Forestil dig at komme til en øde fiskerihavn i Irland klokken fire om natten. Der er ikke et menneske at se. I havnen ligger en håndfuld rustne fiskerbåde fortøjet. Og på bakken bag pakkehuset i beton ligger et enkelt hus forladt for mange år siden. Engang var her et hostel, men det er længe siden, at de glade stemmer fra rygsækrejsende døde ud her.
Forestil dig at regnen siler ned. Og at alt er badet i metalprojektørers blege orange lys.
Forestil dig også at det er lavvande og at kajkanten ligger 5-6 meter over dit hoved, når du lægge til kaj. Og når du er kravlet op ad lejderen og ser dig træt, men nysgerrigt omkring, er der ingenting andet at se end en mole i beton og flourscerende plastikkasser med redningskranse i.
Det hele er så trøstesløst og gudsforladt, som det kan blive. Så isoleret og fjernt fra alting, at end ikke en grafittimaler har gidet bevæge sig hertil og spraye den grå betonvæg ud mod havet til med en eneste streg.
Der er en toiletbygning, men dørene er låst. Der er knapt en stibe græs, vi kan slå vores fem telte op på.
Forestil dig alt dette og så har du nogenlunde Port Oriel på din nethinde.
Jeg havde den første vagt, da Havhingsten var fortøjet ved kajkanten i Port Oriel. Overraskende hurtigt var Havhingsten tømt for telte, bagage og besætning. Eneste tegn på liv var Søren, der vandrede lidt frem og tilbage på kajen højt over mit hoved. Og fire-fem sæler, der prustende studerede det fremmede skib.
Efter to timers vagt var der ikke sket noget mere ophidsende, end at otte fiskere var gået forbi. De hilste med et kort ’god morgen’, så henkastet ned i Havhingsten og gik så videre med hænderne dybt begravede i deres lommer. Der skal mere end 30 meter vikingeskib til at imponere en irsk fisker. Kort efter daffede de ud på havet to og to i deres godt brugte flydende arbejdsheste.
Jeg følte mig lige så grå som betonen indeni, da jeg gik til ro. Ikke just det smukkeste førstehåndsindtryk af Irland.
Men forestil dig så at vågne et par timer senere til lyden af biler i kortege, varme menneskestemmer… og en lurblæsers salut eftefulgt af et klingende dansk:
”Hil Havhingsten!”
Det er Frederikssund-vikingerne, som er kommet på besøg bare et par timer efter vores – troede vi – hemmelighedsfulde ankomst i midten af ingenting. De har skyndt sig hertil, for de var alligevel inviteret til stort vikingemarked i Annagassan lidt nord for Port Oriel. Det var vi også, men kunne ikke sejle dertil, for havnen er tørlagt ved ebbe og det tør vi ikke udsætte Havhingstens skrog for.
Men de danske vikinger er ikke alene. Jeg tror ikke mine egne øjne, da jeg med morgentrætte øjne, stikker hovedet op over kajkanten og lader øjnene glide hen over beton-horisonten. Jeg ser lige ind i hundredvis af ben.
Rygtet om os er ilet hurtigt, og irske Triona og danske Preben – som overtog vagten efter Søren og mig har været i den lokale radio klokken syv i morges, og det har medført noget, der mest af alt minder om trafikalt kaos på den smalle og hullede vej ned til havnen i Port Oriel. Et sted mellem 50 og 100 biler holder parkeret på kajen og langt op ad vejen, der snor sig op ad bakken.
Og sådan har det været lige siden. Ikke hundredvis, men mange tusinde biler har fundet vej til dette øde sted… Alle vore hæfter om Havhingsten er for længst solgt. Og ankervagterne har ikke haft et roligt øjeblik, siden vi kom. Selv da jeg i går aftes klokken 23 kom hjem fra pubben i den nærmeste by halvanden kilometer væk, kørte bilerne stadig i kortege ned til havnen ad den hullede asfaltvej.
Og den grå betonmole har i godt et døgn været forvandlet til en improviseret havnefest. Og for første gang på denne tur er jeg blevet bedt om at give min autograf, som var jeg en anden fodboldstjerne. Og har gjort det med glæde uden helt at forstå hvorfor. Og mesn jeg skriver denne sætning, står for anden gang på et par minutter en lokal og tager fotos af mig, mens jeg sidder med ryggen op ad pakkehusets mur og skriver elektronisk dagbog.
Nu er det lørdag aften. Vi sejler klokken 23 har skipper lige annonceret. Til den tid skulle der være vestenvind, som kan bringe os de sidste 20 sømil ned til Malahide, hvor vi skal gøre skibet klar til at blive modtaget i Dublin.
Jeg talte ganske kort med Jesper om den stemning, som lige nu er imellem os besætningsmedlemmer. Der er sket en ændring her i Port Oriel. Vi ved, at det er slut. Vi ved, at vi skal hjem. Vi ved, at vore kære venter os.
Vi har siddet i samme båd siden 1. juli. Halvanden måned i regn, i kulde og i enkelte solstrejf. Vi har grinet og drillet hinanden. Vi har trøstet og skældt ud på hinanden. Vi har sejlet så blodårerne stod spændte under huden og vi har daset så selv en gåtur til købmanden kunne være anstrengende at se frem mod. Vi har været anspændte og vi har været trygge.
Men nu skal vi ud på det, der ifølge skipper meget vel kan blive den sidste sejltur med Havhingsten. Når først vi er i Malahide, kan vi ikke være sikre på at have vind til at kunne gå for sejl ind mod Dublin. Sølle 20 sømil skal vi sejle i nat. Det korteste stræk på togtet overhovedet. Rejsen er ved at være forbi.
For første gang i næsten 1.000 år er et langskib kommet til Irland.
For et par timer siden fik jeg en sms fra min far. Han sad på Irish Rover, en pub på Strøget i København. Og varmede op til sin første rejse til Irland med en Guinness foran sig. Og i Farum pakker min kære sin kuffert og lidt rent tøj til mig. Min far ankommer i morgen formiddag og min kæreste og ældste søn sidst på eftermiddagen i morgen. Jeg glæder mig usigeligt til at se dem. Lettet over at rejsen med Havhingsten gik godt. Beruset over igen at kunne være sammen med dem, jeg holder af. Og med en uro i kroppen over at være på vej ud af det stærke fælleskab om bord på et skib.
Som Tinna, der er direktør på Vikingeskibsmuseet, sagde henvendt til de pårørende for snart mange dage siden, i minutterne inden vi drog af sted fra Roskilde:
”Og når jeres kære vender hjem fra denne rejse, vil de sikkert være udenfor pædagogisk rækkevidde i flere uger efter”.
Heldigvis kan jeg trappe ned bøjet over tastaturet og for en stund endnu tillade mig at blive hængende i Havhingstens univers. For om tre-fire uger skal jeg aflevere manuskriptet til min bog om rejsen.
Og samtidig kan jeg nyde at være sammen med mine kære igen. Det bedste af to verdener. Meget bedre kan det ikke blive.
Og så har jeg stadig ankomsten til Dublin til gode. En oplevelse jeg er meget glad for, at jeg skal dele med kæresten, faderen og den ældste søn. For det bliver sikkert så stort og overvældende, at det er godt at have flere hænder at knuge.