Her kan du læse de seneste dagbøger på Havhingstens togt frem mod Dublin.

En vagt ved masten d 20 – 21/7

2007-07-25

Vi lægger ud med 4 timers roning fra Kirkwall. Starter kl 15 hvor vi ror ud med hver anden årer bemandet og alle er med. Skiftes hver ½ time. Kl 19.30 sætter vi sejl vestpå ud i Atlanterhavet. Efter at være fri af øerne ænder vi retning mere mod sydvest langs Orkney øerne ned mod Skotlands nordvestligste hjørne, Cape Wrath. Svag vind fra nord nordøst. Vagten starter med styrbord, som har den første vagt til kl 20, hvorefter bagbord tager over beslutter vores skipper.

Er på styrbord vagt kl 24 til 4; hundevagten. Det diskuteres ofte om den er den værste eller den bedste vagt? Solen er nu under horisonten, men himmelen lyser rødt fra nordvest til nord. Det er mørkt på skibet og svært at finde ting, der må forsigtigt lyses med lommelampen for ikke at blænde de andre. Natkassen findes frem, heri har vi guf til natten; kiks, rosiner, chokolade, nødder, loganbrød. Også krus og kaffepulver findes frem og det varme vand. Hænderne kan nu finde varme omkring den lune kop. Det er forbandet koldt i disse egne, det kolde hav og fugtige luft, gør sit til at kulden kryber gennem marv og ben, 4-5 grader måles den til. Vinden er svag, 4-5 m/ sek. så sejlet slår en gang imellem. Bølgerne ruller dovent ind under skibet. Tiden snegler sig afsted, ved 1 tiden er det allermørkest. En flok delfiner der paserer skibet; står som mørke siluetter mod det lidt lysere vand. Utroligt flot. Så begynder himmelen i nord og mod nordøst at blive lysere og de flotteste skyformationer viser sig i horisonten på den nordlige del af himmelen.

Skibets bløde duvende bevægelser gennem vandet får igen og igen mine øjenlåg til at glide ned, hvorefter jeg vågner op med et spjæt, - det går jo ikke at sove på vagten! De andre har det vist ligeså. Natkassen findes igen frem og en håndfuld rosiner og en kop varm te kvikker lidt op. Skotland er nu i sigte i horisonten. Vagtskifte råbes der fra løftingen, klokken er 4. Det er helt lyst, solen vil stå op om en halv times tid. Den vil sikkert bliver flot, men den oplevelse må overlades til næste vagt. Jeg skifter plads med min ”sove-buddy” som overlader mig sit varme tæppe. Jeg trækker det op over hovedet, - og det er mørkt igen. Varmen vil dog ikke rigtigt komme, jeg vender og drejer mig og får kun sovet lidt. Morgenmaden er klar ved vagtskiftet kl 8. Dejligt med den varme grød. Vinden er nu lidt kraftigere, og vi ser nu tydeligt Skotlands kyst hæve sig.Bløde bakker ligger som silluetter bag hinanden ind over land. De forrevne klipper langs kysten, nogle af dem er basalt som er 4000 millioner år gamle, bryder bølgerne så de står op i skummende kaskader, det er et fantastisk syn. Lige efter vagtskiftet kl 12 dukker en 6 – 7 meter lang vågehval op af havet til bagbord. Det var udkigget ude i forskibet som først varskoede os. Tre gange bryder den vandfladen før den forsvinder agterud; der er noget særligt ved at se disse store havdyr. Ved 15 tiden runder vi Skotlands nordvestligste hjørne Cape Wrath, og lægger kursen syd sydvest. Et fantastisk skue at sejle tæt på klipperne med fyrtårnet stående ca 100 m over havet og bølgerne som brydes mod forbjerget. Totimers platvagterne skifter her mellem 16 og 20. Middagen i dag er gullaschsuppe som fordeles ud i skibet i de tre madkontainere, dejligt med noget varmt! Os i styrbord overtaget vagten kl 20, stadig stabil jævn vind fra nordøst. Kl 22 ror vi efter et par kryds ind til de høje bolværk i Lochinver.En stor sæl modtager os i havnebassinet. Folk er stimlet sammen på molen og straks efter at vi har smidt trossen i land er der folk som vil hjælpe. Vores bagage bliver kørt op til forsamlingshuset som vi får lov til at overnatte i, så slipper vi for at slå telte op på dette sene tidspunkt. Der gøres klart skib, sejlet pakkes sammen på råen, tovværket kvajles op og skibsteltet gøres klart til ankervagten, som overtager ansvaret for skibet frem til i morgen tidlig. Det er halsrummet der har denne opgave. Pubben er stadig åben til en tørstig hals og sådan slutter vores vagt.


Oprettet af Claus Laage-Thomsen