det tre havde taget et uundværligt dokument med og bad konsul Gjertsen om hjælp til at rejse til Danmark og få fat på kæltringene.
Men den 22. august kom den amerikanske konsul Isaachsen i Kristiansand til Mandal for at varetage ’Platzburg’-rederiets interesser. Han havde møde med konsul Gjertsen og kaptajn hacquet.
Isaachsen havde svært ved at tro på kaptajn Hacquet, men kunne rigtigtnok ikke påvise fejl i skibspapirerne. Men Isaachsen lod ikke sin mistro hvile. Tilbage i Kristiansand besluttede han at lade kaptajnen arrrestere. Men for sent. Hacquet var nemlig på vej til Danmark. Godt hjulpet på vej af konsul Gjertsen i Mandal.
Mytteri på ’Platzburg’
Hermed kom sagen til et vendepunkt.
De tre tre matroser, som var rejst til Danmark, blev pågrebet i København uden papirer. Under politiforhør afslørede de, hvad der i virkeligheden var foregået om bord på ’Platzburg’, inden skibet anløb Norge.
Mandskabet vidste, at tønderne i skibslasten indeholdt søvl og guld. 42.000 piastre i alt. Matrosserne besluttede at dræbe kaptajnen og to officerer. Og bemægtige sig skibet. Da skibet var ved Azorerne, blæste det op fra sydvest. Sejlene blev bjærget.
Udkiggen gav signal om et knækket stag. Den ene officer sprang frem i skibet og lænede sig ud for at tilse skaden. Men i samme øjeblik væltede to matrosser ham overbord. Derefter stormede alle mand agter bevæbnet med bl.a. økser, mergelspiger og bowieknive. ”Vi er kommet for at dræbe dig” Kaptajnen flygtede fra sted til sted på skibet og søgte tilflugt hos rorgængeren, men han sparkede kaptajnen fremover, hvorefter han blev slået bevistløs og smidt overbord.
Til sidst gik mandskabet til den anden officers kahyt, hvor han lå i sin seng på grund af søsyge.
”I den hellige jomfru Marias navn, hvad vil I her?” råbte officeren.
”Åh, vi er bare kommet for at dræbe dig. Vi har brug for sølvpengene,” svarede matrosserne.
Uden navigatør styrede mytteristerne nordover og passerede efter nogle uger Shetlands-øerne. De manglede vand og gik ind i en bugt og fik at vide af en fisker, hvor de var. De turde ikke blive i et område under britisk herredømme og efter at have provianteret stak de til søs igen mod nordøst.
Sovemiddel i vin
Om aftenen den fjerde dag kom de til et højt fjeldland. De sejlede dristigt ind i en fjord, men fandt ingen ankerlads og stak til søs igen – overbeviste om her kunne kun bjørne og ulve bo. De holdt derfor mod syd. Endeligt troede de sig sikre på, at kunne leve et liv i fred og ro, og stod ind mod Lindesnes med lodsflag fra masten.
Lederen, der gav sig ud for at være kaptajn, hed i virkeligheden Stürmer. Han havde meget dygtigt ændret skibspapirerne. De ansvarlige myndigheder havde taget papirerne for gode varer. Og havde ikke forlangt at se mandskabslisten.
Mytteristerne var grundige og lod sig langsomgt glide ind i smugling. Dette var foregået selv med 4-5 toldbesøg om bord. Stürmer havde nemlig hældt sovemiddel i den vin, han gavmildt bød myndighedspersoner på, når der var kontrol af skibet.
Først da de tre matroser rømmede skibet efter et skænderi med Stürmer, blev han og resten af mandskabet nervøse og tog flugten.
Ifølge bogen på klaveret i Kjøbmandsgården blev hele mandskabet angiveligt taget til fange og dømt til døden ved hængning i Baltimore. Forrådt af de spanske sølvdalere, hvor end mytteristerne kom frem.