Nogle gange bliver jeg overrasket over mig selv. I Dublin skete det to gange.
Første gang var ved indsejlingen.
”Er du okay, Henrik? Du er så stille,” siger Louise til mig med et stort smil, da vi nærmer os den yderste mole. Jeg kan se, at der står mange mennesker derinde. Og at de hilser os med vink, Dannebrogs-flag og ni skilte, hvor der tilsammen står V-E-L-K-O-M-M-E-N.
Og ja. Jeg er egentlig okay, men dybt berørt. Og skynder mig at dreje hovedet mod styrbord – væk fra den omsorgsfulde gast i midtskibet. Rigtige mænd har da ikke fugtige øjne, vel? I så fald er jeg ikke en rigtig mand.
Det fantastiske er sket. Solen har skinnet på os hele formiddagen og vinden er i nordøst, så vi går for sejl ind mod Dublin. Gummibåde fyldt med tv-fotografer kredser om os. 30-40 sejlskibe og motorbåde følger i vores kølvand, mens vi går ind i yderhavnen, hvor de store handelsskibe ligger til kaj.
Inde på kajen til styrbord holder tre-fire lastbiler parkeret. Og så sker det. Da vi er ud for lastbilerne trykker en af chaufførerne i hornet. Det er startsignalet. Og så falder det ene handelsskib efter det andet i med deres dybe tågehorn. Først et, så to, så fem… snart runger luften over Dublin med tågehorn, som hilser os med det, der i musikkens verden vist hedder mol… melankolske, sørgmodige, længselsfulde toner.
Jeg giver op. Og lader tårerne trille ned ad kinderne. Det er et af de smukkeste øjeblikke på denne rejse. Og jeg er vist ikke den eneste. Mange på Havhingsten bliver lige som jeg helt stumme, mens de store skibes toner trykker os for brystet.
Anden gang er da Havhingsten en tidlig morgen hænger 20-30 meter over jorden over taget på Nationalmuseet ved Collins Barracks. Løftet af en gigantisk kran. Bærestropperne ligner til forveksling konturerne af sejl og rig… og der sejler Havhingsten, mit skib og mit hjem de seneste seks uger, hen over himmelhavet. Og jeg føler mig for en stund hensat til at være en lille fisk i havet, som måbende ser på, mens dette prægtige skib sejler forbi højt hævet over havbunden.
Jeg holder kæresten tæt til mig. Ængstelig for om noget går galt. Og samtidig stolt som en nybagt far. Det skib var mit skib. Og nu har jeg været med til at bringe det tilbage til Irland, hvor det oprindeligt kom fra.
Mellem de to oplevelser er et virvar af velkomsttaler, receptioner, klapsalver, beundrende blikke og anerkendelser. Og en sværm af fotografer, journalister og tv-hold. PR-arbejdet når et nyt klimaks, da vi får at vide, at der på storskærme på Times Square i New York City bliver vist tv-billeder af Havhingsten, der ankommer til Dublin for sejl. Men jeg kan snart ikke rumme mere og tager imod den glade nyhed med et smil og et skuldertræk. Jeg er fyldt op.
”Har du fået sagt ordentligt farvel?” spørger Jesper fra agterrummet mig, da jeg for sidste gang går ud af porten til Nationalmuseet. Det har jeg. I et hemmeligt øjeblik. Men vender mig alligevel om en allersidste gang. Strækker mig på tåen og kan hen over hovederne på publikum ane stævnen af det stolte skib.
Farvel, mit gode skib… og tak fordi du bragte mig sikkert over havet. Du har skærmet mig i et hav, hvor jeg ville have været hjælpeløs uden dig. Du har bragt mig sikkert frem til mine kære på din rejse hjem. Du har givet mig tryghed, derude hvor der ingen tryghed er for os, som lever på land.
Måske ses vi næste år. Måske gør vi ikke. Men jeg vil altid huske den rejse, vi gjorde sammen. Fra Roskilde til Dublin. Tusind år efter vikingerne.